På tur med aberne
Skrevet af Kathrine Hesner, søn, 01/04/2018 - 00:02
WEEKEND: Ta' med på abetur til Gibraltars berømte klippe, der både byder på grotter, berberaber og en gammel fæstning.
Fænomenet ‘veroño’ var over Sydspanien i efteråret 2017. Det er, når sommeren bare ikke giver slip, og så er det jo oplagt at tage på tur.
I min tid som praktikant lærte jeg andre danske praktikanter på Solkysten at kende (Anders var praktikant i et halvt år fra august 2017, red.).
Vi var en lille gruppe på fire; Malene, Tanja, Sophia og mig, som vi kaldte ‘Prakkerne på Kysten’, og Gibraltar stod højt på vores ønskeliste over steder, vi gerne ville se.
Sophia fik besøg af sin veninde Melanie fra Danmark, og det faldt godt sammen med Día de la Hispanidad, hvor vi havde fri.
Derfor tog det heller ikke lang tid at beslutte os for at tage et smut til Gibraltar.
God start på dagen
Humøret blev kun højere, da biludlejningsfirmaet HelleHollis valgte at opgradere vores booking til en lækker stationcar - gratis.
Undervejs skrålede vi højlydt med på Disney-sange.
Midt i hyggen kørte vi lidt for langt på motorvejen, så vi måtte køre nogle omveje, men det gjorde intet i det smukke landskab.
Welcome to the UK
Ved grænsen til Gibraltar var en kæmpe parkeringsplads. Den endeløse bil-kø fik os til hurtigt at parkere og gå over grænsen til fods i stedet.
Kadencen var høj, og folk kom hurtigt gennem kontrollen.
Vi gik henover lufthavnens landingsbane, der har spærrebomme, hvis nu et fly skulle lande eller lande.
På den anden side blev vi mødt af en brite, der solgte guidede ture i minibus.
Først gik turen gennem byen. Dernæst op ad klippen.
Op ad klippen med udsigt over havnen
Slaget på reden
Jeg sludrede om løst og fast med guiden. Han fortalte en ret ærlig anekdote om, at han havde haft danskere med på sin første tur som guide, hvor han hele turen igennem roste den store britiske Lord Nelson.
Én af dem havde til sidst fortalt ham, at Nelson bestemt ikke var én, man burde rose i selskab med danskere.
Vores første punkt på ruten var den ene af Herkules søjler, som er søstermonumentet til en anden søjle på Afrika-siden.
Der blev taget billeder ved monumentet
Mørkere rum
Vi havde meget lidt tid til at se Herkules' søjle. Bagefter skulle vi køres op til drypstensgrotter, der bruges til koncerter.
Interessante mønstre i drypstenene
Igen var vores sightseeing med tidsbegrænsning.
Siddepladser til koncerterne
Grotteudforskningen fik delt os op, men vi fandt hinanden - og en berberabe - ved souvenirbutikken foran grotten.
Aben følte sig umiddelbart hjemmevant
Flere berømte aber
Turen fortsatte længere op ad klippen, og næste punkt var der, hvor aberne normalt holder til.
Abernes foderbræt
Guiden havde bedt os om ikke at have mad på os, mens han forklarede, at aberne godt er klar over, de ikke kan spise smartphones og kameraer.
Sulten abe
Og endelig kom vi helt tæt på de spændende berberaber.
Temmeligt tæt på
Men det var nu ikke kun aberne, der var spændende her. Klippetoppen tårnede sig ret imponerende op i landskabet.
Toppen af klippen
Turen gik videre fra aberne og hen til en fæstning, som er bygget ind i selve klippen.
Øjnede en kanon-god mulighed for at tage et fallos-symbol-billede
Herfra var der god udsigt over Gibraltar by.
Udsigt fra fæstningen
Fugle-entusiasten
Den sidste del af minibus-turen gik direkte ned til centrum af byen.
Undervejs svarede guiden lidt løst og fast på mine spørgsmål om, hvordan det er at bo i byen.
Han var flyttet dertil på grund af kærligheden, men nu kunne han bedst lide stedet for fuglelivet på klippen. Han viste mange billeder af sjældne fugle, han havde set.
Byvandring
Nede i byen kunne det godt mærkes, at det er en fæstningsby. Gaderne er navngivet ret militært, og der var en ‘Pirates of the Caribbean’-stemning over det.
Vi sluttede abeturen på nogle gode burgere og fritter.
Herefter var det bare at gå over landingsbanen og ud til bilen igen, så var vi på vej hjemad med Disney til op over begge ører.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.