Præst anholdt for hokus-pokus
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 19/03/2015 - 01:00
Krimi og katastrofe
KRIMI: Politiet fik nys om forbudt ritual, der involverede en mindreårig pige, der flere gange havde forsøgt selvmord.
Gammel religiøs praksis må ikke anvendes på mindreårige, men det er alligevel sket i den nordspanske by Burgos nær Valladolid. Derfor er en præst nu anholdt.
Eksorcisme må nemlig ikke udføres på børn og unge under 18 år, men det har Jesús Hernández Sahagún ikke overholdt.
Sagen startede helt tilbage i 2012, hvor han udførte den gamle praksis på den unge pige, og det blev først stoppet, da pigens familie alarmerede myndighederne.
Selvmordstruet anorektiker
Pigen havde nok af problemer i sit liv, inden hun blev udsat for den ulovlige eksorcisme. Hun led af anoreksi, og hun havde flere gange forsøgt at tage sit eget liv.
Hun var allerede under behandling for sin sygdom i det offentlige, men præsten lovede forældrene, at eksorcismen ikke ville have indflydelse på den behandling, pigen fik af det offentlige, selvom han udtrykte modstand mod mængden af medicin, som hun fik.
Derfor blev hun blandt andet bundet og fik holdt kors over sig i omkring 13 tilfælde, før flere familiemedlemmer meldte præsten og forældrene til politiet.
Hun var besat
Den lokale avis 'Diario de Burgos' skriver, at præsten blandt andet er sigtet for vold. Selv forsvarer Jesús Hernández Sahagún dog eksorcismen.
- Hun var besat af en djævel, har han udtalt til avisen El País.
Han har samtidig fortalt, at han personligt har udført ritualet over 200 gange på forskellige personer. Det er heller ikke ulovligt, med mindre personen er mindreårig.
Omkring 15 præster i Spanien har kirkens tilladelse til at udføre eksorcisme.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.