MASKE den ny religion
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 18/07/2020 - 07:00
Coronavirus Klumme
KLUMME: Korsfarerne trak sværdet for at tvinge andre til at tage deres religiøse overbevisning til sig. Så galt er det dog ikke gået i korstogene om maskerne under corona-krisen. Selv om døden også har været med her.
Lad os lige starte her: I Danmark kalder man en maske for et mundbind. Det ord nægter vi at bruge hos os, da det associerer til alt andet, end det i virkeligheden er. Med ordet bind, tænker man på en forbinding eller noget som nogle damer anvender en gang imellem. Derudover skal værnemidlet også dække næsen, som mundbind slet ikke refererer til.
På spansk hedder ansigtsmasken ‘ mascarilla’ - husk de to ‘ll’er udtales som ‘j’ - og det lyder faktisk ret godt.
Helt forståeligt
At der har været ‘korstog’ om brugen af masker er mere end forståeligt. Vi kan bare starte med Verdenssundhedsorganisationen, WHO, der i lang tid afviste vigtigheden ved at bruge masker. Underligt nok når man på billeder og TV fra Kina ikke kunne se én eneste, der ikke brugte maske. WHO måtte dog indstille sit korstog mod masken og indrømme betydningen heraf.
Så er der Don Donald Trump, der har afvist brug af maske, mens antallet af smittede og døde i USA er taget på himmelflugt. Som rollemodel har hans indflydelse på amerikanerne været ‘effektiv’, når man på TV hører en kvinde sige:
- Jeg er et frit menneske og skal nok selv tage vare på mit helbred.
Er det så ikke lige, vi bør repetere, at masken primært ikke er for at beskytte en selv, men for at beskytte andre mod sin udånding af eventuelle virus?
- Ja, men jeg er jo ikke syg af corona!
- Nej, men du kan være uvidende smittebærer eller blevet smittet på din vej i dag, uden du har opdaget det endnu!!! (Den får tre udråbstegn.)
Og så er der de danske sundhedsmyndigheders korstog mod brug af maske. De har nærmest anbefalet, at man ikke brugte dem, da de var uden effekt eller måske ligefrem skadelig. Nu er også de på retræten, men i enhver udtalelse forsøger de fortsat at retfærdiggøre deres tidligere religion.
Værst blev det for Transportminister Benny Engelbrecht, da han måtte stå for skud, da det blev vedtaget, at man i enhver europæisk lufthavn fremover skulle bære maske.
Nu har racen af politikere det jo ofte med at krybe udenom eller undlade at svare på spørgsmål. Men, hvor havde det da været en kærkommen lejlighed til at indføre brug af maske i alle offentlige transportmidler.
I stedet for at synes, det er forfærdeligt at skulle bære den i det offentlige rum og på steder, hvor der er ekstra smitterisiko, hvorfor så ikke i stedet glæde sig til at tage den af, hvis det skulle være så slemt...
Når du lægger dig på en solseng, når du sætter dig i en bar for at drikke, i en restaurant for at spise eller du bare kommer hjem på din egen terrasse?
Når værst er godt
Det minder mig om denne gamle historie: En mand kommer ind i en skotøjsforretning og køber - mod ekspedientens råd - et par sko, der er for små.
Om eftermiddagen møder ekspedienten manden, der gebærder sig, som om han gik på glasskår.
- Hvad sagde jeg?
- Nu skal du høre: Jeg har tabt alle mine penge på aktier, min kone har forladt mig, og banken truer med tvangsauktion. Den eneste glæde jeg har i livet er at tage mine sko af, når jeg kommer hjem.
Indrømmet, så vil jeg hellere gå med maske end i for små sko…
Én for alle
Måske ville nogen kigge lidt på dig, hvis du går ind i et supermarked i Danmark med maske på. Jeg ved det ikke, men kunne måske forestille mig det.
Men er du i Spanien, skal du kun ‘skamme’ dig, hvis du ikke går med den. Her forventer alle, at alle benytter den. For hvis det ikke er tilfældet, er du både illoyal og egoistisk og risikerer i øvrigt en bøde på 100 euro.
Om noget land har Spanien fået coronaens ‘kærlighed’ at føle. Og alle vil bidrage til, at der ikke igen må indføres alarmtilstand, hvor alle skal genopleve det at blive hjemme.
Lige nu er der genopblussen af smittetilfælde i Spanien. Men myndighederne er klædt godt på og tøver ikke med at indføre nye restriktioner for at inddæmme smitten. Og det føles trygt.
Spanierne tager påbuddene med både smil og god humor
Det er én for alle og alle for én. Tænk dig, hvis det fremover skulle blive permanent, at vi altid skulle bære ansigtsmasker…
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.