Lænket og død i lufthavnen
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 24/10/2016 - 01:00

Krimi og katastrofe
KRIMI: Udlænding fundet død og lænket på bænk nær togstationen. Sexuelt motiv undersøges.
Det var et uhyggeligt syn, der mødte en vagtmand i Málaga Lufthavn lidt i ni om morgenen forleden: en død mand lå på maven på en bænk, lænket på hænder og fødder med plasticstrips. Vagtmanden underrettede straks politiet, som ifølge avisen Sur undersøger omstændighederne ved dødsfaldet.
Det kan være sexuelt motiveret, da den dødes bukser og underbukser var trukket ned om hælene. Politiet afspærrede haveområdet for at foretage prøver og måske finde spor af, hvad der var sket.
Ubemidlet
Ved siden af liget fandt opdagerne visse personlige effekter, der tilhørte den afdøde. Han benyttede en af lufthavnens transportvogne til at køre dem rundt. Blandt dem var visse personlige papirer, der i mangel af ligsyn har kunnet bruges til at identificere den afdøde. Det drejer sig om en ubemidlet 51-årig englænder med forbogstaverne S.F.A. som tilsyneladende led af en eller anden mental sygdom.
Ved siden af bænken, hvor den døde blev fundet, befandt sig også en række tomme spiritusflasker, der sammen med mandens lugt tydede på, at han var voldsomt beruset. Om hans nedtrukne bukser og underbukser betyder, at han har været ude for et seksuelt overgreb vil en senere obduktion kunne afgøre.
Uden ydre tegn på vold
Årsagen til dødsfaldet er i skrivende stund ukendt, da liget ikke har ydre tegn på vold, og ingen kilder har ønsket at fremsætte nogen teorier.
Opdagerne er begyndt at gennemse billederne fra lufthavnens sikkerhedskameraer i håb om at finde nye spor, men indtil videre er alle hypoteser åbne.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.