Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dommer mørklægger dansker-drab

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 16/02/2016 - 01:00

Krimi og katastrofe

KRIMI: Sagen om den dræbte kvinde i Málaga udviklede sig i går, hvor dommer sendte en svensker bag tremmer. Sagen efterforskes som drab.

I weekenden blev en 70-årig dansk kvinde fundet død for foden af en trappe i centrum af Fuengirola. Hendes mand blev straks anholdt, men siden har det været begrænset, hvad der er kommet frem om den uhyggelige sag.

Kvinden blev fundet død her ved rækkehuset i Calle Mijas 30, der har bagudgang til Calle Los Naranjos. Politiets minetape sad der stadig mandag

Læs mere om sagen her

I går formiddag lykkedes det for Spanien i Dag at finde ud af, at manden sad og ventede i retten i Fuengirola på at blive afhørt for en dommer. Men han kom til at vente et godt stykke tid.

Død fredag

Den særlige domstol, der behandler sager om vold mod kvinder ved Retten i Fuengirola, beordrede først mandag aften varetægtsfængsling af den 70-årige kvindes mand uden mulighed for kaution.

Manden med initialerne J.F.B. er under efterforskning for drabet på sin kone. Det oplyser Ana García-Marina fra kommunikationsafdelingen ved Tribunal Superior de Justicia de Andalucía til Spanien i Dag.

Ifølge dommeren blev kvinden dræbt fredag den 12. og altså ikke lørdag den 13., som det ellers har været rapporteret tidligere.

Ikke en dansk mand

Ligeledes har det været fremme i medierne, at manden også var dansk, men ifølge oplysningerne fra retten er der tale om en svensk mand, der var bosiddende i Fuengirola.

Sur.es skriver i dag, at også damen var svensk, men der er ingen oplysninger om i kommentaren fra retten - faktisk er der slet ingen oplysninger om kvindens nationalitet, men Udenrigsministeriet i Danmark har bekræftet, at en dansker har mistet livet i Fuengirola.

Den anholdte var for retten mandag eftermiddag i Fuengirola, hvor han blev afhørt af dommeren.

Tribunal Superior de Justicia de Andalucía oplyste i går til Spanien i Dag, at sagen ville blive ført under 'violencia'. Det er den særlige ret, hvor vold begået af partner eller tidligere partner foregår.

Ingen adgang for pressen

Manden var for dommeren i Calle Isla Inca 8 i Fuengirola mandag.

Her sad den svenske drabsmistænkte hele mandagen og ventede på at blive afhørt

Den indledende afhøringer foran dommeren foregår altid for lukkede døre, så der har pressen ikke adgang. Kun retssagen kan overværes med mindre særlige forhold spiller ind.

Risikerer 15 års fængsel

Retten skriver videre til Spanien i Dag, at den påståede forbrydelse, som svenskeren er mistænkt for, er i første omgang er drab, der har en strafferamme på 10 til 15 års fængsel.

Dommeren har beordret hemmeligholdelse af hensyn til den videre efterforskning, herunder den endelig obduktionsrapport af den afdøde kvinde, beviser indsamlet af politiet og vidneudsagn.

Manden er efter al sandsynlighed nu blevet overført til fængslet i Alhaurín, hvor han skal sidde varetægtsfængslet frem til sagen kommer for retten. 

Hvis efterforskningen ender i en drabsanklage, vil sagen blive ført ved et nævningeting.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.