Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Mekka for golf-entusiaster

Skrevet af Kristoffer Olesen, tor, 25/10/2018 - 07:00

Rejser & oplevelser

OPLEVELSER: Solkysten er blevet kåret som Europas bedste golfdestination.

Mange danskere har primært sol og strand for øje, når de skal til Solkysten, men en stadigt stigende andel pakker også golftasken, hvis turen går til Sydspanien.

Og det kan godt betale sig, hvis man spørger Den Internationale Forening for Golfrejse-arrangører, IAGTO.

Foreningen har udnævnt Solkysten til Europas bedste golfdestination, hvilket ikke overraskende vækker stor glæde i turistindustrien.

Formanden for Turismo del Costa del Sol, Elías Bendodo, er svært tilfreds, men ikke overrasket.

- Det bekræfter, at vi er førende på området, udtaler han skråsikkert.

Hvis man vil ud og skyde efter de 18 huller, er Solkysten altså et ganske fornuftigt valg.

Kæmpe organisation

Formanden har da også god grund til at danse sejrsdansen, for IAGTO er en ret omfattende spiller på golfmarkedet.

Foreningen er en sammenslutning af hele 2.716 golfrejse-arrangører. Tilsammen står de for over 87 procent af alle de golfferier, som bliver solgt på verdensplan.

Med en årlig omsætning på 2,1 milliarder euro og en horde af golfbaner, resorter, hoteller og flyselskaber som samarbejdspartnere er IAGTO ganske simpelt dominerende på markedet.

Ekstatisk formand

Smilet var da også svært at tørre af på Bendodo, som strålede over Solkystens kåring.

- Det er en ære for os at få så enormt betydningsfuld en pris af IAGTO. Turismo del Costa del Sol vil fortsætte arbejdet med at udvide kvantiteten og kvaliteten af vores sportsinfrastruktur, siger han.

Skaber opmærksomhed

IAGTO uddeler priser hvert år med det formål at hjælpe golfrejsemål med at tiltrække flere kunder og mere international opmærksomhed.

Foruden prisen for Europas bedste golfdestination giver foreningen også priser til nye og fremadstormende golfresorter.

Kåringerne er desuden et forsøg på at give rejsende golf-entusiaster den bedst mulige ferieoplevelse, og IAGTO er således behjælpelig med gode råd og information, hvis man gerne vil forbedre sin golfforretning.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.