Sne og vildt tordenvejr på Solkysten
Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, man, 01/02/2016 - 11:27
Vejr og natur
VINTER: Weekenden kom vinteren med bulder, brag og kulde til Costa del Sol. Men det var et lynvisit.
Vinteren har været på besøg denne weekend med kraftigt tordenvejr, flere end 1.000 lyn, kulde og sne. Men det var en kort fornøjelse.
Allerede nu er vejret nemlig fint igen, og der er udsigt til en tør og varm februar.
Hej og farvel, vinter
De højeste toppe i naturparken Sierras Tejeda, Almijara y Alhama og i Sierra de las Nieves var lørdag formiddag dækket af et fint lag sne. Men det sneklædte bjerglandskab holdt ikke længe. Kanonhøje temperaturer både lørdag og søndag fik hurtigt gjort kål på sneen.
La Maroma, som med sine 2.068 meter er det højeste punkt i Málaga-provinsen, var lørdag morgen helt dækket til af sne, mens der lå et fint lag sne på toppen af det nærliggende Navachica i Nerja i 1.832 meters højde.
Masser af sne på toppen
Også i Sierra de las Nieves faldt der sne helt ned til Ronda og Yunguera.
Det er kun det andet snefald i Málaga i løbet af denne vinter. Sidst, der faldt sne i højtliggende egne, var den 5. januar.
Oversvømmelser og udrykninger
Tordenvejret fredag aften førte til omdirigering af flere fly på vej til lufthavnen i Málaga. Syv måtte en tur omkring kontroltårnet i Sevilla for at få landingstilladelse, og et enkelt blev sendt helt til Alicante.
Tordenvejret var især mærkbart i Marbella, Mijas, Vélez, Málaga og Torrox, hvor der var omkring 30 udrykninger i forbindelse med oversvømmelser.
Lokaler og garager stod under vand, men der skete dog ingen alvorlige skader, rapporterer lokalavisen Sur.
Februar varmere end normalt
Trods de seneste episoder med sne i Málaga-provinsen, er der ikke udsigt til, at vi får koldt vejr i den kommende tid.
Meteorologer vurderer, at februar bliver varmere end normalt. Faktisk helt op til tre grader varmere.
Lunest for årstiden er det i den nordøstlige del af landet med Balearerne og Valencia-regionen i front.
De usædvanligt høje temperaturer, man har haft i de nordlige egne i denne weekend, skyldes varm luft fra syd, fremgår det af oplysninger fra vejrstationen Eltiempo.es
Nordspanien løber med vandet
Februar ser også ud til at blive ret tør med undtagelse af Galicien og Cantabrien, hvor der forventes mere nedbør end normalt.
I Sydspanien vil der være et underskud på omkring 30 mm nedbør, mens den tilsvarende mængde i Nordspanien ligger på 30 mm over normalen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.