Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Midlertidigt sporskifte

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 05/09/2020 - 07:00

Coronavirus Klumme Rejser & oplevelser

KLUMME: Billige fly, skøn by, dejlige hoteller, golf, sejltur og måske mere end ét glas portvin.

Den orange rejsevejledning på Spanien rammer nok de fleste. Måske ikke så meget jer, der vil eller skal ned til deres bolig, selvom 14-dages karantænen ved hjemkomst til Danmark er møgirriterende.

Vi har jo opfordret både Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet til, om den ikke kan laves om til en meget kortere karantæne med tests. Den er nu endt hos Udenrigsministeriet.

Men indtil det skulle komme, kunne det måske være en idé at punktere rejsefrygten til Spanien ved at kigge andre steder og få lidt rejseglæde igen?

På én eller anden måde må vi jo se at komme videre og leve, mens vi gør det.

Det første jeg tænkte på som alternativ til Spanien er vores naboland Portugal. Her har jeg været nogle gange med rigtigt gode oplevelser i hukommelsen.

Nu er mine tanker jo i denne situation primært hos jer i Danmark, og det første, jeg satte mig for, var at se muligheden for direkte flyafgange til Portugal.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg startede med Ryanair. Ved godt at selskabet er både hadet og elsket. De har endnu engang banket deres lønomkostninger ned i deres altid hårde personalepolitik. Men altså, i modsætning til mange andre selskaber har de dog færre fyrede. Og så er de ikke blege for at blæse på regeringers restriktioner i lande, der alligevel ikke giver dem støtte. Senest kan vi også se, at de i forhold til eksempelvis Norwegian gennemfører langt flere flyvninger. 

Det kan du læse mere om her

Nå, Ryanair har to direkte afgange til Porto om ugen, og da jeg tjekkede prisen, kunne jeg komme frem og tilbage for i alt 1.200 DKK inklusive kuffert og en håndtaske med min bærbare computer. Flyvetid 3 timer 30 minutter. Det er da til at komme over.

Porto se fra floden Rio Duero

Så er der lige det med smittetallene i Portugal. Det vender jeg tilbage til og vil blot her nævne, at den pt er skinnende gul. Udenrigsministeriet fraråder dig ikke at rejse dertil og du kan gå direkte i byen, når du kommer tilbage til Danmark uden karantæne.

Se tabellen med landene her.

Der er også lige det med at arrangere det hele, for mange rejsebureauer har jo efterhånden fyret halvdelen af deres medarbejdere - hvis ikke alle - og erklæret sig konkurs. Derfor er jeg ved at skrive en guide til dig som weekendartikel til i morgen, hvor jeg prøver at give dig de nødvendige tip til at være din egen arrangør.

Alt kan jo fikses på nettet i dag.

Blandt andet vil jeg anbefale forskellige sejlture på floden Rio Duero, der med en længde på 897 kilometer netop munder ud i Atlanterhavet ved Porto. 

Jeg vil også finde nogle gode hoteller i forskellige kategorier og se på mulighederne for dig som elsker golf - og naturligvis et godt glas portvin.

Vi skal også lidt ind på, hvilke krav du skal stille ved reservation af hotel. 

Mange af jer har sikkert allerede besøgt Porto, så hvis du skulle have et godt tip, du gerne vil dele med andre, så skriv det endelig som kommentar til denne klumme. Hvis du er hurtig, kan jeg nå at få det med til artiklen i morgen. Hvis bedre for dig, så send dit tip som en email til tw@spanienidag.es

Og så er der lige én ting man skal huske i Portugal. I Spanien er det på en restaurant normalt, at tjeneren ved servering af drikkevarerne sætter lidt tapas på bordet, mens du vælger fra spisekortet.

Det gør tjenerne også i Portugal. Men hvis du spiser dem, skal du betale for dem uden at vide, hvad de koster…

Men sådan er der så meget.

På gensyn i Porto i morgen…

Teamet bag Spanien i dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 
NB: Hvis en rejse til Porto ikke skulle være aktuel nu så husk, at du kan gemme den i dit Amigos Bibliotek til eventuelt senere brug..
 
 

Kommentarer

Jeg vil anbefale, at man lejer en cykel v/havnen og cykler over broen med den fantastiske udsigt over Duero floden, drejer til højre, fortsætter langs kajen/floden og havner derefter ude ved en lille hyggelig landsby, hvor tiden er skruet 200 år tilbage, gå ind på FC Portos (blå/hvid) restaurant og nyd en fiskemenu med frisk fanget fisk fra morgenen.
Peter
Hej Peter Tak for dit gode tip, der er kommet med i dagens artikel "Porto My Way". Bedste hilsner Torben W
Er det den her: Casa do F.C. Porto na Afurada
R. António dos Santos 90, 4400-607 São Pedro da Afurada, Portugal


Så er jeg helt enig - og man kan også cykle videre langs stranden.
ja, korrekt
I Porto skal man ud og spise skaldyr i Matosinhos.
Hej Troels Tak for dit gode tip, der er kommet med i dagens artikel "Porto My Way". Bedste hilsner Torben W

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.