Slut med plads-hamstring
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 27/04/2017 - 01:00
Samfund og Politik
SAMFUND: Ingen reservation af plads på stranden. Hvis du vil have de gode pladser, skal du også bruge dem - ellers koster det en bøde!
Nerja er den tredje strandkommune på Málagakysten, som indfører sanktioner mod hamstrende strandgæster.
30 euro koster det i bøde, hvis du lister ned og stiller strandstolen og planter parasollen tidligt om morgenen, og så først kommer tilbage senere.
Hvis du er én af dem, der ærgrer sig gule og grønne over, at der aldrig er en ledig plads på stranden, når du kommer, er der altså hjælp på vej.
Det er da også jordens mest irriterende situation: Tomme stole under parasoller og med håndklæder, så andre ikke kan finde en plads.
Torrox og Algarrobo indførte regler for et par år siden, og nu følger Nerja med et forbud mod på den måde at hamstre pladser.
Ikke bred opbakning
Man har diskuteret det i Nerja længe, men nu har mindretalssammenslutningen PSOE og EVA-Podemos fremlagt en “strandforordning”.
PP og Ciudadanos stemte imod forslaget, som i øvrigt kan læses på byens hjemmeside www.nerja.es under “Participación Ciudadana”. De næringsdrivende i strandområderne er heller ikke vilde med idéen, og de har frem til den 12. maj til at fremkomme med deres idéer.
Ifølge udtalelser fra rådmanden for strande, Cristina Fernández (EVA-Podemos), var det utænkeligt, at Nerja ikke skulle have en strandforordning.
- Vi har udarbejdet den sammen med en konsulent, der har skelet til andre forordninger for strande i Andalusien, siger hun.
35 forbud
Teksten består af 35 punkter, hvor det med at reservere plads kun er ét. Det bliver også forbudt at campere eller holde nattefester bortset fra officielle fester som Sankt Hans.
Og så bliver det forbudt at lave sandskulpturer, med mindre man har offentlig tilladelse. Hvorvidt det også gælder ungernes strandslotte, må tiden vise.
Efterlader man borde, stole, parasoller og lignende, bliver det beslaglagt, og den hamstrende strandgæst skal betale 30 euro at få sagerne igen. Rådhuset overvejer at ansætte strandvagter, der skal stå for den side af sagen.
I Torrox, hvor man har haft strandregler siden 2014, har man sidste sommer gennemført omkring 30 aktioner mod folk, som forsøgte at reservere plads i de tidlige morgentimer.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.