Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Saml nu bare op!

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 14/06/2017 - 11:22

Samfund og Politik

SAMFUND: Hunde-bæ kan føre til meget - for eksempel drabsforsøg. Lokalpolitiet kæmper en brav kamp mod dovne og voldelige hundeejere.

I de seneste otte år har Málgas lokalpoliti grebet ind overfor 2.258 hundeejere, der bare svansede ubekymret videre, efter deres hunde havde besørget på gaden. 

Efterspillet på den slags dovenskab går ikke altid lige smertefrit.

Det skriver Sur.es

Lokalpoliti på vagt

I 2016 overvågede politiet masser af steder, hvor man vidste eller havde fået oplyst fra borgere, at hundeejere var ligeglade med det, der skete i den anden ende af snoren. 

Det ledte til 381 anmeldelser for ikke at samle op efter vovsen.

Også i år har patruljer fra lokalpolitiet tilbageholdt folk i to aktioner, som har resulteret i sigtelser for civil ulydighed, modstand og overfald på embedsmand i funktion. 

Den første hændelse skete klokken 16:30 den 14. februar i Calle La Hoz, hvor en motorcykelpatrulje observerede, hvordan en hundeejer undlod at samle op efter hunden.

Nægtede at standse

De gjorde tegn til ham, men han lod som om, han ikke så dem, og det endte med, at han gav en af dem et skub, da de bad ham om at legitimere sig. 

Så løb han alt hvad remmer og tøj ku’ holde, men blev dog fanget og tilbageholdt.

Den anden hændelse fandt sted den 20. april klokken 9:45 i Calle Bulevar Adolfo Suárez.

Der holdt en gruppe civilklædte betjente opsyn, fordi flere borgere havde anmeldt, at hunde bare blev sluppet løs af deres ejere. Ejere, der sked (!) på, at de har pligt til at samle hundenes efterladenskaber op.

"Betaler sgu ikke flere bøder"

Mens betjentene gjorde deres arbejde, noterede de sig, at en løs hund besørgede på offentlig vej. 

De fulgte efter hunden, da den gik ind ad en nærliggende port, op til tredje sal og ind gennem en åben dør.

Da de ringede på, kom en mand ud, som indrømmede at være hundens ejer. 

Han blev bedt om at fremvise sine papirer, så han kunne få en bøde. Men det havde han ikke meget lyst til.

Han blev blev i stedet stadigt mere aggressiv og nægtede at finde papirerne, mens han råbte skældsord og fornærmelser ad betjentene. 

Han havde, råbte han, lige betalt en bøde på 267 euro for det samme, og de skulle sgu ikke give ham flere bøder.

Drabsforsøg i trappeopgangen

Betjentene bad ham hidse sig ned og finde papirerne, men han blev ved med at protestere. Han forsøgte til sidst at skubbe den ene betjent ud over trappegelænderet og ned i skakten, men den anden betjent fik det forhindret.

Så blev hundeejeren overmandet og anholdt. Og denne dovne hundeejere slipper nok ikke med bøden.

Begge de anholdte blev stillet for en dommer og afventer at sagen skal i retten.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.