Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Smilene bliver bag maskerne

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 28/06/2021 - 08:09

Coronavirus

CORONA: De fleste spaniere blæser på retten til at droppe masken i det fri.

Hvis man havde glædet sig til at se smil i gaderne lørdag, hvor maske-påbuddet blev ophævet i hele landet ved adfærd i det fri - ved mindst 1½ meters afstand til andre - så kom mundvigene godt nok til at hænge nedad i det skjulte.

For nu er det nærmest blevet illoyalt at være “lovlig”.

Varslen var godt nok blevet givet på forhånd, da meningsmålinger viste, at 42 procent af spanierne syntes, det var for tidligt at ophæve maske-påbuddet. Fordi smittetallene fortsat er for høje og fordi nye mutationer truer billedet af en pandemi, der er på retur.

I over ét år har spanierne haft en stor respekt for brugen af masker og uden noget særligt brokkeri. De har vidst, at andres brug af masker har beskyttet dem selv mod smitte.

På min morgentur med vovsen lørdag mødte jeg en af hundevennerne i den nærliggende park. Hun bar fortsat en heldækkende maske, og jeg spurgte hende hvorfor. 

- Jeg synes, det er for tidligt at tage unødvendige chancer. Jeg vil stadig tage hensynet til andre, nu hvor jeg endnu ikke er vaccineret. Og så har jeg i over et år sparet mange penge på læbesift, sagde hun med et usynligt smil.

I Madrid

Avisen 20minutos tog lørdag temperaturen på maske-holdningen i forretningsgader i Spanien, hvor de vurderer, at 8 ud af 10 stadig havde masker på.

- Det overrasker mig, fordi jeg forventede at se mange flere mennesker uden masker, men de fleste bruger dem stadig, siger Manuel Mas, en sanger i centrum af Madrid, i en erklæring indsamlet af Reuters.

- For mig er det vigtigt at fortsætte med at bære masken, sagde Angela Sosa til avisen. Hun er servitrice i Madrid og kom forbi Puerta del Sol lørdag formiddag.

Varianterne

Det er frygten for øget smitterisiko gennem de nye varianter, der får folk til at beholde maskerne. Erfaringen med varianterne Delta og Delta Plus tages alvorligt efter det eksempelvis har vist sig, at de står for 30 procent af smitten i Catalonien. Dertil kommer blandt andet meddelelserne fra Israel, der - som verdensmester i vaccinerede - alligevel har måtte ty til nye restriktioner, da vaccinerne ikke er helt så effektive mod de nye varianter.

Med folkestemningen FOR masker, risikerer man således, at modtage onde øjne, hvis man udnytter retten til maske-friheden i gaderne.

Selv har jeg valgt, at have masken hængende om hagen. Når jeg går forbi andre, trækker jeg den op over næse og mund. 

Det er jeg iøvrigt også forpligtet til mange gange på min ture. På et fortov, der kun lige er godt en meter bredt, kan man ikke passere en modgående med mindst 1½ meters afstand.

Og selvom jeg snart har været færdigvaccineret i to måneder har jeg ikke ændret min forsigtige adfærd med respekten for, at jeg stadig kan blive smittet.

 

Kommentarer

Det varmer mit hjerte at så mange stadig bruger mundbind Det er konplet umylugt at holde 1,5 m afstand til andre i Torremolinos centrum Desuden stiger ret kraftigt igen Hvad vil myndighederne på sigtgøre veddette Eller er turistindtægter (englændere) vigtere end vores helbred
Det hedder maske her -ikke mundbind, please. Og Covid er næsten helt ufarlig for de vaccinerede - og ikke særlig farlig for øvrige. Så slap af og nyd livet i Spanien.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.