Følg pilgrimskallen
Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, fre, 08/05/2020 - 07:00
Udflugter
UDFLUGT: Pilgrimsvandring er in, og vi har masser af muligheder lige uden for døren i Sydspanien. Du skal bare følge muslingeskallen og Pia Bruun. Vil du med, når vi må igen?
Fra Málaga går den berømte Jakobs-rute til Santiago de Compostela. Ruten er delt op i flere etaper, og det ligger os frit for at vælge, dem vi bedst kan lide.
Jeg har min egen favorit her i Málaga-provinsen - og den vil jeg gerne dele med jer. Og så snart at verden igen ligger åben for vores fødder, vil jeg lave en tur dertil. Mere om det senere...
Min favorit går fra Antequera sydover forbi El Torcal og ender i Villanueva de la Concepción. Det er godt nok den “omvendte vej”, da ruten egentlig starter i Málaga og går nordpå. Men vi snyder lidt og gør turen lidt letter - og smukkere.
Vi har en storslået udsigt til bjerge og Middelhavet hele vejen.
Symbolik
Pilgrimsvandring forbinder vi tit med muslingeskallen eller østersskallen; det universelle symbol på Camino de Santiago og pilgrimme i almindelighed. Den har en fascinerende historie, som dels baserer sig på legender og dels ren praktik.
For man kan bruge en muslingeskal til rigtigt mange ting.
Oprindeligt brugte man muslingeskallen til at skelne mellem de vandrere, der havde afsluttet deres pilgrimsrejse i Santiago de Compostela, og de, der var gået hele vejen hjem igen.
For pilgrimsrejsen bestod oprindeligt af en returrejse: først ud og så hjem igen.
Vandrerne fik en muslingeskal, som skulle sættes fast til deres hat eller kappe som bevis på, at de var nået helt til apostelens grav.
At bære muslingeskallen blev betragtet som en hyldest til Apostlen Sankt Jakob, som opført i teksterne i Codex Calixtino.
Manuskriptet betegnes som pilgrimmens ‘guide’. Den består af godt to hundrede ruller og opdelt i fem bøger. De er blevet kopieret ved flere lejligheder, og et af disse udskrifter er opbevaret i Santiago de Compostela.
I dag er det dog kun få pilgrimme, der foretager hjemturen fra Santiago til fods, men populariseringen af muslingeskallen gør, at pilgrimme gerne bærer den.
Og i årenes løb er muslingeskallen gået fra at være et kendetegn for pilgrimme til at blive et symbol på El Camino de Santiago eller ‘Caminoen’, som de fleste danskere bare kalder den.
Skallen er et af de mest kendte symboler for skiltning af ruterne på Camino de Santiago.
Men nogle mener også, at forbindelsen mellem muslingeskallen og pilgrimsrejsen til Santiago de Compostela er relateret til dens brug som kop til at drikke vand eller som et værktøj til spise med.
Upraktiske legender
Der er flere historier om muslingeskallen, og for at forstå hvad der ligger bag, skal vi høre om Santiago, Sankt Jakob eller Hellig Ib, som han også kaldes på dansk. Han er bror til Johannes.
Som den ildsjæl Jakob var, lagde han sig ud med den romerske øvrighed og blev henrettet ved halshugning.
Men hans disciple stjal liget og lagde det i en båd, der ved vindens og Herrens engles hjælp sejlede hele vejen syd om Gibraltar og landede slutteligt på Galiciens kyst.
Netop da båden ankom med Sankt Jakob, red en fornem rytter forbi på stranden.
Han styrede med det samme sin hest ud i vandet for at bringe båden sikkert i land, men desværre gik både hest og rytter under.
Pludselig dukkede de dog op igen på stranden, men nu var både rytter og hest dækket med skinnende, hvide muslingeskaller.
Symbol for vandrere
Op igennem middelalderen, da pilgrimsvandringen tog til, blev det udbredt at fortsætte fra Santiago de små hundrede kilometer mod Finistere; Verdens Ende.
Her skulle man brænde sine snavsede pilgrimsklæder på stranden og iførte sig nyt, som et tegn på den fornyelse, man havde oplevet ved at fuldføre vandringen.
Nogle valgte at lade deres nedslidte sko stå – og det er der stadig mange, der gør i dag.
Traditionen indebar også, at man fandt en muslingeskal på stranden og tog den med hjem.
Vil du med?
Pia Bruun er certificeret guide
Har du lyst til at vandre, så send en mail til pia.bruun@gmail.com.
Vi planlægger flere vandreture, når det igen bliver muligt i henhold til Sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Meget tyder lige nu på, at det bliver i slutningen af maj.
Blandt de ture, vi skal gå, er en del af strækningen fra Málaga til Santiago de Compostela. Vi lægger ud med ruten mellem Antequera og Villanueva de la Concepción. Turen er 16 kilometer lang, men der er mulighed for at gøre den kortere.
Der vil være mulighed for at køre selv eller køre sammen i minibus.
For at deltage skal du dog være vant til at vandre og have udstyret i orden: Vandresko, solhat og vand, lidt mad, kamera og godt vandrehumør! Vandrestave kan også være gode at have med, men er ikke obligatorisk.
Hvis du er blandt vores Amigos og eller med i rejseklubben, så oplys venligst dit ID-nummer af hensyn til dit privilegium med førsteret til senere endelig bestilling.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.