Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Regnbuen ender i Torremolinos

Skrevet af Simon Koefoed Toft, ons, 31/05/2017 - 01:00

Rejser & oplevelser

OPLEVELSER: Fire dages fest begynder i morgen, når startskuddet går til Torremolinos Pride 2017. Her kan du opleve taskekast, hundredemeterløb i stiletter og masser musik.

Uanset hvor på det seksuelle spektrum du befinder dig, er du inviteret til et brag af en fest i Torremolinos, der starter i morgen og varer helt til de tidlige morgentimer mandag.

Mangfoldighed og tolerance er festivalens kerneværdier, og som altid er programmet til Torremolinos Pride propfyldt med indslag af både letfordøjelig og mere alvorlig karakter.

Husk at like vores facebookside

Første arrangement starter allerede i morgen klokken 12:00 og finder sted på Rådhuspladsen, hvor regnbueflaget bliver rejst på rådhusets balkon.

Fra klokken 20:00 bliver der muligheder for at få sig en svingom, når DJ José Rueda vender plader og sætter festen i gang.

Taskekast og høje hæle

Fredag starter i sportens navn, om end disciplinerne ikke er af den slags, der dyrkes til OL.

Første konkurrence er i håndtaske-kast, og bagefter fortsætter legene, når den hurtigste løber skal findes.

Den hurtigste løber i sko med over syv centimeter hæl, altså.

Om aftenen fejres fredagens indtog på Plaza de La Nogalera, hvor en række musikere kigger forbi. Blandt mange andre spiller spanske Soraya Arnelas, der repræsenterede Spanien i det europæiske Melodi Grand Prix i 2009.

Showmanship bliver med garanti ikke en mangelvare (foto: Facebook - Pride Torremolinos 2017)

Vær dig selv

Lørdag kulminerer det hele i en Pride Parade, som man kender det fra Pridefester i hele verden.

17:00 starter en fælles march under mottoet “Vær dig selv”, og når den når frem til Plaza Blas Infante klokken 18:00, slår seks paradevogne sig til optoget.

Paraden går i samlet flok til den centrale Plaza de la Nogalera, hvor der igen bliver skruet op for musikken og festen med en række artister.

Kostumer er naturligvis en del af traditionen (foto: Facebook - Pride Torremolinos 2017)

 

Tømmermænd

Søndag er der taget højde for, at dele af publikummet givetvis er godt tømmermændsramte, så her flytter Priden ned til vandet, hvor man kan få noget frisk luft og en kold reperations-drink eller to.

Musikken starter på Bajondillo-stranden klokken 17:00.

Hele Torremolinos Pride er ganske gratis, og ingen af de officielle arrangementer kræver tilmeldelse.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.