Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nyfødt gemt i kælderen

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 18/08/2015 - 11:49

Samfund og Politik

SAMFUND: Mindreårig fødte på badeværelset, og hendes 12-årige lillesøster var jordemoder.

15-årig fødte med hjælp fra sin lillesøster, og sammen gemte de drengen i en kasse i kælderrummet. Med mavesmerter tog hun på hospitalet, hvor hun nægtede at have født.

Betjente fra Policía Nacional har reddet en baby, der var blevet efterladt alene i en opbevaringsrum i Langreo, Asturien.

Det skriver Europa Press.

Den lille dreng fik en hård start på livet, men var i live, da betjentene fandt ham søndag aften. Da var han bare få timer gammel.

Næh, jeg har ikke født!

Sagen er overdraget til Ungdomsmyndighederne, da moderen er mindreårig. Hun er blot 15 år gammel, og hun tog på skadestuen på Hospital Valle del Nalón med mavesmerter. Hendes familie var med hende og var meget bekymrede.

Personalet på skadestuen kunne hurtigt konstatere, at den 15-årige pige havde født for ganske nylig. Men den konklusion var pigen ikke enig i.

Ifølge avisen El Comercio, blev pigen isoleret fra sin familie, og folk fra myndighederne fik hende overtalt til at fortælle dem, hvor barnet var. Først benægtede hun, at hun skulle have født, men efter nogle minutter indrømmede hun, hvad hospitalspersonalet allerede vidste med sikkerhed, og afslørede det sted, hvor hun havde efterladt den nyfødte.

Sov fredeligt i kassen

Heldigvis var den lille dreng i live og havde det godt. Han var pakket ind i et håndklæde, lagt i en kasse og sat ind i et skab i kælderrummet. Her lå han og sov fredeligt, da betjentene fra Policía Nacional i Langreo-San Martín del Rey Aurelio fandt ham.

Hverken pigens mor eller kæreste anede, at hun havde været gravid, skriver El Comercio, der også afslører, at pigen fødte hjemme på badeværelset. Hendes 12-årige søster hjalp til, da hun hørte hende skrige. Da barnet var født, satte søsteren en tøjklemme på navlestrengen, og så var der styr på det.

Familien var ikke hjemme under fødslen, og hverken forældre eller pigens kæreste anede noget om graviditeten. Han er også mindreårig, og ifølge El Comercio har han fortsat et godt forhold til pigens familie. Naboerne er også dybt overraskede – ingen havde kunnet se det på pigen.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.