Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Lukker strande

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 18/08/2020 - 11:26

Coronavirus

CORONA: Populær turistkommune i Sydspanien lukker strandene hver aften og frem til om morgenen i nyt tiltag for at hæmme smitte.

Marbella lukker strandene i et forsøg på at stoppe ​​Covid-19 fra at brede sig yderligere.

Byrådet forbyder fra i aften adgang til stranden fra klokken 21:30 til klokken 7:00 for at forhindre grillfester og forsamlinger. Der er dog en ‘buffer’ på en halv time, så folk lige kan få samlet deres habengut sammen og komme derfra.

Lokalpolitiet skal sikre, at alle overholder de nye regler.

Strandlukningerne i Marbella sker i tillæg til de nye regler, der blev indført i hele regionen mandag for at forsøge at forhindre spredning af coronavirus. Læs mere her

Foranstaltningen er indført på ubestemt tid afhængig af udviklingen af ​​Covid-19-pandemien i kommunen. Den eneste undtagelse fra disse tidsbegrænsninger er sportsfiskeri.

Foranstaltningen sigter mod at "sørge for, at man kan nyde ​​stranden under sikre forhold, og at strandene ikke bliver arnested for nye udbrud," sagde den kommunale talsmand, Félix Romero, i går og fortsatte:

- Det er et tiltag, der søger at sikre, at situationen ikke kommer ud af kontrol, og at vi ikke mister respekten for, hvor farlig den her pandemi er. Strandene er offentlige rum, hvor mennesker på et sted som Marbella samler sig, og der kan opstå sociale sammenkomster, der overskrider det tilladte, og som kan skabe en risiko.

Ifølge Romero, er det klart, at der på strande altid er et vist risikoniveau, men i forbindelse med fest øges risikoen betydeligt, og med denne foranstaltning ønsker man at minimere risikoen, mens man altså stadig kan nyde en tur på stranden.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.