Fra Sorte Øjne til landets længste sti

'Sorte Øjne' har denne gang intet at gøre med Frank Sinatras klassiker 'Spanish Eyes'. Det er ganske enkelt navnet på en minearbejderlandsby i det østlige Spanien og landets længste grønne sti - 'via verde' som er en nedlagt jernbane.

Banens historie og oprindelse er tæt knyttet til minedriften i forrige århundrede. Den blev nemlig brugt til transport af jern til havnen i Sagunto. I dag bliver banen brugt af turister og lokale og byder på en fantastisk oplevelse gennem det østspanske landskab.

Ruten tager dig over smukke viadukter

Sorte Øjne er med sine 160 kilometer landets længste via verde. Vi har valgt at tage på denne tur i Spanien i Dag Weekend, da den er tilgængelig for både ældre og gangbesværede.

Der er nemlig masser af stoppe- og overnatningssteder undervejs – så alle kan være med til fods, i kørestol eller på cykel.

Kørestole er ingen hindring

Men Ojos Negros er også navnet på Spaniens største jernmine. Og der er en klar forbindelse mellem landsbyen og minefeltet.

Nok til flere dage

Ojos Negros-ruten er 160 kilometer lang og slynger sig gennem smukke naturområder i to provinser i det østlige Spanien: fra Aragón i den nordøstlige del, ned gennem Valencia-provinsen og ender så i Segunto ved Costa Blanca.

Ruten går gennem to naboregioner: Aragón og Valencia

Kun de færreste napper det hele på én dag. Cyklister kan bide turen over i flere dele og lave afstikkere til omkringliggende landsbyer.

Cyklister kan bruge en, to eller flere dage på ruten

Gående, gangbesværede og kørestolsbrugere kan parkere bilen ved de gamle togstationer langs ruten og ”stige af og på”, hvor man vil.

En tur for hele familien

Ruten er delt op i to strækninger:

Den grønne farve giver grønt lys til alle

Grøn farve betyder, at stien kan benyttes af alle. Den gule indikerer, at der er en mindre sværhedsgrad for kørestolsbrugere, mens den røde farve viser, at strækningen er direkte uegnet. PMR betyder "Personas con Movilidad Reducida" - altså for personer med nedsat mobilitet.

Ojos Negros 1:

Denne del går fra Algimia de Alfara i Valencia og slutter i Barracas, som er den sidste by i Castellón, inden man kommer over provinsgrænsen til Teruel. Den del er 70 kilometer lang og består af fast belægning med enten asfalt eller komprimeret grus.

På denne strækning er der i alt 15 tunneller og otte broer og viadukter.

Smukke viadukter og frokost-pladser i det fri

Ojos Negros 2:

Går fra Barracas i Castellón til stationen i Santa Eulalia del Campo i Teruel. Denne del er på 91 kilometer og består også af komprimeret grus og fast belægning. På den strækning er der 15 tunneller og 13 viadukter.

De mange tuneller er en oplevelse i sig selv

Regionaltoget mellem Valencia og Teruel stopper i Sagunto, Segorbe, Barracas, Rubielos de Mora, Mora de Rubielos, Sarrión, La Puebla de Valverde, Puerto de Escandón, Teruel, Cella og Santa Eulalia del Campo, hvorfra man kan gå eller cykle til La Via verde de Ojos Negros.

Der er mulighed for at tage toget på visse strækninger

Linje C-5 i Valencia stopper i Estivella, Algimia de Alfara, Soneja, Segorbe, Navajas, Jérica og Caudiel, hvorfra der også er fine forbindelsesmuligheder til stien.

En anden mulighed – den letteste og mest bekvemme – er at køre til en af landbyerne langs stien som for eksempel Villa de Altura og derfra nyde en tur rundt i området. Nap en overnatning og få det optimale ud af turen.

I Altura er der flere overnatningsmuligheder

Man kan faktisk også køre helt frem til stien, da landevej A-23 i flere tilfælde krydser den nedlangte minebane.

Sorte mine-arbejder øjne

La Vía Verde de Ojos Negros er også kendt som 'Vía Minera' og henviser til omfattende minedrift i området.

Foto fra udgravninger i Menera-bjerget

Der blev i slutningen af 1800-tallet fundet meget store forekomster af jernmalm i bjergområdet 'Sierra Menera', der ganske smart betyder Mine-bjerget.

De i alt 20 udgravninger, der fandtes i området til sammen, udgjorde landets vigtigste jern-minefelt. For at kunne give de mange tusinde minearbejdere tag over hovedet, blev der anlagt en hel landsby.

Mina San José, Cantera 11. Foto fra 1910

Byen blev døbt det noget ucharmerende navn 'Ojos Negros', som med al tydelighed henviste til minearbejdernes øjne. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan man så ud efter timevis af knoklen i minerne.

Her kan du se en video fra minerne:

Opdaget af arabere og romere

Minedriften i Spanien startede for alvor i middelalderen, hvor romerne åbnede miner i alle de dele af landet, de kontrollerede.

Efter at Romerriget brød sammen, lukkede mange af de større miner, men under industrialiseringen kom der igen gang i rovdrift på mineralerne.

Panorama-foto af Sierra Menera i Aragón

Alt tyder på, at minen i Sierra Menera var kendt af både araberne og romerne, da der er fundet efterladenskaber fra begge folk i udgravningerne i området.

Job til alle

Processen med at udvinde jern fra de naturlige omgivelser er kompliceret, og det var formentlig et af de hårdeste erhverv, der fandtes på det tidspunkt. Der skulle bruges masser af arbejdskraft, og det var nødvendigt at anlægge en bane for klare transport til og fra minerne.

Iflølge den lokale minearbejder-sammenslutning Compañía Minera de Sierra Menera i Teruel var der på et tidspunkt 4.000 mand involveret i minearbejdet.

Efter det var slået fast, at der var masser af jern at udvinde, besluttede de lokale myndigheder at overdrage rettighederne til udvinding til et baskisk selskab, som ansøgte om tilladelse til at anlægge en særlige minebane for at transportere jern og arbejdere frem og tilbage mellem minen og havnen i Sagunto.

Derved opstod jernbanen til Ojos Negros.

Indsættelse af de første tog

I nærheden af minen ligger ruiner af de huse, minearbejderne boede i, og der der oprettet et museum, hvor man kan læse og se mere om de barske forhold, minearbejderne levede under.

Omlagt til turisme

Det er jo som bekendt ikke jern og minearbejde, artiklen handler om, men som i så mange andre tilfælde er monumenter fra landets historie blevet til turistmål, og det gælder altså også Ojos Negros, så historien kommer vi ikke helt udenom.

Sorte Øjne starter i Teruel-provinsen i Aragón og slutter i Sagunto i Valencia-provinsen – eller omvendt naturligvis. Men de fleste vælger at starte i Teruel, fordi det går nedad herfra det meste af vejen.

Den smalsporede bane mellem Sagunto og Ojos Negros kom af praktiske årsager til at gå parallelt med en anden jernbane, og flere steder var der der kun hundrede meter mellem de to.

Det første tog mellem Ojos Verde og Sagunto blev sat ind i 1907, og driften fortsatte faktisk helt frem til den 29. juli 1972. Minedriften blev definitivt indstillet i 1986.

Foto fra det gamle mineselskab

Banen lå øde hen i næsten 30 år, indtil den valencianske regering i 2001 besluttede at inddrage den til turismæssige formål og omlagde den til en vía verde.

I dag er der ikke mange, der tænker over, at Ojos Negros er opkaldt efter minearbejdernes sorte øjne.

Så er vi klar!

Ruten går gennem naturskønne områder i Teruel, Valencia og Castellón og ender helt nede ved Middelhavet. Husk, at der er flere togstationer meget tæt på den nedlagte bane, og på flere regionaltog må man gerne have cykel med.

Strækningen ind til Ojos Negros er endnu ikke lavet til vía verde

Den første del af strækningen – hvis du starter i Teruel - mellem Ojos Negros og Santa Eulalia del Campo er endnu ikke omlagt til sti. Man skal derfor først starte turen i sidstnævnte by.

Men herfra er den belagt med fast underlag eller asfalt og er derfor egnet for alle - altså også cyklister og kørestolsbrugere.

Resterne af den gamle togstation. Der er informationskort i baggrunden

Ruten starter ved den gamle togstartion i Santa Eulalia, der ligger lige ved landevejen til Orihuela del Tremedal.

Brønden med det tyrkisblå vand

Første del går gennem kornmarkerne til Cella. De fleste byer og landsbyer har noget, de kan prale af. Antequera er eksempelvis den by, der har flest kirker per indbygger. Cella har landets største brønd.

Spaniens største og måske smukkeste brønd

Brønden hedder meget opfindsomt 'La Fuente de Cella' og har klart, tyrkisblåt vand, som har inspireret til mange lokale overleveringer og beretninger.

Herfra fortsætter turen til Teruel, hen over floden Río Alfambra og byder så på en let, men konstant stigning til bjergpasset i Escandón.

Så hvis du ikke er til sved på panden, er det ikke sagen at gå fra Teruel til Escadón. Men den første strækning er fin, så bare arranger noget med en bil i nærheden eller undersøg togmulighederne.

Der er mange picnic-steder langs ruten

Man kan gåså  modsat eller tage fra Escadón til La Puebla de Valverde, der er kendt for det populære skisportssted Javalambre. Kort efter dukker landsbyen La Fondica de la Estación op – et perfekt sted at holde pause, spise eller overnatte.

Godt sted at overnatte eller bare tage en kort pause

Nedad og omgivet af klipper

Fra bjergpasset går det så nedad – næsten hele tiden – indtil du når frem til Segunto.

Stien er flere steder omgivet af stejle klippevægge og en imponerende vegetation. Den går over høje viadukter eller gennem lange tunneler, hvor man kun kan gætte på, hvad der mon dukker op på den anden side.

Næste stop er Sarrion, hvor der findes flere små restauranter langs ruten. Restauranterne er indrettet i de gamle togstationer, der – selv om de nu er helt nedlagte – har bevaret deres charme.

Stedet indbyder med sine smukke omgivelser, små broer, vejkryds og panoramaer til en pause inde under træerne eller på en af de lokale barer og restauranter.

Sarrion er endnu en af de mange hyggelige landsbyer på ruten

Høj, lang og smuk

Efter Sarrion fortsætter turen nedad ind gennem to lange tunneler, den sidste foretager et sving og munder så ud i en vej hen over Albentosa-viadukten, der er 180 meter lang og 50 høj.

Denne viadukt er den mest imponerende på ruten. Den ligger parallelt med andre viadukter – hvor der stadig er togtrafik - og herfra er der et imponerende syn ud over dalen.

En af landets smukkeste broer

I Albentosa kan man besøge slottet, inden turen går videre, eller fortsætte hen til stationshuset, der er renoveret og indrettet til hotel og restaurant.

Herfra er der kun få kilometer til Barracas, der er grænseby til Valencia Regionen.

Sorte Øjne går gennem tunneller og over viadukter

By eller hav som afslutning

Ruten går videre til Caudiel og Jérica med vandreservoiret Regajo, og herfra videre til de flotte udsigtssteder Altomira og Altura. Herfra er der appelsin-plantager for resten af vejen til Torres Torres, hvor den grønne sti officielt slutter. Årsagen er bebyggelse og vejnet, som har gjort det umuligt at føre stien helt ind til byen.

Men man kan fint fortsætte helt Sagunto og nyde en slentretur i den gamle bydel, en dag ved stranden eller bare en velfortjent dukkert i Middelhavet.

Sidste stop inden Middelhavet

Inden, du smutter

Inden du begiver dig af sted så tjek lige vejrudsigten. Det er nemlig slet ikke ligegyldigt, om det regner, blæser eller solen bager ned fra en skyfri himmel.

Du kan også søge specifikt på de steder, der er nævnt i artiklen, og tage udgangspunkt i en af landsbyerne i stedet fra at gå fra et sted til et andet. Vær opmærksom på, at der er lettere stigninger på strækningen fra Ojos Negros til provinsgrænsen i Valencia, hvorefter det går nedad.  Men hvis du tager turen i den modsatte retning, er der stigninger til provinsgrænsen til Aragón, hvorefter det går nedad.

Og endelig kan du jo besøge nogle af de steder, der er nævnt - som en ganske almindelig turist - uden at have hverken cykel eller vandrestøvler med i bagagen. 

God tur - sorte øjne eller ej

Tilgængelig for alle