Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Min tur til Danmark og hjem igen

Skrevet af Kathrine Hesner, lør, 10/04/2021 - 07:00

Klumme

KLUMME: Hvis du skal ud at rejse, er det med at pakke ordenssans og tålmodighed sammen med passet. Og please også lidt humor...

Når man lander i en spansk eller dansk lufthavn, så er der pt plads til forbedring… skal vi ikke bare sige det. Men når det så er sagt, er der jo ikke noget til hinder for at tage af sted. Så længe man tager sine forholdsregler og følger anvisningerne. 

Og det er jo ikke forbudt.

Jeg har for nylig taget turen frem og tilbage for at besøge familie i Danmark, og det er altså noget, der skal planlægges godt og med tungen lige i munden.

Fire test i alt for 10 dage i Danmark. Og det gør jeg selvfølgelig gerne i den situation, vi står i lige nu. Sådan er det bare.

Men med regler, krav og restriktioner, der ændres, skærpes og lempes hurtigere end folk skifter underbukser, er det klart, det giver udfordringer. Og flere gange kunne jeg altså ikke lade være med at grine.

Egentlig vel også at foretrække frem for de mavesure rejsende, der synes overbevist om, at alle regler er skabt for at genere lige præcis dem mest muligt… Accepter eller bliv hjemme! Så let er det.

Nå, tilbage til turen til Danmark... Det kan jo være, I er nogle, der kan bruge det til at forberede jer på turen. Men igen - det kan jo allerede være ændret igen? Skriv eventuelt gerne om dine egne erfaringer herunder. 

Min tur startede fredag den 26. marts.

Ankomst i Kastrup

Først en antigen-test taget dagen før afrejse. Ikke en udelt fornøjelse, men så er der jo styr på det. Firmaet bag test-stedet i Málaga Lufthavn har i øvrigt siden lovet os, at det hele nok skal blive bedre. Læs mere her

Første kø efter flyet

I Kastrup Lufthavn bliver vi fra flyet ledt ind i to køer, hvor vi én efter én bliver registreret med pas eller personnummer ved nogle skranker, og derefter ledt videre til Falcks testområde. 

Én efter en bliver man registreret

Det tager noget tid, men virker egentlig effektivt, og der hersker en rolig atmosfære.

- Hvor mange har I igennem om dagen herude, spørger jeg Falck-medarbejderen, da det bliver min tur.

- Normalt omkring 500, men i dag ankommer der 2.600, så vi har en del mere at lave end normalt, siger han.

Og så én efter en går man hen og får nulret næsebor

Det er jo også påske. Testen er med de korte vatpinde, så det er hurtigt overstået og kilder nærmest bare lidt.

Navne-opråb

Så bliver jeg sendt ovenpå, hvor jeg skal vente i “15 til 20 minutter” på svar. Og så er roen ellers slut.

På andensalen skal der ventes

Her står flere hundrede og venter på svar, mens en enkelt lille Falck-mand med fuldskæg og blå maske står og råber: 

- Søren! Søreeeeeen! Søøøøøøøreeen, mens han ser på en bunke papirer i hånden.

Én efter en skal man op og hente sit papir med svar, før man må fortsætte til den næste kø ved paskontrollen. Det virker ikke særligt 2021-agtigt, og virker ærligt talt lidt komisk.

Falck-manden ser heller ikke ud til, at det er drømmejobbet. Måske han har tabt sten-saks-papir ude i personalerummet ved arbejdsdagens start? Mange fremmede navne volder ham også tydeligt en del problemer, og folk kan ikke genkende deres eget navn.

Folk stimler lidt sammen for bedre at kunne høre, hvilke navne han råber op, men der er stadig højt til loftet og albuerum.

En Falck-dame går rundt og råber navnene igen på dem, der ikke reagerer på deres fejludtalte navn

En lufthavnsvagt kommer og siger højt, at folk skal brede sig lidt mere ud, så der kan være ordentligt afstand. Han siger det igen og igen, indtil en af de ventende passagerer forsigtigt foreslår ham at sige det på engelsk, da de fleste ventende er internationalt rejsende og selvsagt ikke forstår en brik…….

Vagten fniser lidt forlegent og går - med sine egne ord - i gang med sit gebrokne skoleengelsk, men det virker dog bedre end kun dansk. Folk griner lidt med ham, og stemningen er egentlig helt okay. Men det varer ikke ved. 

Rasende vagt

I sagens natur er vi jo stadig mange mennesker samlet i lokalet, og snart kommer en ny lufthavnsvagt ind, og han er rødglødende: 

- FLYT JER, RYYYYYK, HVIS IKKE I FLYTTER JER, SKAL JEG (DEN ONDELYNEME!) FÅ DEM INDE VED SIDEN AF TIL AT KOMME, OG SÅ BLIVER DER DELT BØDER UD!!!

Parantensen har jeg tilføjet, men jeg er ret sikker på, det var det, han mente...

Vagten får også skældt den stakkels Falck-medarbejder ud for ikke at have "en megafon eller noget lignende"! 

Ingen tør foreslå ham her at sige noget på engelsk, men én herre drister sig til at ryste lidt på hovedet. Det ser vagten, så han hiver han resolut med ud i kanten af “klasse-lokalet” og skælder ham ud!

Falck-manden fortsætter:

- Beeeeent, råber han, og en kvinde, der hedder Bente kommer op for at hente papiret...

Det letter stemningen lidt igen.

Så fik jeg mit bevis fra Falck-manden med fuldskægget

Efter 29 minutter er mit resultat klar, og jeg fortsætter videre til den næste kø...

Kø-hop ved paskontrollen

Klar på ny kø ved paskontrollen

Videre til paskontrollen. Her står der en kvindelig Covid-guide-vagt, der sørger for, at ingen står og falder i søvn. Flittigt blander hun løbende bunken og beder folk om at gå hen i først den ene så den anden kø og så måske tilbage igen.

Det er i princippet ret formålsløst, men særdeles underholdende!

Et kvarter senere viser jeg ansigt, pas og negativt test-svar til politimanden, og så er jeg igennem.

På vejen mod bagageudlevering kommer en lufthavnsvagt halvløbende i modsat retning med en megafon. Jeg sender en tanke til den søde Falckmand og håber, han måske bruger den til at råbe lidt ad den citronsure lufthavnsvagt...

Alt i alt en noget kaotisk, men dog nogenlunde sikker ankomst. Og al respekt for, at Danmark har påtaget sig at tjekke alle rejsende - men det virker godt nok lidt rodet.

Turen ud af lufthavnen er let, for her er næsten mennesketomt

Ankomst ES

En negativ PCR-test på fjerdedagen fritager mig fra isolationen, og så kan jeg komme lidt ud i de sidste dage, og tre dage senere endnu en PCR-test, så jeg kan være klar til returrejsen.

Og så til lufthavnen igen. Der er stort set mennesketomt, og det hele virker lidt trist.

Kun én skranke ved sikkerhedstjekket er åbent

Ved gaten får jeg tjekket både bevis for PCR-test og QR-koden, der begge er krav for at kunne rejse ind i Spanien. 

Her er der ikke nogen problemer med at holde afstand

Damen foran mig i køen er en af de der fornærmede ‘hvorfor skal de tjekke mig hele tiden’-typer, der kun er marginalt mindre irriterende end ‘det er jo bare en influenza’-typen.

Vi venter i kø - måske en anelse for tæt - til at blive kørt i busser ud til flyet. Det samme ved ankomst i Málaga, hvor vi står og venter i flyet. Herfra bliver vi kørt direkte til området med bagagebåndene, hvor der er oprettet tjek-område.

Endnu en kø for at komme ud i bussen, der dog ikke var så fyldt

Samtlige passagerer får målt temperaturen fra afstand med en slags kamera og får både tjekket bevis på negativ PCR-test og scannet QR-koden. I et område efter bagagebåndene er der oprettet et testområde til dem, der enten ikke har den påkrævede test eller er landet med en, der er for gammel. Den må som bekendt højst være 72 timer ved ankomst i Spanien.

Her er fortsat natligt udgangsforbud mellem klokken 23 og 06, så jeg må ikke blive hentet, da flyet landede klokken 22:40. Jeg når dagens næstsidste tog klokken 23:12, der er næsten tomt, og tager så en Uber fra stationen i Fuengirola.

På intet tidspunkt bliver jeg tjekket for at være ude så sent, og det er jeg egentlig lidt skuffet over, da jeg jo har mit boardingkort som bevis på, at jeg for en gangs skyld gerne må.

Det var turen i... korte træk - heldigt, at jeg har en dejlig familie, der gør alle besværlighederne værd, meeeen der går nu nok lige et par dage, før jeg tager turen igen!

Nevø og niece har kørt moster hårdt

Tid med svoger og søster og en aaaaaaanelse vino

Kommentarer

Ja, bøvlet er det, men hvad er alternativet ? - os danskere må leve med dette bøvl, og har vi mulighed for at tage en tur til vores lejlighed i Calahonda, ja så tager vi gerne turen med alle disse udfordringer, vi gjorde det i november, januar og marts, og gør det gerne igen. Men vi trak på smilebåndet, da en ældre mand i køen i Kastrup ikke mente at han skulle testes, fordi han jo lige var blevet det i Malaga. Men den unge dame ved skranken var kvik, hun sagde blot "velkommen til Danmark". - og ja sådan er det her, vi skal testes 3 gange i den kommende uge, da vi skal til frisør, massage samt en tur til lægen - så 3 af de hurtige næsttester.
Men det positive er at vi lige har fået tid til vaccine, og begge er færdigvaccineret i midten af maj. - ju-hu-
hilsen Bjarne og Pia
Sjovt skrevet - og jeg kan genkende det hele. Var i Malaga for nogle uger siden og havde selvfølgelig hjemmefra udfyldt alle papirerne så jeg kunne få min QR kode.
Da vi landede i Malaga - ja så virkede QR scanneren desværre ikke og et helt fly af mennesker lå på gulvet ( der var kun 4 små runde borde) og udfyldte det hele igen.
Men herregud det går nok - og jeg griner også i smug over de sure mennesker
Tak for fin og sjov beskrivelse. Hvad er en QR kode?
God weekend.
Hilsen Åse

Hej Aase

Her har du et eksempel:

Ole Bangs forklaring er helt korrekt.

Bedste hilsner

Torben W

QR-kode ( Quick Respons kode), er en todimensionel stregkode.
Den ses som en firkant i et 'skak ternet asymetrisk mønster' og ses også på fx restauranter, hvor man ved scanning af QR koden ( med sin telefon ) får menu kortet op på sin telefon skærm, og således ikke skal fedte med et menukort.
Hej
Tak for godt skrevet artikel.
Jeg var medrejsende på samme tur til Kastrup og kan 100 tilslutte mig den dårlige oplevelse ved udleveringen af testresultaterne og ved paskøen.
Lufthavnens security personale burde uddannes i at håndtere rejsende folk og ikke agere som små fornærmede børn.
Ganske uprofessionel opførsel...
Supermorsomt indslag. Fik grint højlydt flere gange og kan se det hele for mig. God historie at gå til weekend på. Vh. Frank.
Sjov og underholdende rejsebeskrivelse....ja, livet er pt ikke for de utålmodige. Vi har hele tiden så travlt, så hvorfor ikke se det hele fra den humoristiske side. Valget er nemt og vi tager selv beslutningen.
Hilsen
Mogens
javel efter den rejse bliver jeg hjemme og venter med at besæge familien i DK men flot klaret mon ikke du er træt nu tak for historien

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.