Málaga staves F-L-A-M-E-N-C-O
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 26/06/2019 - 07:00
Kunst & kultur
VIDEO: Málaga vil indtil den 7. juli være én stor flamenco-festival. Kom og lad dig rive med af fest, farver og gastronomi.
Málaga er blevet omdrejningspunktet for det fjerde flamenco-seminar - IV Seminario Internacional de Flamenco Ciudad de Málaga - som præsenterer et omfattende program, der kan stimulere både øjne, ører og smagsløg.
Skolen er en del af den tilbagevendende flamenco-festival, der i år fylder 40 år.
Lidt men godt
Alt står i flamencoens tegn. Andalusiens Flamenco-skole kommer og underviser, men der er også noget for ganen med gastronomiske ruter. Og så bliver der mulighed for at se en “flashmob” i aktivitet.
Har du lige glemt, hvad det betyder, er det en stor mængde mennesker, der danser samtidig for at slå en rekord.
Andalusiens flamenco-skole indbyder alle til at deltage.
Ren "duende"
Flamenco-skolen i Andalusien blev grundlagt i 2015 og har i år Frankrig som specielt indbudt - sidste år var det Mexico.
Når man trækker vejret under seminaret, vil man få ren “duende”, flamencoens magiske ånd, ned i lungerne.
Programmet er virkeligt omfattende. Omdrejningspunktet bliver mesterklasserne, der styres af Pastora Galván, La Lupi, Antonio Najarro, Juan de Juan og flere andre lysende stjerner blandt flamencoens dygtigste og mest populære personer.
De vil alle undervise både på grundlæggende og avanceret niveau.
Alvor bag legen
Pigerne træner op til festivalen
Der er også flamenco for de små. Intet kan se så koncentreret ud som en tre-årig, der danser. Det skulle da lige være en treårig, der viser nyeste mode frem. Og mode for børn og voksne står også på programmet.
Selve flamenco-festivalen, som altså har eksisteret i 40 år, foregår om aftenen den 28. og 29. juni i Calle Alcazabilla med masser af indslag fra klokken 21:30:
Læs mere om festivalprogrammet her
Ny rekord?
Flamenco-skolens højdepunkt er søndag den 7. juli klokken 12:00, hvor Calle Larios bliver forvandlet til ét stort dansegulv.
Her danser en kæmpe stor gruppe på gaden for at prøve at slå rekorden for, hvor mange mennesker, der danser sammen på én gang. Ved den seneste festival dansede 3.920 med.
Kom og vær med - i det mindste bare til at klappe! Se her, hvordan det så ud sidste år:
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.