Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Buldrende brændeovn og lækker mad

Skrevet af Torben Wilkenschildt, søn, 06/01/2019 - 00:02

WEEKEND & VIDEO: Det er fristende at putte sig inden døre i den kolde sæson med noget lækker mad. Men det behøver ikke at være ens egne døre!

Granada byder på kulinariske og naturmæssige oplevelser, du ikke får hjemme i lænestolen.

 

Hvad med at spise og måske bo i en hule, eller at få din stegte pattegris fra en ovn, der engang leverede brød til hele Granada?  

Vi byder på åben ild i den kolde tid!

Temperaturerne falder, og det er tid at tage jakker, frakker og tæpper frem. Spanske huse er ikke særligt velisolerede, så man oplever tit, at der skal ekstra tøj til, selv om solen skinner. I Danmark synes vi, det er hyggeligt.

Spanierne kender ikke ordet hygge, men de kender følelsen, og for dem som for os har den noget at gøre med vintermad og lys - gerne levende lys.

Man kan selvfølgelig tænde lys derhjemme, men intet slår en buldrende kaminild.

Selv i vintermørket ser Granada fortryllende ud - Her det berømte Alhambra

Ideal.es har fundet nogle vildt hyggelige restauranter i Granadaområdet, som kan levere både vintermad og et buldrende ildsted. Der er store og små, og de har mange

gastronomiske specialiteter.

Hvis man har lyst til at besøge flere af dem, er det en oplagt mulighed at leje sig ind i en hule-lejlighed, som egnen byder på mange af.

Der sørger naturen for en behagelig temperatur, hvad enten det er stegende hedt eller iskoldt udenfor. Vælg efter smag og humør - og pengepung!

Så er vi klar til den gastronomiske rundtur...

La Casucha de Dílar

Her er maden simpel, men lækker

Dette sted er ifølge ejerne slet ikke en restaurant, men et spisehus. Stedet ligger 9,3 kilometer fra Granada i en naturenklave ved siden af en flod.

Der var oprindeligt ikke meget forskelligt på menukortet, men det, der blev lavet, var så lækkert, at venner og bekendte simpelthen ‘kom forbi’ i en en grad, så det efterhånden udviklede sig.

 

Enkelt mad i enkle omgivelser

Det, der oprindeligt bare var en gruppe venner, er i dag en rigtig hyggelig restaurant, hvor man prøver sig frem til nye, spændende retter.

Kød serveres på store trætallerkener, og deres store hit er kikærter med hummer. Alt serveres på gammelt service, og det giver en virkeligt rustik og hyggelig atmosfære.

Hvis man vil vide mere om stedet, kan man finde den på deres hjemmeside eller på Facebook

Restaurante El Cortijo

El Cortijo serverer ægte, italienske pizzaer nær Granada

Restaurante El Cortijo ligger i Huétor Vega. Det er kun fem minutter fra Granada by, midt på engdraget omkring byen og floden.

 

Udsigten er strålende fra El Cortijo

Her kan man fremtrylle specialiteter i lækre, gæstfri omgivelser. Der er haver, terrasser, private rum og en udsmykning, som omfatter en kæmpepejs. Man har specialiseret sig i grillet kød og italienske pizzaer.

A la carte finder man det traditionelle køkken med råvarer af udsøgt kvalitet. Stjerneretten er klipfisk á la køkkenchefen, og så laver de en fantastisk kalvemørbrad og svampeomelet med skinke.

Der er behageligt om sommeren, og på denne tid af året er der varmt, fordi rummet er delt op i to etager, så det virker mere indbydende. Her kan man nyde sin vintermad.

Der er også en børneafdeling, hvor de små kan hygge sig.

Restaurante Maitena

Disse rustike stenbygninger huser Restaurante Maitena

Restaurante Maitena ligger i Güejar Sierra. Her specialiserer man sig i hjemmelavet mad med ingredienser fra lokalområdet.

Restauranten ligger midt i bjergene ved bredden af floden og ved siden af den gamle jernbanestation på strækningen mellem Granada og Sierra Nevada.

Her får du et lille indblik i menuen

 

Her er det muligt at nyde et udsøgt måltid omgivet af et fantastisk landskab, hvor floden danner naturlige svømmebassiner med rent vand fra Sierra Nevada.

Og så er man specialister i hjemmelavede egnsretter. Stedets tidligere gæster anbefaler choto - spædekalv - i hvidløg og det møre kød fra grillet pattegris og lam. En uforglemmelig oplevelse.

Posada del Altozano, Lanteira

Perfekt sted at gå i vinterhi

 

I grevskabet Zenete i Granadaprovinsen ligger det skønne sted Lanteira på den skjulte side af Sierra Nevada.

Her findes en landlig bebyggelse med fantastisk udsigt: La Posada del Altozano.

 

Udsigten fejer let benene væk under de besøgende

Lanteira er en lille landsby, der ligger langt fra alfarvej. Det gør den mere end velegnet til rigtigt at slappe af, og det taler virkeligt til sanserne.

Her udspringer også adskillige vandreruter i bjergene.

På Altozano-kroen findes der en familie-restaurant, hvor man kan spise egnretter ved siden af en buldrende pejs.

Restaurante Horno de Víznar

Tiden står stille i Horno de Víznar

Restaurant Horno de Víznar - Viznars ovn - udspringer af de gamle bagerier i forbindelse med æselmøller, som oprindeligt leverede brød til Granada. Den ligger i et gammelt bageri og den ældgamle ovn virker stadig.

I den ovn steger man lam, vildt, pattegrise og en lang række lokale lækkerier.

 

En lille grisling direkte fra ovnen

 

Køkkenet, som er et gammelt bageri, har i dag sin helt unikke smag, fordi det er lykkedes at forene gammelt og nyt.

I underetagen er det gamle brænderum blevet lavet om til en indbydende spisestue, hvor der kan være op til 35 personer.

Med de fritliggende loftsbjælker, lergulv og det kæmpestore ildsted er det et varmt og lækkert sted at opholde sig.

 

Så er der lagt op til indendørs vinterhygge

 

På overetagen er et mindre og mere intimt rum med plads til 14. Der er også en solrig terrasse med fantastisk udsigt.

Mesón La Tinaja, Guadix

Så bliver det ikke meget mere klassisk spansk

El Mesón La Tinaja har bare det hele. Det er alle tiders sted at tage hen med familie eller venner, for her findes alt i en mikroverden af smag og følelser leveret ved et godt bord i smuk udsmykning omgivet af en hule.

Kokken i færd med at lave noget af Mesón La Tinajas berømte, hjemmelavede mad

Man kan nyde hjemmelavet mad tilberedt over åben ild på egetræ. Superlækkert.

Hulen ligger på en af den iberiske halvøs mest privilegerede steder. Tæt på Alhambra og kun en times kørsel fra Alamerías strande og Cabo de Gata-Nijars nationalpark.

Der er også masser af muligheder lokalt. For eksempel kan man tage en overnatning i ét af de mange hule-huse, stedet er kendt for, gå på opdagelse i det øde ørkenlandskab eller i Sierra Nevada-nationalparken.

Restaurante Cuevas del Tío Tobas

Her får alle kroppens sanser frit spil

I Alcudia, Guadix, finder vi Restaurante Cuevas del Tío Tobas. Her kan man nyde både omgivelserne og gastronomien med alle sine sanser.

Man kan høre stilheden, mærke freden, nyde skønheden og smagen af natur.

På Cuevas del Tío Tobas er både maden og stilen klassisk

Restauranten griber tilbage i tiden for at tilbyde sine gæster en enestående oplevelse for ganen. Her kommer retter, der er fremstillet med omhu og efter gamle opskrifter.

Køkkenet er andalusisk-arabisk, og man vil især nyde kvalitetsprodukter som grillet kød, som er stegt over åben ild for at opnå smagen fra de gode, gamle dage.

Las Cuevas del Tío Tobas er et kompleks, hvor man kan glemme nutidens stress og jag og hengive sig til naturen igen. Området er fyldt med arkæologiske udgravninger, slotte, huler og historiske områder.

Restaurante El Puntarrón

El Puntarrón er traditionelt spansk med et tvist

 

På El Puntarrón i Monachil kan du nyde den autentiske smag af andalusisk køkken tilsat lidt international spænding. Her kommer traditionelle retter som salmorejo, fritterede fisk, klipfisk med grøn og rød peber eller udsøgt, stegt kød.

Så skulle der være lidt for en hver smag

Restauranten er ideel til en familieudflugt eller en vennetur, hvor man også kan nyde stedets natur.

Restauranten har sin egen have, hvor kokken dyrker de bedste grøntsager, der indgår i retterne.

Her på falderebet snupper vi også to venta’er.

De er som regel startet som udsalg på et sted, hvor der var behov for at kunne få lidt mad og deraf navnet venta.

De har ofte terrasser, og det er steder, som ikke gør så meget væsen af sig. Nogle af dem er meget gamle, men det bliver de jo ikke mindre hyggelige af.

Restaurante Venta El Olivar

Venta El Olivar har plads til hele familien

I Restaurante Venta El Olivar i Baza får man rigtig hjemmelavet bondemad.

Migas, som faktisk er velsmagende brød stegt i olie, paella, supper og sammenkogte retter eller spædekalv i hvidløg med årstidens svampe.

Choto al ajillo - spædekalv i hvidløg

Der er dog ikke noget intimt sted - her er en festsal med plads til 250, en terrasse i det fri med udsigt over Sierra de Baza, legeplads og en hoppeborg.

Enkelt og rustikt

Men pejs er der altså også, og derfor har den sin berettigelse i den her gennemgang. Ventaen ligger kun tre minutter fra centrum af Baza by.

Venta Natalio

Når man har en motorvej som nabo, må man jo gøre sig ekstra umage med indretningen

 

La Venta Natalio ligger i Talará i Valle de Lecrín, meget tæt på motorvejen og den gamle kystvej, men alligevel er omgivelserne skønne,

Her har man et flot og meget varieret spisekort med paella og andre ris-retter, kødretter og meget berømte og populære pizzaer.

Gryden her skal nok kunne mætte en gæst eller to

Stedet har været åbent i 200 år. Det er et sted, hvor man ikke går sulten fra bordet, stemningen er høj, og ildstedet varmer.

God vinter-smuttur!

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.