Knaldet på ny teknik
Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 11/05/2017 - 12:00
Krimi og katastrofe
KRIMI: Milepæl i politiarbejdet hos Guardia Civil, hvor ny identifikationsteknik afslører overgrebsmand.
57-årig misbrugte 11-årig efter at have fyldt hende med piller. Nu er han afsløret med helt ny metode, opfundet til lejligheden.
En mor til en 11-årig pige henvendte sig bekymret til politiet i Málaga.
Under en hovedrengøring i huset havde hun fundet nogle foruroligende fotografier af sin datter. Hun lå nøgen og sov, og på billedet så man også en voksen mands fingre.
Det skriver Guardia civil i en pressemeddelelse.
Politiet gik i gang med at undersøge sagen og pigen. De fandt frem til, at hun havde været udsat for seksuel vold, men hun huskede næsten intet om overgrebene.
Brugte kraftig sovemedicin
Deraf sluttede betjentene, at hun havde været bedøvet mens, og den antagelse blev underbygget af efterforskningen.
Overgrebsmanden gav hende en heftig blanding af beroligende piller og sovemidler, som han havde blandet i hendes mad.
Den stakkels pige havde aldrig sagt en lyd om sagen til sin mor, for hun kunne ikke rigtigt huske noget. Hendes overfaldsmand havde kunne udføre sin misgerning i fred, for den lille piges mor var ikke hjemme.
Kan fotografierne hjælpe?
Politiet begyndte at se ekstra grundigt på fotografierne og især på fingrene. Man mistænkte en mand, der boede sammen med moderen, da misbruget foregik.
Han sad nu i spjældet for en anden forbrydelse i Jaén, så politiet kørte en tur forbi.
De forhørte ham og besluttede derefter at tage aftryk af hans hænder for at kunne sammenligne dem med billederne. Det var ikke let, for man havde aldrig taget aftryk af håndryggen og oversiden af fingrene.
Aftrykkene blev overgivet til kriminalteknikerne i Servicio de Criminalistica hos Guardia Civil, og til alles store begejstring kunne de fastslå, at leddene på fingrene matchede 100 procent med dem, man så på fotografierne.
Den mistænkte blev derefter sigtet.
Da han allerede sidder bag tremmer, vil der blive ført retssag mod ham for de nye forbrydelser der.
Opklaringen udgør en milepæl i politiarbejdet, da det er første gang man har identificeret nogen på denne måde, og det åbner helt nye muligheder i politiarbejdet i fremtiden.
Strafferammen for overgreb mod mindreårige er otte til ti år, men hvis der er skærpende omstændigheder, kan den blive hævet til 10 til 12 år.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.