Sommerfuglenes dag
Skrevet af Pia Bruun, tor, 21/04/2016 - 10:25
Rejser & oplevelser
OPLEVELSER: Har du lyst til at opleve nogle ekstraordinære og farverige skabninger, får du chancen i starten af næste uge. Pia Bruun arrangerer tur i Mijas, men tilmelding er nødvendig.
Vi har lavet en intern aftale med vejrguderne om, at vi skal have varmt og solrigt vejr mandag den 25. april!
Der skal vi nemlig på udkig efter nogle af de forunderlige, fantastiske og farverige sommerfugle, som i denne tid blafrer rundt i La Sierra de Mijas.
De sidste to tirsdage er turen blevet aflyst på grund af regn og skyet vejr, og lige som de fleste af os mennesker foretrækker sommerfugle sol.
Sammen med sommerfugle-ekspert, Jose Manuel Moreno Benítez, forfatter til bogen 'Mariposas de Málaga', ser vi nærmere på disse smukke skabninger og hører mere om den forvandling, sommerfuglelarven undergår, inden den er klar til at gå på vingerne.
Den mest utrolige forvandling
Ud over at de har fantastisk smukke vinger i alle mulige farver – med undtagelse af natsommerfugle, som af ganske logiske årsager har enklere og mere ensartede farver – så har sommerfuglene en livscyklus, der får de fleste science-fictions-film til at blegne.
De undergår nemlig en fuldstændig forvandling, først som æg, larve, puppe og derefter fuldt udviklet insekt – sommerfugl - hvis eneste opgave er parring og at lægge æg.
Hunsommerfuglen lægger typisk sit æg på en 'host-plante' - som var det en anden server...og det er faktisk lige hvad det er – for her bor larven nemlig, indtil den forlader sit æg – som den i øvrigt spiser rub og stub.
Bagefter kommer turen til 'host-planten' og flere andre.
Larven bruger al sit krudt på at æde, og i løbet af kort tid vokser den sig stor og tyk. Så meget at den er nødt til at skifte hud flere gange. Nogle larver vokser sig 1.000 gange større – så der er brug for lidt plads indenfor vesten.
Total forvandling
Sidste kropsskifte er, når larven spinder sin puppe – et slags omklædningsrum – hvor den begynder den helt stort forvandling fra larve til sommerfugl.
Under en kompliceret kemisk proces bliver larven, som har masser af ben, kæbe og stikkende hår, forvandlet til en bevinget sommerfugl med to antenner, to sæt vinger, tre par ben og en snabel, som skal bruges til at suge nektar og mineraler op med.
Kroppen deler sig i tre, og ud af den midterste del vokser der sig to sæt skællede vinger.
Øjnene er sammensatte og gør, at sommerfuglen har et fantastisk udsyn – selv om den kun kan se nogle meter frem.
Men de kan se ultraviolet lys - som er usynligt for mennesket – og det hjælper dem med at finde føde, eftersom blomster netop udstråler denne lystype.
De kan desuden kun se farverne rød, grøn og gul
Klar til at gå på vingerne
Lige når den voksne sommerfugl kommer ud af puppen, kan den ikke flyve. Den skal først folde sine vinger ud. Det sker ved, at sommerfuglen pumper blod ud i de fine ribber i vingerne, og derefter lader vingerne tørre.
Men herefter er den klar til sit sidste stadie: At sikre artens overlevelse!
Sommerfugle kan ikke lide kulde
Alt dette og meget mere vil du se og høre mere om på turen på mandag.
Eneste betingelse er at der er sol og varme, for ellers bliver sommerfuglene nemlig væk! De kan ikke flyve, hvis deres kropstemperatur er under 30 grader - de er koldblodede lige som krokodiller.
International rundvisning
Rundvisning på spansk, engelsk og skandinavisk. Pris 15 euro inkl. forsikring, guider og en drink samt tapas bagefter.
Start klokken ti udenfor Turistkontoret i Mijas Pueblo hvorfra vi kører i biler et par kilometer til Venta los Condes. Turen foregår i et tempo, hvor alle kan være med.
Vigtigt: Tilmelding helt nødvendig og kan ske til: international@guiasdelsur.eseller telefon 0034 686 454 717
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.