Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Påske-optog i affald?

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 19/02/2016 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND: Nu er det nok! Renovationsfolk i Málaga har bebudet strejke på ubestemt tid fra den 1. marts. Det kan blive rigtigt grimt og ildelugtende i påskefestlighederne.

Utilfredshed med løn- og arbejdsforhold har nu fået medarbejderne i det delvist offentligt drevne renovationsfirma Limasa op på barrikaderne.

Hvis ikke der kommer forandring nu, går de i strejke per 1. marts. Det skriver Laopiniondemalaga.es

Påsken falder i år i uge 12, der starter med mandag den 21. marts. Hvis der den tid ikke er blevet fjernet affald i tre uger, skal der ikke nogen Einstein til at regne ud, at det ikke bliver noget smukt syn.

Og det er altså uanset hvor meget guld, røgelse og blomster, der bliver læsset på og omkring tronerne i påskeoptogene.

Limasas ansatte havde egentlig bebudet, at man ville nedlægge arbejdet hver lørdag startende fra den 20. februar og frem til den 13. marts, men nu har de altså valgt at skrue bissen yderligere på og bebude en total strejke fra om to uger.

Det betyder, at hovedstaden på Costa del Sol forventes at skulle byde påsketuristerne på fyldte skraldespande og affald i dagen. Med mindre altså, at der bliver fundet en løsning.

Hele byen

Firmaets tillidsmand Manuel Belmonte siger, at næsten samtlige 800 medarbejdere stemte for strejken, og det viser ganske enkelt, at folk har fået nok. Han håber, det vil få byrådsmedlem med særligt ansvar for miljø, Raul Jimenez, i omdrejninger.

Strejken kommer til at påvirke hele Málaga by og altså ikke bare bycentrum.

Der kan dog blive tale om, at de lovmæssigt er forpligtet til at yde en minimumsservice, men uanset hvad bliver det ikke kønt, hvis parterne ikke bliver enige inden 1. marts.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.