Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kvinde bidt under badetur

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 09/08/2019 - 07:00

Vejr og natur

NATUR: Familieferie tog en dramatisk vending, da en kvinde blev angrebet under en badetur. Nu sidder hun tilbage med flere sting og endnu flere spørgsmål.

En mand og en kvinde fra Valladolid var på ferie i Alicante med deres fem-årige søn, men ferien fik en skræmmende afslutning. 

Da den 40-årige kvinde i går var ude at bade ud for Rebollo-stranden ved landsbyen La Marina, blev hun pludselig angrebet af en usynlig fjende. En eller anden fisk går til angreb, og den nøjes ikke med at nappe. 

Faktisk er det så alvorligt, at hun næsten får overskåret en sene i foden og må på hospitalet. Her får hun flere sting og bliver lagt i gips helt op til knæet.

Skreg af smerte

Hun var egentlig ude af bade med sin søn, og da de var på vej ind på stranden igen, gik drengen først. Kvinden, M. V. F. gik lidt bagefter. Da vandet nåede hende til kræet, skreg hun pludselig op i smerte. 

- Hun mærkede pludselig en stor smerte. Skriget skræmte os alle, siger hendes mand til Informacion.es

Han spænede straks ud og hentede hende og bar hende ind på land.

- Anklen var flået op og blødte kraftigt, sagde manden, der sammen med en tililende livredder bar hende til redningstårnet. 

De troede, at hun måske havde trådt på et glasskår, og lagde en hurtig bandage for at stoppe blødningen. Derefter kom hun hurtigt med ambulance til Elche-hospitalet. 

Men på hospitalet kunne læger hurtigt konstatere, at såret mere lignede et bid. 

Som en bjørnefælde

- Hun følte det som om, en fælde smækkede sammen om foden. Hun er ikke blevet opereret, men det var lige før, det var nødvendigt. Senen er næsten gået helt over, siger manden.

Hun var på hospitalet i fire timer, hvor det lykkedes for lægerne at sy senen sammen og pakke hele skinnebenet ind i gips.

Av, av, av!

- Så vi har måttet købe nogle krykker. Det er vores sidste feriedag, og vi forventede ikke at afslutte den på sådan en træls måde, siger han.

I går tog den lille familie hjem Valladolid. Kvinden skal bære gips i mindst ti dage og tage antibiotika for at forhindre infektion.

Men der er stadig mange spørgsmål, der ikke er svar på. For hvad var det, der fik fat i kvinden? Og hvorfor?

Men der er dog et altoverskyggende spørgsmål, der trænger sig på: Hvorfor blev stranden ikke lukket? 

Ikke første gang

Angrebet er nemlig ikke det første af sin slags denne sommer i området. Den 11. juli blev to børn på syv og ti år var blevet bidt af en fisk, og da blev tre strande i La Marina lukket. Læs mere her

Dagen efter blev de åbnet igen under gult flag, da det blev udelukket, at fisken var giftig. Det blev relativt hurtigt fastslået, at der var tale om en fjæsing, men spørgsmålet er nu, om man nu må revurdere konklusionen fra tidligere…

Der findes i virkeligheden mange fisk og havdyr, der kan bide fra sig. De gør det som regel kun, hvis de føler sig truede eller er meget territoriale. 

Måske en blåbars

Senere torsdag kom det så frem, at man er ret sikker på, at der er tale om en såkaldt golfar-fisk på dansk en blåbars. 

I går lykkedes det nemlig for nogle livreddere at lokaliseret og fange en stor 'Golfar Pomatorus Saltarix' ved El Rebollo-stranden. Det rapporterer Europa Press.

Biologer fra kystcentret ‘Instituto de Ecología Litoral’ har set billederne af biddet og har bekræftet, at det godt kunne være en golfar, og at denne type fisk godt kan finde på nærme sig kysten i jagten på småfisk, men at den normalt ikke angriber mennesker. Det er dog ikke uhørt og bestemt ikke først gang.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.