Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Så bliver der fest i gaden!

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 27/09/2021 - 07:00

Kunst & kultur

KULTUR: Den 5. oktober lander 21 musikere, 1 dirigent og 16 pårørende på Costa del Sol, hvor orkestret giver fire koncerter.

Baldur - Ballerup Brass Band - blev stiftet i 1947, og hvert andet år tager orkestret på koncertture til udlandet. Baldurs tur til Costa del Sol var oprindeligt programsat til oktober 2020, men på grund af corona restriktioner blev turen udsat til i år.

Læs mere om Baldurs historie efter programmet.

Program

Tirsdag den 5. oktober:

Club Danés kl. 18.00 til middag, koncert kl. 19.00-20.00 (tilmelding nødvendig hos klubben)

Onsdag den 6. oktober: 

Plaza de la Virgin, Mijas Pueblo, kl. 13.00-13.45

Gratis adgang

Fredag den 8. oktober: KONCERTEN ER BLEVET AFLYST!!!

Plaza de la Mezquita, Arroyo de la Miel, Benalmádena, kl. 18:30-19:30

Gratis adgang

Søndag den 10. oktober:

Den danske Klub i Torre del Mar, kl. 17.00-18.00

Gratis adgang (baren åbner 16:30)

Historien om Baldur

Der var engang nogle Ballerup borgere, der syntes, der skulle lidt musik i Byen.

Man besluttede, at orkesteret skulle hedde »Musikforeningen Baldur«. Bal for Ballerup og dur for den lette, lyse og glade toneart.

Den 19. juni 1947 blev Musikforeningen Baldur til ved en stiftende generalforsamling.

Formålsparagraffen lød: »Foreningens formål er at samle musikinteresserede unge mænd for at dyrke musik og kammeratligt samvær«. Bortset fra det med ”mænd”, der nu er blevet til mænd og kvinder og ”unge,” der er blevet til en del lidt ældre medlemmer, er intentionerne bag denne paragraf stadig det, der er grundpillen i orkestrets liv.

Det første problem man tog fat på, og som har bestået lige siden, var at skaffe penge til orkestrets drift. Til noder, instrumenter og dirigent honorar.

Man annoncerede i lokale aviser, at orkestrets medlemmer ville komme til samtlige husstande med en indsamlingsliste, hvorpå man kunne tegne sig for et passivt medlemskab af orkestret for et mindstebeløb af 3,00 kr. om året, eller blot for et tilskud til orkestrets start.

På det tidspunkt var der 5.242 indbyggere i Ballerup. Det svarer til cirka 1.300 husstande. På de lister, der stadig eksisterer, kan man se, at 351 husstande gav et beløb til hjælp til orkestrets start, og af referater kan vi se, at cirka 330 ønskede at stå som passive medlemmer. Selv om man dengang ikke havde så mange aktiviteter i gang som i dag, var det en helt utrolig opbakning.

En stor indsats fra medlemmerne har det uden tvivl også krævet, så var det ikke altid lige let for folk at få pungen op af lommen. Men sikke et held at nogen gad påtage sig det store arbejde og at så mange lod sig overtale til at hjælpe orkestret godt i gang.

Baldur har et stort fortrin frem for andre brass bands, nemlig en stor gruppe af ægtefæller og støtter, der tager aktivt del i orkestrets trivsel og aktiviteter. Så snart Baldur programlægger en begivenhed, der kræver en indsats fra en gruppe hjælpere, stiller folk op med den hjælp, Baldur har brug for. Dette nære samarbejde med ægtefællerne været en tradition, der værnes om og skønnes på.

Baldur øver hver tirsdag kl. 19-22.

Orkestret dirigeres af Miguel Vandborg, der er uddannet som klassisk trompetist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, men har også en bred erfaring indenfor andre musikgenre – bl.a. jazz, blues, soul og pop. Dette har givet en særlig stor evne til at indgå i forskellige sammenhænge som både solist og orkestermusiker.

Baldurs repertoire spænder fra traditionel dansk musik fra den lettere til den klassiske genre og moderne populære numre samt traditionelle engelske brass numre. Desuden spiller Baldur svingende musik fra hele verden. Hovedtemaet er, at musikken skal være underholdende og glædesfyldt.

Orkestret deltager ikke i konkurrencer, men fokuserer på underholdningsværdien.

Orkestret tager hvert andet år på koncertture til udlandet. De har således spillet flere steder i Tyskland, Polen Østrig, Spanien, Ungarn, England og USA – og her i oktober 2021 er det Costa del Sol, det gælder. Baldurs tur var oprindeligt programsat til oktober 2020, men på grund af corona restriktioner blev turen udsat til 2021.

Historien om Baldur er skrevet af:

Lisbeth og Steen Witzel

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.