Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Opfør jer nu ordentligt!

Skrevet af Kathrine Hesner, Dorrit, fre, 11/08/2017 - 11:27

Samfund og Politik

SAMFUND: Er det sjovt at lænke en dværg til den vordende brudgom? Marbella orker ikke flere “sjøwe” polterabend’er, så nu skal bøderne gøre ondt.

Flere og flere byer får nok af at se halvnøgne unge mennesker tumle rundt i bybilledet med kæmpe falloser på hovedet og en ordentlig promille på, mens de skriger farvel til singlelivet i megafoner ud over en sovende befolkning. 

Det skriver Sur.es

Marbella har fået nok

Marbella er ikke kendt for at frygte vilde fester, men tirsdag sluttede byen sig til rækken af byer, der har fået nok og derfor regulerer polterabend’er. Kvinder skal ikke gøres til objekter, lød argumentet blandt andet fra byrådskvinden for sociale rettigheder, Victoria Morales.

De udbredte festligheder i turistområderne er sexistiske og ikke i tråd med tidens opfattelse af kønnenes ligestilling. 

De vilde polterabend'er er allerede blevet reguleret mange andre steder som i Barcelona, Granada, Madrid, Mojácar i Almería, Conil i Cádiz og på Mallorca.

Og man snakker om det samme i Málaga, Torremolinos og Benalmadena, hvor man allerede har øget kontrollen med de vilde fester, der forstyrrer den offentlige orden med gadedruk og larm. 

Ingen er vilde med de vilde fester - ikke engang hoteller og barer, for vildskaben skaber mere ballade end de er værd i indtægt.

Større bøder og nye regler

Der skal større bøder til for at stoppe uvæsenet, mener lovgiverne. 

Lokalpolitiet kan ganske vist godt gribe ind efter de nuværende regler, men straffen er ikke tilstrækkeligt hård, for der opstår hele tiden nye situationer. 

Det siger talsmand for PSOE i Málaga By, Daniel Perez, der opfordrer til at man følger eksempler fra Granada, Almería og Cádiz.

Byrådskvinden med ansvar for byfester og andre kulturtilbud, Teresa Porras, understreger, at det ikke er fordi det er slut med at feste - man vil bare af med de mest stødende og generende af slagsen.

Få din egen dværg

Og det er da heller ikke småting, man kan komme ud for i forbindelse med en vild polterabend. 

Seneste nye mode er åbenbart at lænke dværge til bruden eller brudgommen hele aftenen igennem… Ingen i byrådet fandt det indslag morsomt.

Byrådsmedlemmet for ligestilling i Nerja, Patricia Gutiérrez, melder sig også på banen i debatten. Hun mener, at det for pokker er på tide at folk dropper den tanke, at ægteskabet betyder slut med sjov og personlig frihed.

Hvad mener du? Skal folk have lov til at feste løs, eller er det okay at lave nogle restriktioner? Skriv dine mening herunder.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.