Ny park - endelig!
Skrevet af Pia Bruun, ons, 26/12/2018 - 07:00
Samfund og Politik
MILJØ: Indbyggerne i Valencia tror endnu ikke på, det er rigtigt. Men efter 15 års venten har den valencianske hovedstad langt om længe fået sin ’Central Park’.
Drømmen ingen troede nogensinde ville blive til noget, er nu en realitet – eller sådan næsten da!
For selv om ny park i Valencia nu er indviet, er det kun 40 procent af det oprindelige projekt.
Det giver godt 100.000 kvadratmeter park med 1.000 træer, hundepark og en legeplads til børn.
Valencias “Hyde Park”
Vi skal helt tilbage til 2003, da der blev indgået en aftale om at lægge togtrafikken ned under jorden.
Det ville frigøre nogle store arealer, som blandt andet kunne bruges til anlæggelse af en kæmpe park på 230.000 kvadratmeter, ligesom det var sket i andre storbyer som London, med dens eftertragtede Hyde Park, Villa Borghese i Rom eller Central Park i New York.
Men for at Valencia kunne komme med på listen over byer med centrale byparker, så var der mange procedurer, der lige skulle overvindes.
Og det skulle altså tage 15 år.
Hvilke områder af parken er åbne?
Første del af parken, eller 110.826 kvadratmeter, som nu er åben for offentligheden, svarer til første fase og 40 procent af det oprindelige samlede projekt.
Parken set i fuglesperspektiv
Hovedindgangen ligger i Calle Filipinas, ved Plaza de las Artes.
Der vil være i alt otte indgange, to i Peris og Valero, en i Calle Doctor Domagk og fem fra Calle Filipinas.
Berømt landskabsarkitekt
Parken er designet af den amerikanske landskabsarkitekt Kathryn Gustafson, som er doctor Honoris Causa fra Polytechnic Universitet i Valencia.
Hun har blandt andet designet terrassen på HM Treasury, North End Parks i Boston og Westergasfabriek Kultur Park i Amsterdam.
Parken er opført omkring et netværk af promenader, der forbinder de omkringliggende gader mellem nord-syd og øst-vest.
I alt er der blevet plantet tusind træer og 85.000 buske, samt 13.000 planter.
Hunde og børn
Der skal være en legeplads på 7.800 kvadratmeter med plads til at børnene kan løbe omkring og spille bold, ’El Bol o Jardín de los Niños’.
Her skal der være karruseller, gynger, bordtennis og et klatretræ.
Den nye Central Park skal også være åben for firbenede besøgende med en hundepark på 1.382 kvadratmeter.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.