Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kvinde dræbt på Solkysten

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 26/10/2015 - 09:51

Krimi og katastrofe

KRIMI: Ung udlænding er fundet død i Fuengirola. Hun var blevet slået flere gange i hovedet, og hendes mand er anholdt.

Efterforskningen af drabet på en 36-årig finsk kvinde er i fuld gang. Hun blev fundet død klokken otte lørdag morgen i Fuengirola, og man mistænker, at der er tale om endnu et tilfælde af hustruvold.

Hun vil i så fald blive nummer 39 på den nedslående statistik over kvinder, der er blevet dræbt af deres partner eller ekspartner i 2015.

Kvinden var angiveligt på en længerevarende ferie sammen med sin mand og deres to sønner. Ifølge La Opinión de Málaga er drengene henholdsvis otte og ti år gamle.

Manden, der også er 36 år gammel og fra Finland, befandt sig i lejligheden med kvinden, og det var på grund af ham, at der blev slået alarm til politiet. Da betjente ankom, kunne de hurtigt konstatere, at den dræbte kvinde havde fået flere slag i hovedet.

Ét var så voldsomt, at hun døde af det, siger kilder tæt på efterforskningen til Sur.es

I går var manden fortsat tilbageholdt på politistationen i Fuengirola, og i dag kommer han for en dommer.

Skreg fra balkonen

Dramaet foregik natten til lørdag i en lejlighed i Avenida de Los Boliches 14 i Fuengirola. En borger ringede til politiet og fortalte, at der stod en mand på en balkon og skreg på hjælp. Minutter senere ankom en politipatrulje til ejendommen, og betjentene fandt den livløse kvinde på gulvet i soveværelset.

Agenter for den særlige afdeling for vold mod kvinder, UDEV, forsøger nu at rekonstruere, hvad der gik forud for drabet i lejligheden.

Ifølge de første undersøgelser var ude sammen fredag aften, hvor de drak øl i en lokal bar. På et tidspunkt besluttede den nu tilbageholdte mand at gå hjem, men hans hustru blev angiveligt lidt længere. Da hun kom hjem senere, kom de op at skændes.

Erklærer sig uskyldig

Efter at manden var blevet anholdt, erklærede han, at han ikke havde overfaldet sin kone. Hans forklaring går på, at han faldt i søvn, og da han vågnede, fandt han hende død, siger kilder til Sur.es.

Ifølge provinskoordinator for det andalusiske kvindersinstitut, IAM, Rosa del Mar Rodríguez, er parret ikke tidligere registreret for episoder om vold i hjemmet.

Den foreløbige obduktionsrapport har ikke med sikkerhed kunnet fastslå dødsårsagen, og af den årsag er en mindestund aflyst. Rådhuset havde planlagt at afholde et minuts stilhed for den dræbte kvinde klokken 12 i dag, men det er nu udsat.

Parret skulle angiveligt have to sønner, som nu er i de sociale myndigheders varetægt. Ifølge La Opinión de Málaga opholdt de to drenge sig også i boligen.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.