Mand torpederet af tyr
Skrevet af Kristoffer Olesen, tir, 11/09/2018 - 10:08
Krimi og katastrofe
VIDEO: Tyreløb udviklede sig ekstremt dramatisk, da en mand bogstaveligt talt blev fanget med ryggen mod muren og stanget igen og igen.
Tyreløb er en fast del af San Antolín-festivalen, som afvikles hvert år i byen Medina del Campo i Valladolid.
I weekenden fik løbet desværre en tragisk start, da en 54-årig mand måtte hastes på hospitalet efter at være blevet stanget utallige gange af en enorm tyr.
Ikke hurtig nok
Manden var hoppet over på den forkerte side af et ståltrådshegn; et område, som ellers er forbudt for tilskuere, og det har sine rigtigt gode årsager. Tyren fangede ham med ryggen mod muren.
Han forsøgte at flygte tilbage over hegnet og i sikkerhed, men modsat en anden dumdristig tilskuer var den 54-årige ikke hurtig nok.
På videoen kan man se, hvordan det kolossale dyr kommer spurtende og torpederer ham med alt sin kraft.
Fanget på den gale side
Manden er herefter reduceret til en kludedukke, som tyren nådesløst nægter at lade slippe.
Fanget mellem det 500-kilo tunge dyr og hegnet bliver han gentagende gange stanget, indtil dyret endelig bliver distraheret af løbets ryttere.
På det tidspunkt er manden hårdt medtaget og må straks køres på skadestuen.
Her røg han direkte på operationsbordet, hvor han blev behandlet for svære kvæstelser på arm, bryst og bagdel.
Ifølge de seneste oplysninger fra hospitalet er hans tilstand stadig kritisk, og han er indlagt på intensiv.
For langsom reaktion?
Efter ulykken har der været klager over, at rytterne, som følger tyrene gennem hele løbet, var for langsomme til at reagere på angrebet.
Men den kritik er den ansvarlige for ruten, Pedro Caminero, lodret uenig i:
- Rytterne har handlet helt korrekt. Det var skødesløst af manden at kravle over på den anden side af hegnet, da der ingen steder er at gemme sig der. Rytterne prøvede at fjerne tyren, men der var intet at stille op, siger han.
Rådmand for festivalen, José María Magro, bakker ham op:
- Byrådets retningslinjer siger klart, at stedet, han befandt sig på, er forbudt område for tilskuere, siger han.
Han slår samtidig fast, at det selvfølgelig ikke betyder, at man ikke får hjælp i en nødsituation, men han mener ikke, at rytterne har handlet uansvarligt.
Se videoen her (vi advarer om meget voldsomme billeder):
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.