Kultur her og der
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 21/03/2018 - 01:00
Kunst & kultur
KULTUR: Kæmpe kulturprogram i Málaga på bedding, så der er masser af tilbud fra slutningen af marts og til begyndelse af april.
Noget, man kan savne lidt, når man rykker væk fra Danmark, er kulturtilbud.
Men det er der ingen grund til - særligt ikke i slutningen af marts og begyndelsen af april i Málaga.
Museet i Picassos fødehjem, Pompidou-centret og Det russiske museum slår sig endnu engang sammen om at underholde og belære på en interessant måde. Her er et helt overvældende tilbud.
Temaet er Utopia, og der kommer film, Tv-serie-maraton, koncerter og installationer. Der er også en konference.
Kultur på trapper
MaF, Málaga de Festival, begynder i morgen den 22. marts klokken 12 i Centre Pompidou på havnen Muello Uno.
Der opføres Mimi Ripolis rytmiske installation med melodier, former og lys på trappen op til udstillingen.
Klokken 18 samme dag i Fundación Picasso analyserer Ignacio Araújo forholdet mellem film og maleri.
Bro over tiden
Fredag den 23. marts er det trapperne til det Russiske museum, der rummer en kulturel installation af D. Darko.
Den drejer sig om ‘bykunst’ - det vi også kender som grafitti - og der skabes en bro mellem dette nye fænomen og museets kunstværker.
Dette er kun de første tilbud blandt mange. Der er garanteret noget for enhver smag, hvad enten man er til det helt moderne eller til gamle stumfilm.
Festivalens omfattende program kan findes sammen med en pressemeddelelse med alle steder og tider her
Der kommer masser af film, masser af kultur, masser af nye indtryk. De fleste steder er der gratis adgang, hvis man først henter et adgangskort i receptionen på stedet.
En god måde at få hjernevindingerne op i gear, mens man venter på, at det da for pokker skal blive rigtigt forår!
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.