Sælger nyfødt pige
Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 29/11/2016 - 10:31
Krimi og katastrofe
VIDEO: Guardia Civil har anholdt tre personer for henholdsvis at sælge og købe en kun tre dage gammel pige.
Drømme kan få det værste frem i folk. Et homoseksuelt par i Almería ønskede at få børn, og derfor betalte de for en baby.
Moderen solgte den lille babypige for 10.000 euro til parret, efter at være blevet kunstigt befrugtet på en klinik i Málaga. Hun var blevet decideret hyret til at være rugemor og aftalen var, at hun skulle aflevere barnet til parret umiddelbart efter fødslen.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Guardia Civil i Cádiz døbte operationen ‘Princesita’ - lille prinsesse.
Dødsfødt baby
Efterforskningen blev iværksat, da politiet fik en anmeldelse fra en borger om, at en kvinde skulle have modtaget 10.000 euro i bytte for sin nyfødte datter.
Politiet kontaktede de sociale myndigheder, som fortalte, at man netop havde besøgt den nybagte mor. Hun havde sagt, at hendes baby desværre var dødfødt, og hun havde doneret kroppen til videnskaben.
Men den videre efterforskning afslørede, at kvinden havde født et levende barn, der var sundt og rask, men det var aldrig blevet registreret.
Skulle mødes senere
Politiet fandt ud af, at mor og barn blev udskrevet to dage efter fødslen, og da var de også ved godt helbred. På det tidspunkt var parret fra Almería taget til den andalusiske landsby, hvor moderen bor, for at hente barnet.
De aftalte med moderen, at de et par dage senere skulle mødes i Almería for at indskrive barnet i folkeregisteret og underskrive et dokument hos en advokat, hvor moderen overdrog forældremyndigheden til den ene mand.
Alt det fandt politiet ud af, så de tog til Almeria for at overvåge parret, moderen og pigen.
Politiet fik hurtigt, hvad de skulle bruge og skred til anholdelse. Til at starte med benægtede trioen alt, men til sidst krøb de til korset. Det viste sig, at kvinden har forsøgt kunstig befrugtning to gange, før det lykkedes.
Flere rugemødre
Og det er tilsyneladende heller ikke den eneste rugemor, parret har haft kontakt til. Da deres mobiltelefon blev gennemgået, var der adskillige numre til ‘vientres’ rundt omkring i Spanien.
Men det er ikke tilladt med rugemødre her i landet. Derfor blev de tre anholdt for at have handlet pigen. De mistænkes nu alle for at have overtrådt lovgivning vedrørende familieforhold.
Barnet er nu under de sociale myndigheders beskyttelse i Andalusien.
Optagelser og billeder fra Prinsesse-aktionen:
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.