Regional helligdag i morgen
Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 27/02/2018 - 09:43
Samfund og Politik
SAMFUND: Onsdag er det Día de Andalucía. Det er med andre ord 38 år siden Andalusien blev en selvstyrende region.
I morgen fejres 'nationaldagen' i Andalusien. Det er 38 år siden, det blev besluttet ved en folkeafstemning, at Andalusien skulle være en selvstyrende region.
Glade børn med det andalusiske flag
Dagen fejres overalt i regionen. Det andalusiske flag hænger på balkonernes rækværk, og dagen igennem er der festlige arrangementer i enhver by.
Rent praktisk betyder det, at mange butikker vil holde lukket, men skulle det virkeligt brænde på, finder du som regel små supermarkeder åbne i turistområderne.
Paradoksalt nok er der omkring en million andalusere, der også fejrer dagen i Catalonien. Før i tiden nærmest flygtede befolkningen fra Andalusien på grund af manglende beskæftigelse. Og dengang var den nordspanske region den mest attraktive rent jobmæssigt.
Et stort 'land'
Andalusien er Spaniens mest folkerige region med 8.440.300 indbyggere (2013), så at være præsident for det andalusiske parlament er faktisk et større 'job' end at være statsminister i Danmark.
Regionen breder sig ud over 87.268 km2 - det dobbelte af Danmark.
Kort over Andalusien med de vigtigste bynavne
Året efter folkeafstemningen i 1980 trådte parlamentarikerne sammen den 28. februar for at diskutere og vedtage statutterne for regionen, og den 23. maj 1982 blev det første parlamentsvalg afholdt.
Stemmeprocenten var på 60,42, PSOE fik absolut flertal og Rafael Escuredo blev valgt som præsident.
Nyd en festlig dag, hvis du netop nu er i Andalusien.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.