Helt skørt billede af Málaga
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 04/07/2019 - 07:00
Kendte & kongelige
VIDEO: Spanien a la Netflix halter et halvt århundrede bagud på trods af populære verdensstjerner, og derfor inviterer turistmyndigheder nu underholdningsfolkene på besøg.
Hollywood-stjernerne Jennifer Aniston og Adam Sandler er gode kort at have på hånden, hvis man vil være sikker på en filmsucces.
Filmen fra den amerikanske underholdningsgigant Netflix ‘Murder Mystery’ blev da også set af 31 millioner mennesker på bare tre dage!
Filmen er skåret over en gammel Agatha Christie’ læst blandet med lidt falden-på-halen-komedie. En damefrisør og en falleret betjent fra USA tager på deres forsinkede bryllupsrejse til Sydeuropa. De oplever den ene usandsynlighed efter den anden, mens folk falder som fluer om ørene på dem.
Der er mord en masse, rige skurke, uægte børn, og det er selvfølgelig de ualmindeligt tåbelige amerikanske turister, der i sidste ende løser mordgåderne.
Det skriver Elpais.com, der ikke har meget til overs for filmen.
Der er så mange klichéer, at man ikke kan forestille sig, at nogen tager dem alvorligt. Blandt andet afslører damefrisør-hovedpersonen skurkinden ved at påpege, at man ikke tager en stor hat på, når man lige har fået sat hår...
De slemme kvinder er sorthårede og kinesiske og så videre i den stil. Det er en komedie på godt og ondt, og det skal man ikke altid analysere alt for meget på.
Spanien anno 50?
Men det har den spanske turistforening gjort. Her er man nemlig blevet noget mopset over det billede af Spanien, filmen giver.
Hvordan viser man, at man er i Málaga? Ved at fotografere en kvinde i flamencokjole med vifte, der danser rundt lige ved lufthavnen, mens en mand slår sig løs på den spanske guitar.
En turistbus ser ud til at ville rasle sammen efter ti meter, guiden er klædt ud som det spanske flag, og passagererne er kun interesserede i gratis drinks. Der mangler bare en løs tyr.
Og scenen er ikke engang taget i den moderne, travle lufthavn Málaga, men i en lille lufthavn i Italien.
Kom og se
Netflix har et stort og sikkert publikum, og Adam Sandler trækker. Han har lavet kontrakter om seks film med Netflix og kun Murder Mystery har været et hit.
Nu har turistforeningen inviteret filmens producenter, Happy Madison Productions, til at komme og se på det ægte Sydspanien, hvor der er masser af godt at filme uden alle klichéerne.
Spørgsmålet er bare, om filmselskabet vil være interesseret i at blive revet ud af den morsomme vildfarelse...
Se traileren for filmen her:
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.