Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ryanair vil lukke spanske ruter

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 14/07/2015 - 11:16

Fly & trafik

FLY & TRAFIK: Konflikt er lig med baselukning i Billund fra lørdag, og så dropper irerne ruter - blandt andet til Málaga.

På et pressemøde tirsdag formiddag har Ryanair netop meldt ud, at man forventer massiv nedgang i passagerertal i Billund med baselukning, og man dropper to populære spanske ruter.

Faktisk forventer man en passagernedgang fra 700.000 om året til 300.000, og man dropper tre ud af fire vinterruter og to ud af 14 sommerruter. Det skriver Check-in.dk

Basen bliver lukket og ruterne fitto, hvis fagbevægelsen gennemfører sine trusler om at starte konflikt mod samtlige Ryanair-fly i danske lufthavne fra den 18. juli - altså nu på lørdag.

På Hotel Propellen i Billund meddelte Ryanairs personaledirektør, Eddie Wilson, til de fremmødte pressefolk, at selskabet lukker sin Billund-base fra på lørdag. To af de tre Billund-fly rykker til London Stansted og det tredje til Dublin.

De to sommerruter, der indtil videre bliver droppet, er til Corfu og Venedig, men de andre 12 bliver med base i den anden ende, da de i allerede er Ryanair-baser. De bliver altså med andre ord bare 'vendt om', så der kommer til at være morgenfly fra de 12 destinationer og dermed eftermiddagsfly fra Billund.

De tre vinterruter, der lukker, er: Málaga, Tenerife og Budapest. Kun ruten til London Stansted fortsætter. Og det er altså noget, der kommer til at gøre ondt. Alene i 2014 rejste 66.394 personer fra Billund til Málaga og 22.075 til Tenerife.

Slut med afpresning

Ryanair har hele tiden været yderst klar i mælet, og siden selskabet tabte til fagbevægelsen i Arbejdsretten har den utvetydige meldinge været: Baselukning bliver konsekvensen, hvis der indledes konflikt.

Fredag gav Ryanair ellers fagbevægelsen frist til senest onsdag klokken 17:00 skriftligt officielt af afblæse blokader i Københavns Lufthavn fra lørdag morgen.

Men ved dagens pressemøde slog Ryanair altså fast, at nu er det slut med at blive afpresset af den danske fagbevægelse, og baselukningen i Billund er en realitet natten mellem fredag og lørdag.

Kan lamme alt

Ifølge Check-in.dk er pressemødet Ryanairs sidste forsøg på at presse fagbevægelsen til at droppe blokader mod selskabet i hele Danmark fra på lørdag. Selvom Ryanair allerede har lyn-lukket sin base i Kastrup, ville fagbevægelsen nemlig kunne lave hovedkonflikt i Billund og lave sympatiaktioner i alle de danske lufthavne, Ryanair ellers opererer i.

Dermed kunne der blive blokeret for passagerer med Ryanair-billetter i sikkerhedskontrollen, Ryanair-personale kunne blive nægtet afgang, handlingselskabet kunne nægte at løfte én eneste kuffert, der havde med Ryanair at gøre, og brændstof-chaufførerne kunne afvise at fylde de blå-gule fly.

Det kunne altså blive fuldstændigt umuligt at komme nogen vegne. Men med lukningen af basen i Billund, bliver den slags aktioner med ét ulovligt.

Vidste du?

Har du inden for de seneste tre år oplevet, at dit fly blev enten aflyst eller forsinket i over tre timer til eller fra en EU-lufthavn, har du højst sandsynligt ret til kontant kompensation. Få det afklaret gratis - klik her!

Kommentarer

Jeg sidder faktisk med en god fornemmelse, den mere end 100 årige aftalemodel vi har på arbejdsmarkedet i DK fungerer stadig, (med de kampskridt begge parter har). Ryanair tjente i 2014 mere end 6,4 milliarder, og kunne uden det ville betyde noget, sagtens operere på danske overenskomster i Danmark. I Spanien har de netop krævet at deres ansatte går 20 -30 % ned i løn, dette synes jeg er uanstændigt set i lyset af deres indtjening. Jeg er imponeret over den energi de bruger på, at prøve og fortælle alle medier hvor uretfærdigt de er blevet behandlet i Danmark. Parterne på det dansk arbejdsmarked, accepterer jo arbejdsrettens domme, dette vil Ryanair ikke, når dommen går dem imod. Jeg anerkender at det kan koste nogle arbejdspladser i DK, men hvis de job ikke er på anstændige vilkår er de sikkert ikke værd at bevare på langt sigt.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.