Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nyt varsel om vildt vejr

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 17/10/2018 - 09:53

Vejr og natur

UVEJR: Bedst som vejret var blevet lidt stabilt, er den gal igen. Myndighederne har udsendt et særligt vejrvarsel gældende fra i morgen.

Det bliver vejr til hjemlige sysler sidst på ugen, og man skal nok ikke planlægge at spise udendørs i weekenden. 

Ellers skal vi i hvert fald have regnfrakker, gummistøvler og paraplyer frem, men nogle steder er der risiko for, at paraplyerne vil ende som lasede stivere.

Fra torsdag til søndag er der 70 procent risiko for, at himmel og hav kommer til at stå i ét, og det kommer særligt til at gå ud over Levanteområdet og Mallorca og de andre Balearer.

Det oplyser Meteorologisk Institut, Aemet, i en særlig vejrmelding.

To fronter brager sammen

Kommer meteorologernes udregninger til at passe, vil to fronter - en fra Middelhavet og en fra Atlanterhavet - støde sammen over Den Iberiske Halvø i morgen.

Det vil udløse et slemt og langvarigt regnvejr, selv om man ikke helt præcis kan sige, hvor og hvor meget vand der kommer.

Der er orange varsler i de indre egne og ved kysterne i Castellón, hele Valencia-provinsen har gult varsel, og der varsles op til 100 mm regn på 12 timer torsdag, hvor det bliver værst. 

Der vil også komme regn i Andalusien, Aragón og på Balearerne, hvor der er gult varsel i forskellige provinser:

Forudsigelserne ændrer sig hele tiden, så hold dig opdateret på Aemet.es

Starter torsdag

Ifølge varslerne skydes syndfloden i gang fra klokken 16 i morgen, og den fortsætter hen over fredagen og lørdagen. 

De første vejrudsigter lød ellers på, at så var det slut for denne gang, men det bliver det nok ikke.

Aemets særlige advarsel blev udsendt i en pressemeddelelse tirsdag, og det er måske belært af de forfærdelige oversvømmelser på Balearerne i sidste uge, hvor varslerne kom alt for sent.

Aemet forudsiger, at vandet kommer til at vælte ned i Catalonien, Aragón, Valenciaregionen, på Balearerne og altså også i Andalusien på torsdag. 

Fredag vil det gå værst ud over Cataloniens kyststrækning, den sydlige del af Aragón og den nordlige del af Valencia, og så trækker fronten ned over kyststrækningerne i Andalusien igen om lørdagen.

Oktober er gota fría-måned 

Begrebet ‘gota fría’ betegner de kolde dråber, der kommer væltende ned, når kold luft i højere luftlag maser sig ned gennem et varmt og fugtigt underliggende lag. Det er også det, man i Spanien kalder for La Dana.

Ifølge meteorologernes advarsler kommer vi formodentlig til at opleve en ny omgang Dana på søndag i Valencia. Ikke så voldsom regn, men meget ubehagelig.

Forhåbentlig er der noget godt i fjernsynet.

Man kan læse mere på Aemet, og Spanien i Dag følger op på sagen.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.