Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nyt kryb på banen

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 08/03/2017 - 11:39

Vejr og natur

SKADEDYR: 'Supella longipalpa' har ifølge eksperter en “brutal” tilpasningsevne og ligesom mange af os mennesker elsker den at slappe af i stuen...

Dukker der noget op i dit hjem, som ligner en kakerlak, men har en lidt anden farve, kan det være en ny, uvelkommen art af dette insekt.

Indtil nu er den sjælden på vore breddegrader, men Supella longipalpa har indfundet sig i Madrid og Barcelona og forsøger nu også at finde fodfæste i Málaga.

Lever godt i stuen

Arten er meget udbredt i USA, og den er genkendelig ved nogle karakteristiske, brune striber hen over rygskjoldet.

Og modsat deres artsfæller behøver de ikke fugtighed for at hygge sig. For eksempel er din stue helt perfekt...

Informationsmedarbejder hos skadedyrsbekæmpningsfirmaet Rentokil, Jacinto Díez, fortæller, at Supella endnu ikke rigtigt har gjort sit indtog på Costa del Sol. Her regerer fortsat de tre andre arter: Den tyske, den orientalske og den amerikanske. De er stærkere og lader sig ikke sådan slå af banen.

Supella er mere et hjemmedyr end en, du typisk finder på fabrikker og i køkkener. Den har det fint i huse, hvor den kæmper om pladsen med de andre arter - særligt den tyske.

Overlever det meste

Den har en fantastisk overlevelsesevne og kan tilpasse sig overalt - også hvor der er køligere.

Den kan gemme sig i lang tid og så pludselig dukke op.

Men, siger Diez, når man først har fået øje på dem, virker de kendte insektgifte godt. Men man skal fortsætte cirka 15 til 20 dage, for i første omgang får man ikke ram på æggene.

Dæk kloakken til

Den mest almindelige kakerlak i Málaga-provinsen er den amerikanske. Den er stor, mørk og kan flyve.

Den lever mest i kloakkerne, så det vigtigste for at bekæmpe den er, at rådhuset vedligeholder kloakkerne godt.

I varme og tørre tider, hvor du måske ikke er meget hjemme eller væk på ferie, kan det være en god idé at dække kloakkerne til, så de ikke kommer kravlende, når vandlåsen er tom.

Den nye kakerlak er måske nok ret ulækker, men den er ikke farlig.

Trænger man til noget at bekymre sig om, er det særligt de asiatiske hveps, tigermyggen og den røde bille. Den sidste angriber dog ikke mennesker, men palmer. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.