Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Musical i botanisk have

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 02/08/2019 - 09:44

Kunst & kultur

KULTUR: Hvad med at se Junglebogen midt i en ægte jungle eller opleve Løvernes Konge til lyden af cikaderne? Málaga byder igen på fantastiske kulturtilbud for hele familien.

Sommeren er ved at gå på hæld, men Málagas omfattende kulturtilbud har noget oppe i ærmet, som kan gøre overgangen fra august til september til en dejlig oplevelse for alle aldre.

To kæmpehits for folk fra to til 90 bliver præsenteret i omgivelser, der vil få dem til at fremtræde endnu mere betagende, end de er i forvejen.

Den 24. og 25. august opføres musicalen Junglebogen - Hara el espíritu de la selva, og den 27. og 28. brøler musicalen om Løvernes Konge.

Og de vil komme til at fremstå i rigtige jungleomgivelser - Den botaniske have La Concepción, der er en oplevelse i sig selv.

De to musicals blev præsenteret på rådhuset for nylig

Noget for alle

Musicals er jo velegnede på alle sprog og for alle aldre, fordi billeder og lyd siger så meget, så selv om forestillingerne ligger sent - klokken 20 og 22 - er det nok de dage, hvor de små skal have lov til at være længe oppe. Der er basis for en rigtig familieudflugt,

Særligt efter Disneys dygtige behandling af forlæggene, er de to forestillinger blevet publikumssucceser, og man forventer mange tilskuere. 

Sidste år trak lignende forestillinger flere end 4.000 tilskuere, og man forventer, at billetterne også vil blive revet væk i år.

Ekstra tilskyndelse

Det er rådhusets kontor for bæredytighed, der præsenterer de to musicals, og hvis man overhovedet behøver ekstra tilskyndelse til at gå hen og lade sig underholde, kunne det være, at alt hvad de tørstige teatergængere spiser og drikker går til et godt formål.

Der bliver oprettet barer, hvor man kan få slukket tørsten og stillet den lille sult, og overskuddet går til en fond, der arbejder med smertelindring for cancerpatienter.

Simba og Kipling

Skulle der være enkelte, der ikke har stiftet bekendtskab med Simba, løvernes konge, kan vi fortælle, at stykket handler om en løves liv fra unge til den bliver konge over alle løverne. 

Der er ikke sparet på effekterne - blandt andet deltager en tre meter høj giraf. Forestillingen er interaktiv, så de små kan virkelig føle, at de selv er med til det hele.

Kiplings Junglebogen kender de fleste - gør de ikke, ville dette være en god anledning til at læse den for sig selv eller familiens små.

Billetterne fås på www.laselvaentuciudad.es, i Corte Inglés eller på www.elcorteingles.es/entradas, og de koster fra 16 euro.

Vil man have en eftersommeroplevelse, der vil huskes længe, skal man nok ikke vente for længe med at bestille!

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.