Skøn, forlænget weekend

Fuengirola og Kysten er skøn, men med familie på besøg for nummer 100 gang (cirka), begynder alle parter at tørste efter noget nyt.

Vi bestemte os for at leje en bil og tage på forlænget weekend. 

Første stop El Chorro/Ardales, der jo som bekendt er stedet for den verdensberømte Kongesti; El Carminito del Rey. Men eftersom vi også har gået denne et par gange efterhånden (undertegnede kan tælle seks ture), så skulle det være lidt anderledes denne gang.

Ser ned på Kongestien

Derfor gik vi turen over Kongestien, så vi kunne se ned på den. Faktisk var vi på niveau med vandtårnet, som man kan se på toppen af bjerget, når man er færdig med at gå den normale tur. På denne måde slipper man også for at skulle købe billet - det er nemlig ganske gratis og også ret flot. Det er et fedt område.

Vi starter turen ved søerne og slutter højt over Kongestien

Du starter faktisk turen på samme måde, som hvis du skulle gå den almindelige caminito, hvor du starter med at gå gennem tunellen, men efter et par minutters gang deler vejen sig i to, og så skal du bare holde til højre. Og så er det bare derudad.

Efter en lille times tid ender vejen, men så kan du gå det sidste stykke ad en lille dyresti. Og så åbner landsskabet sig til gengæld også, og du får simpelthen ikke flottere udsigt.

Sus i maven - der er godt nok langt ned...

Smæk en sandwich sammen hjemmefra og tag en kold øl med. Det smager forrygende med den udsigt! Husk også vand.

Frokost med udsigt til kæmpestore gåsegribbe med vingefang på op til 270 centimeter!

Fesent hotel - fed by

Til den første overnatning havde vi reserveret en bungalow på Restaurante Venta El Trillo i Carratraca, der ligger cirka 14 kilometer derfra.

Det ser skønt ud på billedet, men var noget ganske andet i virkeligheden. En tur i poolen har vist ikke været muligt længe, selvom det er det, de sælger stedet på.

Venta el Trillo var ikke meget værd. Restauranten var lukket, der manglede sengetøj, betalingen skulle foregå kontant, selvom der på booking.com står, at de tager kort.

Heldigvis var Carratraca en utroligt hyggelig by. Vi ville gerne have spist på det kendte og meget traditionelle Casa Pepa, men det havde desværre kun åbent til frokost.

Carratraca fik sin første rundkørsel den dag, vi kom. Det var et stort tilløbsstykke, og alle snakkede om den

I stedet smuttede vi ind til baren ved siden af, La Bocacha. Hold nu OP, et hyggeligt sted. Ikke for at spise, men for at få en drink og opleve stemningen. Der var mange, mange siddepladser, så mon ikke det er et populært sted i weekenden? 

Turistkontoret i det rød-gule tårn i midten er ret let at finde...

En del af tagterrassen på La Bocacha

Gør dig selv en tjeneste og gå hele vejen ind igennem, fordi ude bagved finder du verdens hyggeligste terrasse med smuk udsigt til bjergene.

Med drink, kage og nødder fik vi også en bog om byen med billeder af dem, der bor her

På besøg hos hobitterne

Dagen efter drønede vi videre mod Castril, hvor vi havde reserveret to overnatninger på en gammel, nedlagt vandmølle. Turen derop er rigtig flot, og landskabet ændrer sig hele tiden. Somme tider føler du, at du kører rundt i en frodig regnskov og andre gange i en knastør stenørken. 

På vejen smuttede vi lige ind omkring Guadix, der er kendt for sine omkring 3.000 hulehuse. Husene har en helt almindelig facade, men er så hakket ind i klippen bagved. Det sikrer en konstant og behagelig temperatur på omkring 18 grader året rundt. 

På hver bakke stikker der en skorsten op

En af hulerne er indrettet med en slags tagterrasse, så man kan få det fulde overblik over området, og man føler faktisk lidt, at man er med i Ringenes Herre og står og kigger ud over Hobbitrup. Du kan også komme ind at se nogle af husene - det er gratis, men god skik lige at smide et par mønter til værten på vej ud. 

Du kan også købe souvenirs, men husk lige at få prisen først. En af mine rejseledsagere købte eksempelvis en korkprop til otte euro...

Gratis og uden reservation

En lidt grovere stil end stien i El Chorro, men en fed tur

Videre mod Castril, der er en lille landsby oppe i bjergene, hvor man kan gå en tur ind gennem en kløft ad en træsti, der er banket ind i klippen. Lidt på samme måde som Kongestien, men her slipper du for at skulle købe billet og går tæt på vandet.

Vi var for forhånd ret sikre på, at møllen var tæt på stien, men vidste ikke helt HVOR tæt. Ejeren af El Molino de la Cerrada, Rubén, havde jeg skrevet lidt med via Whatsapp inden med hensyn til betaling og den slags. Han er en ung fyr, som kører stedet sammen med to af sine brødre. Den fjerde har en slagterbutik lige oppe i byen.

Hele møllebygningen er blevet gennemrestaureret og består i dag af tre lejligheder. Én med plads til fire personer, en til seks og den tredje har plads til ti. Det var ikke nogen let sag at finde stedet, og Rubén ringede for at høre, hvor vi blev af...

Drop GPS'en!

Puha - vejen dertil... Lad mig bare sige: Det er fint nok at bruge GPS’en til at finde hen i nærheden af Castril, men smid den laaaangt væk, inden I kommer over bygrænsen. Min GPS sendte os direkte ind i de små gader, og da vi gav op og kørte tilbage, var gaden så smal, at der kun lige var plads til lakken på bilen!

Turen til Møllen

Cirka en kilometer inden du kommer ind i byen (fra Cuquillo), ligger der en stor, grøn bygning i et sving, som er et olivenolie-kooperativ. Der skal du dreje fra og nedad. Der er også et par små skilte med ‘el molino’, men de er bestemt til at overse, hvis man ikke holder øje.

Derefter er der to og en halv kilometer ned til Møllen. Og jeg mener NED! Det er ikke nogen rar vej - en af dem, hvor man krydser alle fingre i håbet om ikke at møde en modkørende.

Det kan i hvert fald hverken anbefales at tage turen i mørke, regnvejr eller det, der er værre. Én af mine rejseledsagere græd. Det var den samme, som købte proppen...

Shhh... kan du høre floden?

Da vi endelig er fremme, står Rubén og venter og viser os ind i den hyggeligste lille lejlighed med ild i pejsen. Her sætter vi os og ordner betaling, og Rubén forklarer om gåruter i området. Man kan købe en trillebør brænde for 10 euro, hvilket jeg gætter på, at alle gør, hvis de får denne her introduktion!

Det kostede 65 euro for tre per overnatning, men husk kontanter, da de ikke tager kort. I højsæsonen er det lidt dyrere.

Jeg spørger Rubén, hvor langt der er til “mini-kongestien”, og han tysser på mig og spørger, om jeg kan høre noget vand risle… Det er lyden af floden, hvor gangbroen starter! Det er virkeligt tæt på!

Faktisk starter selve La Cerrada del Río Castril omtrent 20 meter fra min dør.

Der er en hængebro, som efter min mening dinglede vel meget

Og selvom det er en meget kort tur, er den ikke mindre imponerende. Der er masser af vand i floden, som bruser af sted lige under én. Og så virker det ret autentisk og vel egentlig en smule vejrbidt. Enkelte steder er de værste steder lige blevet lappet med en spånplade eller en pind og en skrue.

Først går du over Río Castril via en lille bro, så på en sti langs med floden, og så skal lommelygten frem.

Næste stykke er nemlig gennem en mørk tunnel. Halvvejs igennem går der en afstikker ud til højre, hvor du kan smutte ud og se et lille vandfald.

Et lille, brusende vandfald halvvejs gennem tunnellen

Efter tunellen kommer hængebroen, som dingler en hel del mere end den på Kongestien.

Dernæst foregår det på skovstien langs med floden.

Noget af turen foregår på skovsti

Og så kommer stykket med stien banket ind i klippevæggen gennem kløften. 

Masser af vand i floden

Det er en fed tur og kan klart anbefales, men den er kort. 

Til gengæld kan du snildt gå den flere gange, når du har den lige i baghaven.

Byen på toppen

Du kan også gå gennem kløften, hvis du vil en tur op i byen. Ellers er der to andre muligheder (bortset fra den i bil) op til byen; den ene er 650 meter og er sådan ret overkommelig.

Den anden er den direkte vej på 350 meter, men den går til gengæld meget stejlt opad lige fra møllen og op gennem små parceller, hvor de lokale dyrker blandt andet oliven, græskar, granatæbler, mandler og majs.

Castril er en lille charmerende, men meget stille by

Castril er en lille, søvning landsby med omkring 2.500 indbyggere, to barer og én restaurant. Den er placeret på toppen af et bjerg lige i udkanten af naturparken med Castrilbjergene og prydes af den gamle katedral, som skulle være et besøg værd.

Men du skal med på en af de guidede ture, da man desværre ikke bare kan gå rundt derinde selv. Det foregår tre gange om dagen.

Byen set nedefra

Ubrugte vandresko

Naturparken i Castril-bjergene - smukt område med bilvenlige veje

Vi er også en tur inde i naturparken Parque Natural Sierra de Castril, som er den, der ligger tættest på Møllen. Men enten kan jeg ikke decifrere kortet, eller også bliver den dér vandre-genre fortolket anderledes i Castril. 

I hvert fald kan jeg ikke rigtigt gennemskue, hvor man kan vandre, selvom kortet indikerer, at der er en seks ruter - blandt andet skulle Magdalena-ruten være rigtig fin og med vandfald og det hele.

Men det sker ikke rigtigt, og vi ender med næsten at køre til toppen af et bjerg, hvor vi stopper og får lidt at drikke ved ruinerne af en gammel landejendom. Her er vildt smukt, men ikke vildt vandre-agtigt.

Hvis man har lidt længere tid i området skulle Cazorla-naturparken, der ligger lidt længere nordpå, i øvrigt være noget helt særligt.

En gammel ejendom med million-udsigt fungerer nu som ly for gederne

Farverne er fantastiske, og for én, der ikke har oplevet det danske efterår i lang tid, er jeg helt revet væk. Det ser næsten ud som om, træerne er i brand.

Løvtræer i brand

Lækker og speciel

Vi var godt sultne efter gåturen og blev ikke skuffede

Den sidste aften har vi bestilt bord i Møllens restaurant. Det er Rubéns bror, Antonio, og hans hustru, der sørger for maden, og det er en stor oplevelse.

Forskellige svampe, de selv har været ude at samle i skoven, lam og - ja selv kylling i karry er eksotisk og velsmagende ud over alle grænser. Rødvinen er naturligvis også lokal.

Brødet bliver lige lunet lidt i brændeovnen ved siden af os, og dessert bliver der også plads til - alt sammen hjemmelavet, spændende og ekstremt lækkert.

Det kan kun anbefales det hele! Altså undtagen det første overnatningssted og den dyre prop i Guadix...

Spanien i Dag arrangerer løbende eventyrlige ture. Har du lyst til at komme med på en to-dages tur til “Minikongestien” og området ved Castril, så send en mail til Pia Bruun. Som sædvanligt er der ikke tale om nogen bindende tilmelding - kun en tilkendegivelse, så vi kan vurdere interessen.