Ny hofte blæste i vinden

Spanien i Dag har modtaget nedenstående læserbrev fra Paul Sauerberg, der - mildest talt - ikke har været begejstret for forløbet omkring hans hofteoperation på Hospital Vithas Xanit Internacional i Benalmádena.

"Som resident her i Spanien og efterhånden godt oppe i årene (70 år) har jeg tegnet en privat sygeforsikring, som jeg er blevet ret glad for. Glad, fordi jeg uden den havde haft et kæmpe dræn i min økonomi - uden tvivl.

Der er intet så kedeligt som sygehistorier, men her har I alligevel min. For måske kan en og anden lære noget af min historie.

Begyndelsen

I september 2014, på ferie i Danmark, begyndte jeg at få ondt i min højre hofte. Da jeg ankom til Costa del Sol samme måned, bad min forsikring mig gå på Xanit og få den undersøgt.

Her kom jeg hurtigt til at tale med en rar læge, traumatolog Dr. Martin, som efter at have set på mine røntgenbilleder mente, at 10 fysioterapibehandlinger var løsningen. Det var det så ikke, skulle det vise sig. Det blev kun værre.

Detblev besluttet, at foretage en MR-scanning.

En indsprøjtning under narkose helt ind i ledkapslen kunne måske så være løsningen. Det skete den 17. februar 2015, efter utallige besøg på Xanit med masser af ventetid hver eneste gang.

Det hjalp desværre heller ikke.

Eksperiment med serum

Endnu en MR-scanning blev foretaget - denne gang af min ryg. Doktoren mente, at smerterne måske kunne stamme fra ryggen. Men den havde jeg jo ikke problemer med, og den blev da også frikendt i denne omgang - trods masser af konstateret slid på de nederste led.

Den 23. marts blev jeg så sendt til en såkaldt 'Second Opinion' hos en anden traumatolog på Xanit, Dr. Soria. Han ville se endnu et røntgenbillede, som omgående blev taget. Og efter at have set på det og manipuleret mit ben og hofte mente han, at en ny hofte nok var løsningen på mine problemer, og han sendte mig tilbage til Dr. Martin.

Han sendte mig nu til en smertelæge, Dr. Fernandez, som mente, at et forsøg med serum fra mit eget blod, sprøjtet direkte ind i ledkapslen ad tre omgange måske kunne klare problemet.

Det kostede 300 euro hver gang og blev ikke dækket af forsikringen, da behandlingsformen stadig var på forsøgsstadiet.

Efter de to første indsprøjtninger (uden nogen bedring) opgav man at give mig den sidste, og jeg rejste på ferie til Danmark medio maj 2015 - stadig med masser af smerter.

Ingen tvivl

Under ferien i Danmark kontaktede jeg Dr. Rene Cetti privat. Han har tidligere arbejdet som overlæge i traumatologien på Xanit. Han så mine røntgenbilleder og manipulerede mit ben og hofte og var helt klar i mælet: Ny hofte.

Da jeg kom tilbage på Costa del Sol den 30. juni havde jeg bedt om en konsultation på Xanit , hvor jeg fortalte, at min situation bare var blevet forværret i de forløbne måneder, og at jeg efterhånden var ret desperat efter  “at få mit liv tilbage”. Jeg kunne jo ingenting.

Og min dejlige sport, som gav mig min motion, golfen, var nu en by i Rusland og havde været det siden efteråret 2014.

Den 6. juni, to dage før min 70-års fødselsdag, havde jeg så en konsultation hos Dr Soria, som nåede til den samme konklusion, som han allerede var nået til den 23. marts: En ny hofte var løsningen, og en dato for indgrebet blev sat til 14. juli.

Dagen før mødtes jeg så med anæstesilægen, der fortalte mig om alle mulige ting, der kunne gå galt, og han fortalte mig, at han ville foretage en almindelig bedøvelse næste morgen, når jeg kom.

Kunne høre saveriet

Da jeg kom om morgenen før operationen, fortalte han mig, at han havde tænkt over det og faktisk var nået frem til, at han hellere ville rygmarvsbedøve mig. Det ville desværre betyde, at jeg ville kunne høre alt, hvad der skete under indgrebet, men intet mærke. Jeg kunne jo kun svare, at han var eksperten og ikke mig. Så hvis det var hans mening, måtte det være sådan.

Ganske rigtigt kunne jeg høre min lårbensknogle blive savet over og protesen blive hamret ned i hullet i knoglen. Men jeg var helt ligeglad i min bedøvede tilstand.

Opvågnet og øm som bare pokker beholdt man mig på opvågningen hele dagen, og først om aftenen kørte man mig op på min stue, 235.

Fysse nej - byfest ja

Næste dag, den 15. juli, blev jeg om formiddagen kontaktet af en dame, der fortalte, at hun kom fra fysioterapien, og at jeg næste dag skulle have min første behandling. Og jeg havde jo hørt, hvor vigtigt det var at komme igang så hurtigt som muligt, så det så jeg da frem til.

Dagen efter udeblev fyssen, og da jeg noget op af dagen spurgte min sygeplejerske, hvor han blev af, grinede hun ad mig og fortalte, at det jo var torsdag den 16., og at det var feria i Benalmádena, og at ingen da arbejdede den dag. Hmmm.

Dagen efter, sidst på eftermiddagen, da der fortsat ikke havde væren en fysse, spurgte jeg den læge, der var på stuegang, hvor fysioterapeuten var henne.

Det anede han ikke, men fortalte mig, at det skulle jeg ikke være ked af, for jeg var i samme båd som alle de andre patienter. De havde heller ikke set skyggen af ham. Bedre forklaring kunne man da ikke ønske sig vel?

Privat redning på privathospitalet

Om aftenen drøftede jeg situationen med min hustru, og vi blev enige om at prøve at ringe til Jacob fra VitaSana i Centro Idea. Han kom næste aften, lørdag, og så kom jeg i gang med ting, som selv at kunne gå på toilettet - slet og ret at kunne komme omkring - plus en del øvelser, der skulle til for at få gang i de muskler, der, for fleres vedkommende, var delvist overskårne eller på anden vis lemlæstede efter operationen.

Jeg havde fået at vide, at jeg skulle transporteres hjem mandag i en ambulance. Fint nok.

Men da mandagen oprandt fik jeg at vide, at der da skulle søges hos min forsikring om kørslen med ambulancen, og at det godt kunne tage en dag at få den godkendelse. Den tanke var helt utilstedelig, så jeg besluttede at tage en taxi hjem til Mijas Golf.

Eneste fysse på ferie

Siddende klar til at tage hjem lidt i klokken 13 om mandagen den 20. bankede det på døren til stue 235, og en stor, behåret herre beretter, at han er fysioterapeut, og at jeg nu skulle have en behandling. J

eg manglede bare at få min højre sko på (foden var kraftigt hævet), og jeg bad ham hjælpe mig med at få den på. Han svedte voldsomt i forsøget. Men det lykkedes til sidst, og jeg fortalte ham, at nu havde han så fået fysioterapi, og at jeg i øvrigt var på vej hjem - og hvor han i øvrigt havde været den forløbne uge?

Han havde da været på ferie, berettede han. Og på mit spørgsmål om, hvorvidt der ikke var andre fysioterapeuter end ham på Xanit, var svaret kort: nej!

Jeg checkede ud og kom hjem i min taxi. Jacob kom og satte mig i gang hjemme med alle de praktiske ting og diverse øvelser. Og han har så været her flere gange siden.

Uden Jacob havde situationen været helt uoverskuelig.

Konklusion

Med hensyn til Hospital Xanit Internationals indsats er jeg ret sikker på, at Dr. Soria har udført en glimrende operation.

Alt andet blæser i vinden. Ikke specielt dygtige sygeplejersker, der havde utroligt svært ved at finde vener at stikke i, så jeg til sidst lignede en gammel stiknarkoman.

Ufatteligt mangel på sprogkundskaber - udover spansk naturligvis. Er det i orden på et hospital, der kalder sig International som tillægsnavn? Ikke efter min bog.

Alt i alt et sygdomsforløb, der i mangt og meget minder om malkning af mit forsikringsselskab. Alt blev trukket i langdrag med masser af konsultationer.

Jeg skulle have haft den nye hofte i foråret 2015 og ikke først nu, synes jeg.

Paul Sauerberg

Patient

---

Spanien i Dag har bedt Hospital Vithas Xanit Internacional om at kommentere læserbrevet.