Ældre reddet fra Helvedeshuset
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 08/03/2019 - 11:44
Krimi og katastrofe
VIDEO: Udlændinge var ansat til at pleje ældre, men de gjorde alt andet end at drage omsorg. Sag om forsvundet 101-årig tysk kvinde satte politiet på sporet, og nu er parret sigtet for flere drab, tyveri og bedrageri for en formue.
Bedøvede og berøvede lå flere ældre overladt til egen skæbne, efter de lagde deres pleje i de helt forkerte hænder.
I Cádiz har politiet afsløret et sandt rædslernes hus. I ‘La casa de los horrores’ blev de ældre systematiske plyndret.
Guardia Civil har tilbageholdt et par, der angiveligt var hyret til at pleje ældre, men i stedet blev de sagesløse stopfodret med bedøvende midler og blev holdt i live med sondemad. Nogle fik end ikke sidstnævnte...
Parret holdt angiveligt de ældre indelåst og bedøvede i en villa, mens de stjal deres penge og ejendom. Nogle af dem døde pludseligt og under mistænksomme forhold.
Under navnet ‘Operación TEYDEA’ har politiet ud over parret anholdt fire andre personer og yderligere ni efterforskes. Man anslår, at den skruppelløse gruppe på relativt kort tid har svindlet sig til over 1,8 millioner euro fra fem ofre.
Det oplyste Guardia Civil i går.
Sagen startede i Tyskland
Det lykkedes at redde en ældre hollænder og en ældre tysker i live, der også var i det tysk-cubanske pars varetægt. De blev ligeledes holdt indespærret, bedøvet og blev fodret gennem sonder.
Guardia Civil kom desværre for sent til at redde en anden af parrets ofre. Eftersøgningen af en 101-årig tysker, Maria Babes, satte politiet på sporet af parrets kriminelle aktiviteter.
Sagen startede, da politiet i Cádiz modtog en henvendelse fra tysk politi i Frankfurt am Main, der anmodede om hjælp til at finde Maria Babes. Ingen havde hørt fra hende, siden hun var flyttet fra Tenerife, hvor hun boede alene, til Cádiz-provinsen.
Politiet fandt ud af, at hun boede i en ældrebolig i byen Chiclana de la Frontera.
Anmeldte omsorgssvigt
Forinden havde hun været indlagt på flere hospitaler i voldsomt dårlig tilstand. Der var efter alt at dømme tale om grov omsorgssvigt af den ældre kvinde.
Det fik hospitalspersonalet til at kontakte politiet, der startede en efterforskning.
Man så derfor også på kvindens økonomiske situation, og det fik alle alarmer til at gå. I oktober sidste år havde der stået over 162.000 euro på kvindens konto, men i midten af december var den nede på 300 euro.
Og hendes bolig på Tenerife var blevet solgt, uden der var én euro at spore nogen steder.
Lokket fra hus og hjem
Kvinden havde mødt parret på Tenerife. De var eksperter i at vinde folks tillid, når de først fandt ud af, at ofrene ejede fast ejendom og fik en god pension.
Parret sagde, at de arbejdede som plejere, og de overbeviste den ældre dame om at flytte med til Cádiz, hvor de bedre kunne passe - eller kontrollere - hende.
Politiet fandt ligeledes ud af, at mens kvinden var indlagt i kritisk tilstand på et hospital, fik parret hevet en notar med, så kvinden gav plejerne absolut fuldmagt over alt hun ejede.
Var pludselig død
Plejerne overbeviste på et tidspunkt kvinden om at forlade hospitalet med dem og tage “på tur”. Fem timer senere var kvinden død. Det skete angiveligt, mens hun kørte rundt i en personbil sammen med parret. Der var ingen vidner.
Politiet kalder dødsfaldet for særdeles mistænksomt, da kvinden samme morgen virkede sund og rask da hun blev optaget på video, mens hun spillede tamburin ved en julemiddag på centret.
Parret fik hende kremeret akut, så der var ingen mulighed for at udføre en obduktion. Politiet skred til ransagning af parrets villa, hvor man opdagede, at de også havde lejet et andet nærliggende hus.
Havde lejet anden villa
Her fandt politiet to ældre mænd - en hollænder og en tysker, der lå alene, bundet og under dårlige sanitære og generelt uhumske forhold.
Politiets efterforskning viste, at fire andre ældre var døde pludseligt i parrets varetægt.
Og så var der det med pengene. Politiets foreløbige efterforskning viser, at de mange penge blev hvidvasket gennem forskellige kanaler. Blandt andet fik de ulovligt opført et turistkompleks på stranden i El Palmar ved hjælp af 13 medhjælpere.
De mistænkte er sigtet for forbrydelser som bedrageri, dokumentfalsk, underslæb, misbrug, socialt bedrageri mod Tyskland, hvidvaskning af penge, modsættelse af anholdelse og hemmeligholdelse af aktiver. Og oveni kommer altså sansynligvis flere drabssigtelser.
Video fra huset:
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.