Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Musen i mink og vulkanerne i sol

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 21/11/2020 - 07:00

Coronavirus Rejser & oplevelser

KLUMME: Derfor burde pensionister i værste risikogrupper sendes på (gratis) ferie til De Kanariske Øer med tre gange lavere smittetal end i Danmark.

Torsdag kunne Udenrigsminister Jeppe Kofod meddele, at  rejsevejledningerne fra december ville bliver regionsopdelte, og at de nuværende regler om 14-dages karantæne ved hjemkomst ville blive ændret til obligatorisk test og selvisolation i cirka fem dage. Men...

Det skal Udenrigsministeren have ros for selvom vi - specielt efter denne uges omtale af at “regeringen er topstyret”, og at det altid er “én, der sidder for bordenden - ikke ved, hvem der står bag beslutningen.

Så jeg vil holde mig til Jeppe Kofod med min ros, men tilføjer også, at det var på tide.

Enhver med lidt mellem ørerne ved, at test ved hjemkomst er lang sikrere for både den enkelte, omgangskredsen og Folkesundheden.

Og hvad så nu?

Principielt er der ikke nogen forskel på vilkårene i de kommende rejsevejledninger i forhold til de nuværende. Jeppe vil nemlig fortsat fastholde, at destinationernes smittetal højst må være 20 (hidtil,anvendte DK-normer) - selvom Danmarks smittetal i øjeblikket ligger på cirka 130.

Hvis vi tager De Kanariske Øer som region, ligger smittetallet her på cirka 40 - altså mere end tre gange mindre end i Danmark.

Kan du hjælpe mig med vurderingen af, om det er at udvise “ekstra sikkerhed for borgerne” og “vigtigt for Folkesundheden!” at Jeppe fraråder at rejse dertil?

Hvordan kan han fraråde en borger, at rejse til et område med mindre smitterisiko end i Danmark?

Er det lidt musse-agtigt i den store sammenhæng?

Det minder mig om den 29. maj, hvor Jeppe - eller hvem, det nu var - frarådede alle udrejser i tre måneder, selvom der ikke var skyggen af sundhedsmæssig begrundelse herfor. 

Glashuset Danmark

Man skal ikke kaste med sten, når man bor i et glashus. Og det er lige, hvad Danmark gør i øjeblikket. Også med tanke på Minkpesten.

Hvis man virkelig kærede sig om folkesundheden, og jeg havde magt til det, ville jeg straks udvælge de mest udsatte grupper i de værst smittebelastede områder - måske Vestegnen - og sende dem gratis på tur til Kanarieøerne. Nogle milliarder til det ville nok være givet godt ud til en forebyggende og for én gang skyld ikke en helbredende aktivitet.

Og folkesundhed er ikke blot den fysiske. Det er som om, at alle ministrene i regeringen er blevet rollemodeller for, HVOR trætte vi skal være af corona og restriktioner. Dårligt humør og stress svækker immunforsvaret og gør risikoen for smitte større.

Hvis det skulle være svært at finde ud af, kan jeg eksempelvis foreslå, at ringe til Spies Rejser, der både har fly og hoteller på Kanarieøerne. Jeg er sikker på, at de kan klare opgaven.

Samtidig kunne udgiften betragtes som en kompensation for rejsevejledningen den 29. maj, der nærmest smadrede dem og andre rejsebureauer.

Nu vil du måske spørge, om jeg har sendt disse tanker til Jeppe Kofod. Det har jeg ikke. Jeg har tidligere skrevet til ham med forslag, men har aldrig fået svar fra ham, så det gider jeg ikke mere.

Måske kommer det til hans - og andres - kendskab alligevel.

Heldigvis kan en dansker dog stadigvæk bevare sin egen dømmekraft og rejse til Paradiset Kanarieøerne med sol over vulkanerne. Selvfølgelig på eget ansvar, som Udenrigsministeriet understreger.

Men megen ansvars-risiko er der såmænd ikke. Man kan slet ikke lande på Kanarieøerne uden at have negativ PCR-test, og derudover får du automatisk en gratis rejseforsikring af regions-regeringen, der blandt andet dækker hjemtransport, hvis nødvendigt.

Det giver også tryghed i flyet, når alle er testet negative, inden de går ombord.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

NB: Hvis du vil dele denne klumme med andre kan du bare kopiere og videresende dette link:

https://www.spanienidag.es/spanske/nyheder/premium/musen-i-mink-og-vulkanerne-i-sol
 
 
 
 

Kommentarer

Godt artikel. Der er ingen grund til at flyselskaberne, f.eks. Norwegian skal pines mod konkursafgrunden af de danske og andre myndigheder. Corona epidemien er efterhånden pisket op på et hysterisk niveau. Trump har ret, midlerne bør ikke overstige målet. Brug af masker har stort set ingen effekt. Se blot videoerne på youtube hvor der exhaleres røg fra en e-cigaret igennem en maske. Bæres virus via aerosoler (som corona antages at gøre) så er det tydeligt at de let slipper ud af stort set alle typer masker og endnu mere fra visirer. At bære maske udenfor er meningsløst, - det skulle da lige være for at tage de værste sodpartikler fra trafik og industri. Det er også meningsløst at sprøjte med klorinopløsninger på ting udendørs - det er ikke andet end teater for folk der måtte tro på at det kunne have en virkning. Der drages også tvivl om immunitet forhindrer ny smitte med corona alt imens man sætter sin lid til vacciner. Ingen logik i det, andet end at medicinalfirmaerne kan skrabe endnu flere penge ind.
Det er vel fordi, at man ikke vil have, at en nabo eller i princippet folk fra en nation med forholdsvis høje smittetal og hvor der er forsamlingsforbud o.l. ikke skal kunne tage ned til de varme lande og smitte hinanden dernede (eller for den sags skyld lokalbefolkningen).

Hej Peter

Undskyld, men du må hjælpe mig til forståelse af din kommentar. Når du skriver “man” er det så myndighederne i Danmark eller på Kanarieøerne? Vær opmærksom på at alle, der skulle blive sendt af sted til vitaminerne i solen, er blevet testet negative allerede inden, de går op i flyet…

Bedste hilsner

Torben W

 

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.