Ny kæmpe attraktion
Skrevet af Kathrine Hesner, man, 26/10/2020 - 07:00
Rejser & oplevelser
OPLEVELSE: Naturstien ‘La Gran Senda’ vil fra i dag byde på en af de længste hængebroer i Spanien.
En af landets tre længste hængebroer bliver indviet i dag.
Den gigantiske hængebro findes i en kløft i El Saltillo-området og kommer til at forbinde de to kommuner Canillas de Aceituno og Sedella.
Der er tale om det seneste skud på stammen i stinettet La Gran Senda de Málaga (GR-249) i La Axarquía - som er området øst for Málaga.
Og det er ikke for sarte sjæle. Hængebroen er 50 meter lang og 1,20 meter bred og går hen over Almanchares-floden.
Ud over hængebroen foregår en del af strækningen på metalstier i mere end 100 meters højde over floden. Lidt i samme stil som den verdenskendte Kongesti i samme provins.
Metalstierne gør strækningen helt sikker
Endelig indvielse
Som med alt muligt andet er den nye strækning blevet forsinket af coronaen, men nu sker det endelig. Den nye sti bliver officielt indviet i dag klokken 12 med deltagelse af spidserne fra Provinsrådet i Málaga.
Styrelsens formand, Francisco Salado, siger, at hængebroen og stien mellem de to kommuner vil være en stor attraktion for turismen i området.
- Stinettet er ikke kun for vandrere og aktive, men også for folk, der er interesseret i at udforske det enorme historiske, kulturelle og gastronomiske potentiale, der findes i Málaga, siger Salado.
Den nye sti med hængebroen er en del af etape syv mellem Cómpeta og Canillas de Aceituno.
Bedre oplevelse
El Saltillo-ruten begynder på det centrale torv i Canillas de Aceituno og er på i alt otte kilometer - frem og tilbage.
I Sedella Kommune er den tidligere sti blevet forbedret med rydning af krat og buske, og på den del af ruten, der er tættest på Saltillo, er vandrernes sikkerhed forbedret på komplicerede strækninger med et kæde-gelænder og trin hakket ind i klippen.
- Vi har fået en alternativ rute til det eksisterende stinet, som forbedrer oplevelsen. Den er også blevet mere behagelig og sikker for vandrere, siger Salado.
Fra stien er der en smuk udsigt til de høje bjergtoppe i naturparken Parque Natural de las sierras de Tejeda, Almijara y Alhama.
To millioner vandrere
La Gran Senda består af 745 kilometer vandrestier fordelt over 35 etaper i fem varianter, som spænder lige fra let og tilgængelig for de fleste til mere krævende strækninger.
Hvert år går omkring to millioner vandrere på stiens etaper, der krydser gennem fire naturparker, to naturreservater og tre naturlandskaber i 60 forskellige kommuner i Málaga Provinsen.
Stien har også forbindelse til El Camino Mozárabe de Santiago GR-245 og med GR-92 og E-12 Great European Tour Trail.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.