Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ro på og bare en smule omtanke

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 12/06/2021 - 07:00

Klumme

KLUMME: Det har vistnok været kendt længe, at Danmark i dag skal spille EM-kamp mod Finland i Parken i København..

Med forliget om de nye lempelser af corona-restriktionerne forleden tidlige morgen må der nu være 25.000 tilskuere i Parken i stedet for de hidtil tilladte cirka 16.000.

Problemet er bare, at det administrativt ikke har kunnet lade sig gøre at lukke 9.000 flere ind på grund af pladsfordelinger, registreringer etc.

Nu er jeg ikke fodboldentusiast, men jeg kan godt finde ud af at tænke som en.

9.000 mennesker var blevet himmelrygt glade og 25.000 havde jo fyldt noget mere ud af Parkens i alt 38.000 tilskuerpladser. Mere intens stemning, bedre opbakning til spillerne og en bedre oplevelse for de sikkert mange millioner, der følger slaget på TV.

Nu tror jeg næppe, at forslaget om flere tilskuere til fodboldkampe først kom på forhandlingsbordet onsdag eftermiddag, aften eller om natten. Om politikerne har tænkt, at der så kunne komme flere tilskuere i Parken i aften, har jeg ingen idé om.

På den anden side kan jeg godt forestille mig, at interesseorganisationer i lang tid har kæmpet på de bonede gulve for at tilskuerantallet kunne øges.

Derfor er der lige den der med omtanke og at tænke i konsekvenser

Selvfølgelig skulle der for 10-14 dage siden have været indkaldt til forhandling blot om tilskuerantallet. Det havde man sikkert kunne klare på nogle minutter uden at stille andre betingelser og forplumre sagen.

Populistisk? Ja da, men lige det mange trængte til efter mere end ét år med restriktioner.

Men det kræver altså lige at være lidt på forkant med virkeligheden.

Flyrejser

Har du hørt om, at nogle passagerer på fly fra Spanien til Danmark, er blevet afvist ved boarding fordi de ikke havde en antigen-test - selvom de ikke skulle have nogen?

Hvis ikke du har hørt det, så har redaktionen det!

En lørdag eftermiddag meddeler Udenrigsministeriet, at man fra lørdag klokken 16:00 ikke længere behøver en antigen-test, hvis man rejser fra en gul region.

I de følgende ret mange dage blev passager afvist ved check-in - specielt i den nu gule Alicante provins - fordi informationen endnu ikke var nået ud til medarbejderne.

Da redaktionen klagede til blandt andet SAS, var der omgående reaktion. Man erkendte problemet og tog med beklagelse omgående skridt til, at problemet blev løst. Hatten af for dem.

Lad os bare tage denne sag som eksempel og stille spørgsmålet: Tænker nutidens beslutningstagere og kommunikationsmedarbejdere slet ikke over, hvordan forhastede beslutninger uden omtanke hurtigt kan få negative konsekvenser for borgerne og andre involverede parter?

Mangler der genet “hensyn til andre”? Det hedder vist nok altruisme i stedet for egoisme - altså at handle ud fra hensynet til andre menneskers velfærd.

Et skrækkeligt eksempel

Nu er vi så i Andalusien i Sydspanien. En region, der er betydeligt større end hele Danmark både målt på befolkningstal og areal.

Præsidenten for den regionale regering hedder Juanma Moreno, og i mandags stillede han op til en pressekonference, hvor han stolt fortalte, at borgerne i Andalusien nu var de første i landet til at kunne få EU-coronapasset.

Men var de nu også det? Ja, som download for dem, der har digital signatur svarende til danske nemID. Og det er bestemt ikke alle, der har det over 65 år og specielt ikke udlændinge.

For at teste papirudgaven tog Spanien i Dag derfor til det lokale sundhedscenter for at få printet EU-coronapasset

“Det er vi ikke klar til endnu og ved heller ikke, hvornår vi er det” havde vedkommende allerede fortalt mange samme dag.

På det tidspunkt vidste personalet heller ikke, at man skal udfylde en speciel formular for at ansøge om det. Det skyldes beskyttelsen af persondata.

Altså stiller en selvforherligende præsident sig op og roser sig selv for at være først uden at have orden i eget hus.

Hvis Juanma Moreno havde været direktør i et A.P. Møller-selskab for år tilbage, var han nok blevet kaldt til “samtale” hos Mærsk Mc-Kinney Møller i hjørnekontoret på Esplanaden.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Rigtig gode betragtninger.
Til spørgsmålet "Tænker nutidens beslutningstagere og kommunikationsmedarbejdere slet ikke over, hvordan forhastede beslutninger uden omtanke hurtigt kan få negative konsekvenser for borgerne og andre involverede parter?" . . . . så er svaret NEJ. . . . eller også er de bare ligeglade.
Ønsker god week-end
Olé

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.