Lad dog børnene - eller?

Noget med børn lyder jo så sødt. Med mindre det selvfølgelig drejer sig om gadedrenge.

Skylder lige at sige, at jeg - som ofte før sagt - er tilhænger af, når man finder stabile, langsigtede løsninger hen over midten i det politiske scenarie. Ligesom vi kender det fra Danmark, hvor stabiliteten ligner hinanden, uanset om statsministeren bærer blå butterfly eller rødt tørklæde.

Den spanske Kongres har under hele coronakrisen stået i svær kontrast ikke blot til Folketinget, men til de fleste andre parlamentariske samlinger i det øvrige Europa.

Dér har politikerne været så voksne, at de indså nødvendigheden af god opførsel for at berolige befolkningen mest muligt og ikke så tvivl om de forholdsregler, som den siddende regering nu engang vedtog med sit parlamentariske flertal.

I baggrunden kom politikerne i opposition selvfølgelig med deres synspunkter, men det handlede ikke om at føre sig frem for åben skærm og opføre sig som gadedrenge.

Som både PP’s leder Pablo Casado og Vox’ leder Santiago Abascal har gjort ved enhver mulig lejlighed.

Men er Premierminister Pedro Sánchez selv alt for fin i kanterne? 

Forlovelse uden varsel

Faktisk skal vi tilbage til dagen efter valget den 10. november 2019, hvor han krammede lederen af Unidos-Podemos, Pablo Iglesias, og annoncerede deres forlovelse i en fremtidig regering.

Ikke noget med at indkalde andre partiledere til drøftelser og heller ingen undskyldninger til vælgerne, som Sánchez faktisk havde ført bag lyset ved at tie om sine planer.

Faktisk gik begge de forlovedes partier tilbage ved valget, så intet i resultatet berettigede faktisk omfavnelsen.

At Sánchez overhovedet blev valgt som ny premierminister, skyldtes kun, at han gav det catalanske løsrivelsesparti ERC tilsagn om at drøfte Cataloniens fremtid. Til højrefløjens raseri.

Og for at gøre coronakrisen kort, så blev hver eneste af de fem forlængelser, der er vedtaget på nuværende tidspunkt, en flov forestilling i Kongressen, hvor hadet og latterligheds-gørelsen af Sánchez lyste ud af oppositionens politikere nærmest uden grænser. 

Uudholdeligt

Hver debat og vedtagelse har varet op til 12 timer og blev transmitteret direkte i TV.

Ingen har kunnet holde ud at kigge på det, og den seneste meningsmåling fra analyseinstituttet CIS viser da også, at 74,9 procent af de adspurgte mener, at oppositionen burde have støttet og arbejdet sammen med regeringen i stedet for konstant at kritisere den.

Læs mere om analysen her: Stillingen i Kongressen

Heller ikke under coronakrisen har Pedro Sánchez stået med åbne arme for at lukke oppositionen ind i varmen til drøftelser om løsninger. Og så er det naturlige resultat jo, at ikke-inviterede bliver sure.

Sánchez har det bedst med at sidde på magten alene. For at få flertal for de forskellige forlængelser af alarmtilstanden har han givet lunser af indrømmelser på politiske forhold, der intet havde med alarmtilstandens forlængelse at gøre.

Og alarmtilstandene har været vigtige for Sánchez, fordi de giver en juridisk råderet i perioderne, som han ikke ville have haft under normale omstændigheder.

Problemer en suite

Problemerne i det godt 40-års gamle spanske ‘demokratis’ historie er flere. For det første, at vælgerne ikke kan stemme personligt på de politikere, som de foretrækker. Det er fortsat partiernes top, der bestemmer, hvem der skal vælges ind og i hvilken rækkefølge.

Spanien har stadig partidiktatur.

For det andet har politikerne endnu ikke lært, at magten godt kan ligge andre steder end hos den blå eller røde fløj, som de har været vant til siden demokratiets indførelse.

Enhver af de store partiledere ser sig selv som den, der så absolut burde være premierminister. Også Pablo Casado, der ingen chance har for at skabe flertal for sig selv - og slet ikke ifølge analysen fra CIS. Taberne er ikke gode tabere.

Og for det fjerde er hverken Casado eller Sánchez de bedste ledere, som de to partier har haft.

Sammen med resten af de delegerede i Kongressen opfører de sig som små børn, som forældrene burde give en endefuld.

Det havde aldrig fundet sted i Folketinget på Christiansborg. Her ville den til enhver tid siddende formand have stoppet ytringerne og bedt om en ordentlig tone.

Når der ikke længere er alarmtilstand, skal Sánchez skabe flertal fra sag til sag, og med hans hidtidige færden under coronakrisen, ser han fremtidsudsigter ikke umiddelbart lysere ud. Men måske formår han alligevel undervejs at klare flertal ved at uddele lunser af arvesølvet undervejs. På et tidspunkt er skuffen jo tom.

Gad vide, hvad det kommer til at betyde for os...?

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

PS: I næste uge håber jeg, at vi kommer til at tale mere om fly mellem Danmark og Spanien - eller andre lyspunkter.