Små specialbutikker nyder deres sidste jul
Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, tir, 23/12/2014 - 09:15
Penge & Forbrug
ERHVERV: Huslejerne eksploderer, og dermed er der kun plads til de store kæder som McDonald's og Zara.
Omkring 200.000 mennesker er i fare for at miste deres job, når de gamle regler for huslejebeskyttelse for små virksomheder løber ud her til nytår.
Kritikere frygter, at spanske storbyer mister deres charme, når intetsigende butikskæder tromler ind i storbyernes smalle gader, som hidtil har været domineret af et stort antal små specialbutikker.
Dukker siden 1942
På Madrids største indkøbsstrøg, Gran Vía, gør en kendt legetøjsbutik sig nu klar til at lukke ned efter juletravlheden. Butikken har solgt håndlavede dukker i en mindre evighed. Den slog dørene op for første gang i 1942 umiddelbart efter borgerkrigen sluttede.
Dukker pyntet i klassisk tøj fylder det store butiksvindue og er omtalt i flere turistbrochurer for besøgende i Madrid som en eftertragtet kuriositet.
Men nu er det slut.
"Tak for 72 år", står der på et skilt i butiksvinduet. Det er dog hverken krise eller recession, der tager livet af den gamle butik, men derimod de ændrede regler for huslejebeskyttelse.
Voksede op i butikken
Butikken, der har været ejet af samme familie, siden den åbnede, er ikke økonomisk gearet til at klare en kraftig stigning i huslejen, når årtiers huslejekontrol stopper ved udgangen af året. Så den lukker i januar.
- Jeg er vokset op i butikken. Følelsesmæssigt er det meget svært, siger 46-årige Susana Ezharriaga, der kører butikken sammen med sine fire søskende.
Familien betaler en månedlig leje på omkring 10.000 euro, men ejerne vil opkræve hele 35.000 euro, når huslejenævnet slutter ved udgangen af december. Det beløb har kun en stor international butikskæde råd til.
De fem søskende overtalt deres udlejer til at lade dem blive i butikken indtil Helligtrekonger den 6. januar er slut. Det er den største gave-dag i Spanien, og det er her, forretningerne sælger mest.
Familien vil så forsøge at finde et billigere sted længere væk fra centrum, hvor der er plads og råd til en ny version af legetøjforretningen.
210.000 job i fare
Men det er ikke kun i Madrid, den er gal.
På tværs hele landet ventes 200.000 butikker, barer og restauranter at blive hårdt berørt af reglerne, og omkring 70.000 kan blive tvunget til at lukke, vurderer fagforeningen UPTA, som repræsenterer uafhængige butiksejere.
Og da hver butik beskæftiger omkring tre personer, svarer det til, at 210.000 arbejdspladser vil gå tabt.
Dårligt for turismen
- Bymidten vil fuldstændigt ændre sit udseende, og vi mister kulturhistorien, siger UPTAs sekretær, Cesar Garcia og fortsætter:
- I stedet for de små charmerende, familiedrevne forretninger vil vi i stedet se flere af de samme store kæder som Zara, McDonald’s og Burger King. Intet vil skille sig ud, og det er dårligt for turismen, mener han.
Spaniens huslejekontrol blev vedtaget i 1964 under General Francisco Franco som en måde at beskytte mindre butiksejere på. I 1994 blev en reform vedtaget af den socialistiske regering om, at lejekontrakter udarbejdet før 1985 skulle tilpasse sig markedspriserne og gav parterne 20 år til at udarbejde nye aftaler.
Fristen udløber ved dette års udgang.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.