Kunst, kultur eller bare klamt?

Oléeeeeee, bieeeeeen! Tyrefægtning - så bliver det ikke mere spansk. Eller hvad?

Man skal opleve noget for at danne sig en holdning, som man siger. Eller skal man virkelig det? Jeg kan jo eksempelvis sagtens have en holdning til heroin uden nogensinde at sprøjte det ind i min krop...

Por qué?

Hvorfor, lyder et af spørgsmålene på de demonstrerendes plakater 

Jeg har det som om, jeg er i gang med noget ulovligt, da jeg med en hynde under armen sniger mig forbi de tavse demonstranter, der står ved indgangen til tyrefægterarenaen med rød maling i hovedet.

Og da jeg sidder på tribunen og ser den første tyr i arenaen, kan jeg helt ærligt ikke forstå, at det kan være lovligt, det jeg er vidne til.

Noget man bør?

Den mellemstore arena bliver ikke tilnærmelsesvis fyldt op

Der er tyrefægtning i Fuengirola, og jeg har sammen med tre andre besluttet mig for, at det er så stor en del af det land, jeg har bosat mig i, så det er vel egentlig noget “man bør”.

Er vel i virkeligheden også lidt nysgerrig, men samtidig meget nervøs.

Den første tyr kommer i arenaen. Den er stor, muskuløs og kulsort. Hornene er sylespidse.

Det er ekstremt intenst, og man sidder faktisk ret tæt på det hele. Jeg kan se tyrens hvide tunge stikke ud af munden på den, mens den desperat og panisk kigger rundt - somme tider direkte op på mig, føler jeg. Den forstår tydeligvis ikke, hvad fanden der foregår.

Det gør jeg egentlig heller ikke.

Buh'er rytter ud

Det er jo ikke en arena fyldt med dyrehadere. Da en af hestene på et tidspunkt bliver stanget og forskrækket begynder et sparke bagud, falder rytteren af.

Han kvitterer med at give den en knytnæve på mulen og bliver prompte buh’et ud af arenaen. Han kommer ikke tilbage. 

Folk klapper, jubler, råber opmuntrende ‘bieeeeen’ til tyrefægteren, og der er et liveband, der spiller munter musik. Det virker grotesk.

Omvendt kan jeg jo på en måde godt se, hvad det er, der fascinerer folk ved det her.

Men da den første tyr som afslutning kaster en bunke blod op, og jeg ser det hele tydeligt i profil, er jeg lige ved at kaste op selv. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan klare fem tyre mere. 

Flot i starten

Der er tre tyrefægtere på plakaten, og de skal hver i arenaen med to tyre. Naturligvis ikke på samme tid, da det jo reelt ville give tyren en chance…

Men starten, når tyren kommer spænende ind og løber med en helvedes fart og forsøger at stange alle sine plageånder, der hver gang lige når i sikkerhed i sidste sekund, fanger mig lidt, og jeg følger åndeløst med.

Det er først, når hestene kommer ind, at det for alvor går skævt for mig.

Ude af kontrol

Hestene er nede at ligge flere gange og kan ikke komme op igen uden hjælp

Det virker simpelthen så meget ude af kontrol, og hestene er nede at ligge flere gange. De har bind for øjnene og er pakket ind i et beskyttende arrangement, der så også gør, at de ikke selv kan komme op at stå igen.

Imens kaster tyren sig over den.

Det er helt vildt, at hestene ikke panikker mere, end de gør. Og endnu mere vildt er det, at de ikke kommer til skade. Rytteren har en lanse med en slags barberblad for enden,som han hakker i tyren. Og så begynder blodet at flyde.

Så tripper hestene ud af arenaen igen.

Nu gælder det de karakteristiske små, farverige spyd med modhager på. Dem får tyren i nakken, hvor de sidder og dingler og trækker mere blod. Det gør ondt at se på, og nogle gange er det heldigvis kun én, der bliver siddende.

Tyr og tyrefægter

Den sidste dans

Og så er det tyrefægterens tur. Han danser herefter alene rundt i arenaen med tyren, og i perioder, hvis man kan abstrahere fra spyd og blod, kan man godt se kunsten i dansen mellem de to.

Men der er et altoverskyggende problem for mig: Dansen er ALDRIG ligeværdig.

Jeg klarer samtlige seks tyre, og jeg lærer at se forskel på, hvem er der dygtige og hvem der ikke burde være i arenaen.

Det handler om, at når det kommer til dødsstødet, skal den sidde helt præcist i første hug. Den sidste tyr… det er næsten ikke til at bære, og jeg vil ikke komme nærmere ind på det.

Lægger navn til - én gang

Oplevelsen sidder dybt i mig, og jeg sov ikke særligt meget den nat. Det hele sidder stadig dybt i mig, og jeg er ikke sikker på, den følelse nogensinde forsvinder.

Jeg har ikke fortrudt, jeg tog derind, men er samtidig ret overbevist om, at det ikke er noget, jeg nogensinde behøver at opleve igen. Det var en barsk oplevelse!

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det i mine øjne mishandling i underholdningens navn. Og det kan jeg ikke lægge navn til - kun denne ene gang.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend

Kathrine Hesner, redaktør