Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ny, høj udsigtselevator

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 03/11/2017 - 01:00

Rejser & oplevelser

OPLEVELSE: 30 meter høj elevator og gangbro er på tegnebrættet i Torremolinos, og det bliver ikke for bangebukse.

Hvis du kan lide at se det hele lidt fra oven, kommer der i Torremolinos en stor og imponerende chance for at få lysten stillet.

Byen har planer om at opføre et kombineret udsigtspunkt og elevator. Den skal udligne de 30 meters højdeforskel, der er mellem La Batería-parken og Avenida Carlota Alessandri.

Det skriver Diariosur.es

 

Flot idé

På papiret ser det rigtigt lækkert ud med en bygning med dobbelt funktion. 

På den ene side selve strukturen med en elevator, hvor man kan se ud hele vejen rundt. Kabinerne bliver lukkede, men delvist med glas og med plads til otte personer i hver.

Man går ind ved den underjordiske parkeringskælder, der ligger på højde med Calle Ciudad de Porcuna, og så kan man få sin mavesusende elevatortur. Men tårnet støtter også en fodgængerbro på 14 meter, som skal lede over til Calle Violin, hvorfra der er adgang til Parque de La Batería.

Storslået, især hvis man ikke har højdeskræk...

Enighed bag planen

Projektet er resultatet af en aftale mellem PSOE og borgergruppen Costa del Sol Sí Puede og ligger i øjeblikket til godkendelse i byrådet. Der bliver talt pænt om det, og det ventes at gå igennem.

Den bliver naturligvis ikke gratis. 

Et slag på tasken lyder på lidt over 277.000 euro, som byplansrådet venter at hente fra den Overordnede Plan for Bæredygtig Turisme i Andalusien frem til 2020. Den yder bidrag til opretholdelse af den turist-kulturelle kulturarv.

Plads til fodgængere

Avenida Carlota Alessandri, som er en af Torremolinos vigtigste trafikårer, er allerede for flere måneder siden begyndt at blive frisket op. 

Man har fjernet pullerterne og indsnævret vejen fra fire til to kørebaner. Når det nye elevatorudsigtstårn og fodgængerbroen kommer, vil det sætte prikken over i’et. Det vil pludselig også blive de gåendes område.

En del af idéen bag nybygningen er at få mere opmærksomhed omkring byparken La Batería. 

I 2016 besøgte 380.596 parken. Den er ikke bare et blomsterfyldt åndehul, men giver også et interessant indblik i Costa del Sols tidligere rolle som en del af det spanske kystforsvar.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.