Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skal mindreårige straffes?

Skrevet af Kathrine Hesner, lør, 27/01/2018 - 00:02

Klumme

KLUMME: For nylig gik bølgerne højt i Danmark, da 1.004 unge blev sigtet for børneporno. Det samme sker i Spanien, men hvordan skal den slags takles? Og hvor skal ansvaret sendes hen?

Holdningerne bragede af sted i cyberspace, da historien om Danmarkshistoriens største børnepornosag rullede i sidste uge.

1.004 unge mennesker risikerer at få plettet straffeattest og børneattest. Som lyn fra en klar himmel får de begrænset deres ellers ubegrænsede fremtidmuligheder.

Men helt klar var den himmel altså ikke!

Latterlig sag

Der er nemlig ofre i sagen, og det er ikke de curlingbørn, der straks stillede sig op og peb i nyhederne om, at det var unfair, at de skulle blandes ind i “den latterlige sag”. 

Blandt andet stod en ung kvinde fra Nordjylland sig frem i en avis med billede og navn og beklagede sig over, at det ikke var i orden, at en video skulle ødelægge hendes liv…

Jeg er målløs. Tænk, at hun ikke selv kan se det!

Hun mente, at det var død-uretfærdigt, at netop hun blev sigtet, når der var så mange af hendes venner, der ikke blev sigtet.

Men bare fordi man ikke bliver opdaget i en forbrydelse, gør det ikke handlingen lovlig. Fin lektie at lære.

Bare for sjov

Vi oplevede også curlingforældre, der (anonymt!) deltog i et radiointerview, hvor en far støttede sønnike i, at det var dybt uretfærdigt, at han skulle straffes for at have delt videoen “for sjov”. Han var ude i en helt ubegribelig sammenligning med at dele penge ud på Strøget!

Han blev spurgt af flere lyttere, hvad han ville sige, hvis det havde været hans egen datter, og så fik han lige sendt skylden videre til den stakkels pige.

 

- Jeg ville være meget, meget ked af det, hvis jeg havde en datter, der ikke havde den konsekvensanalyse af, hvad det kunne føre til - og det tror jeg ikke, 15-årige har.

Victim-blaming i sin reneste form.

Overvejede selvmord

Videoen, der startede hele sagen, viser flere drenges misbrug af en dengang 15-årig folkeskoleelev.

I et interview i Information fortæller hun, at hun har overvejet selvmord på grund videoen, som flere tusinde unge har set, grinet ad og delt med hinanden.

Mange i debatten har ment, at det gik for vidt at sigte de mange unge for besiddelse og videredistribuering af børneporno. Men loven er faktisk ganske klar, og selvfølgelig skal de straffes.

Og det kan aldrig, aldrig være pigens skyld. Selvfølgelig ikke.

 

Skoler vil undervise

Jeg tager hatten af for Nordsjællands Politi, som har truffet en beslutning om, at der nu skal statueres et eksempel. Det er på tide og tydeligvis helt nødvendigt.

I kølvandet på sagen har nogle skoler har undersøgt, hvor mange der har modtaget og delt den slags indhold, og resultatet var chokerende.

Derfor har nogle skoler nu også gjort plads på skoleskemaet, så poder og piger kan blive undervist i, hvad der er okay og hvad der slet, slet ikke er i orden. Godt!

Sager fra Spanien

I denne her uge kunne vi her på Spanien i Dag så skrive om en stor børneponosag, hvor man har anholdt 17 personer. Heraf var der en 16-årig og en 18-årig. Man fatter jo ganske enkelt ikke, hvad der foregår. 

Og et par dage senere tikkede der en ny pressemeddelelse ind fra Policía National om en ny sag, der var så slem i detaljerne, at vi valgte ikke at bringe den på hjemmesiden.

Også her var en af de anholdte under 18.

Skal de straffes?

Men hvordan takler man den slags her? Vi spurgte jer læsere, og her ser vi en helt tydelig tendens: Hvis man begår noget ulovligt, skal man også tage straffen.

Hele seks ud af ti af jer læsere mener, at de unge skal straffes, som loven foreskriver.

Og amigos - vi er rørende enige! Hvis man deler den slags, er man lige så skyldig som andre involverede, og skal straffes.

Strafferamme i Spanien

Og hvad risikerer man så i straf her i Spanien? Vi giver ordet til Advokatkontoret.es i Fuengirola, der dog understreger, at det følgende er de generelle regler for straffeloven vedrørende børneporno.

For 14 til 17 årige reguleres der ikke lige så specifikt, men om ikke andet her vi her nogle retningslinjer:

Børneporno hvor mindreårige eller udviklingshæmmede (herefter omtalt M el. U) er indblandet straffes med fængsel fra et til fem år:

  • Den der bruger en M el. U i pornografiske forestillinger, både offentlige som private, og den der udvikler, financierer eller tjener på et hvilket som helst pornografisk materiale

- Hvis man gør det ovenstående ved ydermere at true offeret, vil straffen være ”superior en grado”, og så hedder strafferammen fem til syv og et halvt års fængsel

- Den der forsætligt deltager i pornografiske forestillinger med en M el. U straffes med fængsel fra seks måneder til to år

  • Den der producerer, sælger, distribuerer, udstiller, tilbyder eller gør det muligt at producere, sælge, distribuere eller udstille pornografisk materiale med en M el. U, og den der besidder det for det samme, uanset fra hvilket land det kommer fra - altså ikke kun børneporno fra Spanien. 

Følgende anses for pornografisk med en M el. U:

  • Alt der viser en M el. U der deltager i en seksuel akt, reel eller simuleret
  • Al afbilding af en M el. U’s kønsorganer med seksuel hensigt
  • Realistiske billeder af en M el. U i en seksuel akt eller af deres kønsorganer med seksuel hensigt
  • Hvis den M el. U blot ser sådan ud, men i virkeligheden er myndig, er denne paragraf ikke anvendelig

Det straffes med fem til ni års fængsel, hvis ovenstående tilfælde ydermere er indeholder følgende elementer:

  • Når den M el. U er under 16 år
  • Når handlingerne er særligt nedværdigende eller ydmygende
  • Når det pornografiske materiale med en M el. U ydermere er offer for vold eller seksuelt overgreb
  • Når den skyldige ydermere bringer offerets liv eller helbred i fare
  • Når den skyldige tilhører en organisation, der specifikt beskæftiger sig med porno med M el. U
  • Når den skyldige er i familie med, værge for, bor med eller på anden vis udnytter at have offerets tillid. Disse personer vil ydermere miste alle rettigheder de måtte have, som værge eller forældre
  • Når den skyldige er tidligere straffet for det samme. I det tilfælde vil udenlandske domme også tages i betragtning

Det straffes med fængsel fra tre måneder til et år plus bøde fra seks måneder til to år:

  • Den der skaffer eller besidder pornografisk materiale med en M el. U til privat brug
  • Den der forsætligt via elektroniske midler, skaffer sig adgang til pornografisk materiale med en M el. U

Udover det her er der flere regler omkring bøder til dem, der har økonomisk gevinst. Og retten er naturligvis forpliget til gøre alt, hvad den kan for at lukke alle internetsider med den slags materiale.  

 

Med ønsket om at vi alle kan være lidt bedre ved hinanden og klogere online ønskes I en god weekend.

// Kathrine Hesner

PS: Hvis du efter denne smøre har 11 minutter tilovers, kan du se denne dokumentar, hvor vi møder en mand, der har tjent penge på en platform til hævnporno.

Det er ret stærkt at se, når det går op for ham, hvad han har gang i. Kort tid efter interviewet lukkede han for muligheden for at dele den slags.

REAL FUTURE // EPISODE 1.1 // REVENGE PORN from JasonO on Vimeo.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.