Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nyt liv og lockdown

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 06/05/2020 - 13:53

Coronavirus

HJEMME HOS: Jurist Maria Stagholt Rose har i mange år hjulpet mange på Solkysten, men for nylig flyttede hun 12 timers kørsel nordpå. Men den nye start blev brat standset af corona. Ny lysner livet dog igen.

I disse coronatider har vi været på besøg hos mange af vores Amigos rundt omkring i Spanien og hørt om, hvordan de takler de nye tider og regler.

Men de færreste har alligevel stået i en situation, hvor alt er revet op med rødder, der først netop skulle til at plantes i, hvad der næsten kan betegnes som i et helt nyt land. Fra Solkysten til Nordspanien.

Men det var, hvad Maria Stagholt Rose stod overfor. Her deler hun sin historie:

I starten af dette – uden tvivl anderledes - år, flyttede jeg fra Solkysten, hvor jeg har boet siden 2005. Der 22. januar pakkede jeg bil og to katte og kørte i 12 timer op til en lille by i det nordlige Catalonien, hvor min kæreste bor. 

Marias nye omgivelser

Jeg stod over for en ny hverdag: Jeg havde opsagt mit job, jeg var rejst fra alle jeg kender, jeg skulle finde ud af at starte egen virksomhed op. Men alt imens jeg var i gang med at danne mig en ny hverdag og vænne mig til situationen, blev landet lukket ned, og jeg stod overfor en ny verden og hverdag - igen.

Store omvæltninger

Overordnet set er jeg glad for at bo, hvor jeg gør, men jeg må indrømme, at det er meget anderledes, end hvad jeg kendte fra Solkysten. 

Jeg var vant til sol, strand, blå himmel, den sydlige glade og humoristiske natur hos andaluserne, og nu helt modsat en lille by i Nordspanien, hvor der er en del landbrug - altså her lugter af ko og gødning meget af tiden - himlen er mindre blå.

Catalanerne er heller ikke nær så åbne og nære, som jeg kender andaluserne, og da slet ikke i en lille by med kun 700 indbyggere!

Maria kan godt lide at klatre og rapelle - her i Mijas i Sydspanien

Der er dog masser af bjerge, som jeg elsker at færdes i, og adskillige skisteder, hvilket jeg ikke er nær så vild med, som min kæreste er, men der er mange andre aktiviteter at tage sig til i sneen. Og så er Pyrenæerne jo generelt et smukt område.

1. februar var verden stadig nogenlunde normal i Marias nye liv

Men så kom Corona, og så kom fuldstændig lockdown af Spanien, og pludselig var jeg lukket inde i et nyt hjem, i en ny landsdel, nu midt imellem det velkendte på Solkysten og familien i Danmark, og oveni det et sted hvor de taler catalansk, indtil de opdager, at jeg intet forstår, så samtalen må starte forfra. 

Regionen har også sin egen politistyrke, Mossos d'Esquadra, udover de øvrige jeg allerede kender, Policia Nacional og Guardia Civil. Men ikke nok med det, med Corona kom også en negativ, trykket stemning, økonomien falder sammen, sundhedssystemet kollapser, antallet at smittede stiger konstant, osv.

Her er Maria på cykeltur i Frankrig

Jeg havde så mange planer, da jeg pakkede sammen og flyttede til den anden ende af landet. Jeg skulle cykle og var endda tilmeldt en cykelløb den 22. maj, jeg skulle løbe og klatre i bjergene, hvilket jeg kun lige nåede at begynde på. Nu er jeg ude af form igen.

Og selvfølgelig skulle jeg også starte min virksomhed op med rådgivning online, da jeg er uddannet jurist fra Málaga Universitet. Rådgivning om eksempelvis kontrakter, arv og ejerforeninger kan man jo sagtens give over nettet, og så er det mindre vigtigt, hvor man sidder fysisk.

Gik okay i starten

Byens torv, hvor der normalt er marked om søndagen

I starten af lockdown gik det egentlig godt med at holde det ud, holde sig beskæftiget i hjemmet - især i køkkenet - ikke miste modet og være glad for den ugentlige tur i et ordentligt supermarked, der for mig er 20 kilometer væk, så jeg kunne endda køre en tur. 

Men efterhånden som tiden gik, begyndte det at blive sværere at holde det gode humør og motivationen, stemningen var fortsat trykket, når man kom ud, og jeg begyndte egentlig at føle mig småkriminel, når jeg skulle købe ind. 

Overboens hund får smilet frem

Heldigvis kunne overboens hund give et smil på læben, når den med sin evige lykke og kærlighed hilser på mig – ingen kan være lige så glade i denne tid som en hund.

Følte sig som småkriminel

Men tilbage til at jeg er kriminel for at ville købe ind i det nærmeste store supermarked. Omkring påske - tror jeg, for tidsfornemmelsen er nærmest ikke eksisterende under lockdown - blev jeg stoppet af politiet, Mossos, i et corona-rutinetjek på vej til supermarkedet.

Her ville de give mig en bøde for at køre til supermarkedet 20 kilometer væk. Ifølge dem burde jeg handle i det lokale supermarked, hvor det hele koster det dobbelte, og udvalget er en tredjedel af, hvad der findes i Mercadona, som jeg var vej på til. 

Det skete om formiddagen, så den dag blev aldrig helt en god dag, selvom jeg med nød og næppe slap for bøde. Jeg tog hjem for at skamme mig.

Få dage efter i et forsøg på at følge politiets retningslinjer gik jeg i det lille lokale supermarked, hvor jeg nærmest som det første blev irettesat for ikke at have maske på, hvilket hverken er obligatorisk eller står annonceret ved supermarkedet som påkrævet, så endnu en succes for den småkriminelle og en dag godt begyndt!

Det lokale supermarked, hvor alt er dyrt og udvalget småt

Derefter gav jeg op en tid og overlod jeg al indkøb til min kæreste. Der er grænser for, hvor mange dage jeg holder til det kriminelle liv; jeg er jo jurist og vil gerne følge loven.  

Men så i torsdags kom der endelig gode og længe ventede nyheder. Man ville tillade gåture og udendørs sport fra lørdag. Én gang om dagen, og der er selvfølgelig flere regler, men uanset hvad er det gode nyheder, og der var pludselig ny optimisme i hverdagen.

Den første udgang

Da jeg bor i en by med færre end 5.000 indbyggere, er der ingen tidsramme, jeg skal overholde, når jeg vil ud på min daglige tur. Til gengæld skal jeg holde mig inden for byens “mure”, så jeg kan ikke cykle så langt, med mindre jeg kører i ring i byen, men jeg kan komme op!

Toppen trækker

Så det blev planen for min første gang ude siden den 15. marts: Op til byens top cirka 1.200 meter oppe. Og husk på, jeg skal løbe - ellers er det en gåtur, og så må jeg ikke bevæge mig længere væk end én kilometer.

Så det gjorde jeg, jeg løb! 

Jeg holdt dog nogle korte stop undervejs for at trække vejret og nyde udsigten. Jeg havde helt glemt, hvordan det er at løbe i en skov på en bjergside – ujævnt terræn, fluer og spindelvæv i ansigtet – men også absolut frihed, stilhed og nærvær i nuet og i et med naturen.

Halvvejs oppe kan man nyde udsigten udover byen og bjergene, der efterhånden har mistet det meste af sneen på toppen, men stadig er lige så fine.

Udsigten ligner næsten et maleri

Helt oppe, på toppen af verden, som det virkede som, kan man nyde udsigten til alle sider og ud i det uendelige. Bjerge der aldrig lader til at stoppe og bare inviterer til at blive udforsket. Men nej, jeg skal holde mig inden for bygrænsen, så det må blive en anden dag. 

Jeg stoppede dog et øjeblik og tog det hele ind, så rovfuglene med deres store vingefang bevæge sig med vinden, og nød den tiltrængte sol i ansigtet, inden jeg begyndte at løbe ned igen. Jeg så desværre ingen bjerggeder, men de må være der et sted, for deres efterladenskaber var der i hvert fald masser af.

På vej ned måtte jeg stoppe og hilse på byens køer og får. Jeg vækkede vist også fårehyrden, der nød en siesta, mens fårerne græssede under streng kontrol af fårehunden. Men trods forstyrrelsen hilste han venligt alligevel.

Kan du spotte den sovende fårehyrde? Og det er ikke ham i den hvide t-shirt...

Jeg havde slet ikke lyst til at tage hjem igen, men efter 10 kilometer på cirka to og en halv time, ømme ben og vabler på fødderne, og absolut lykke af al den friske luft og frihed, var jeg kommet ned for foden af bjerget og kunne blot kigge op på klippen og glæde mig til næste gang.      

Søndag har jeg stadig trætte ben og ondt i fødderne, jeg har adskillige rifter på benene, jeg er helt rød og solbrændt i ansigtet, nakken og på brystet – man er jo meget bleg dansker i spansk sol – men mest af alt: Stadig helt høj på endorfiner. 

Selvom jeg gerne må, er det okay, at jeg ikke er i stand til at komme ud at løbe i dag, for glæden fra i går holder mig kørende til i morgen, hvor jeg helt sikkert skal løbe en tur igen, men hvortil denne gang...

Så konklusionen må indtil videre være, at det går godt her i Nordspanien omstændighederne til trods, og jeg er positiv og sikker på, at der skal nok komme flere eventyr, når den nye virkelighed og hverdag tillader det.  

Tænk at en tur til byens top kan give så meget fornyet energi og glæde - jeg har ladet op og fortsætter lockdown med godt humør, jeg tør endda næsten at købe ind igen...

Nå ja - og så var der den med fårehyrden. Den var ikke let, da han er klædt i naturens farver, så her er svaret:

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.