Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spaniens reneste luft

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 27/02/2017 - 08:56

Vejr og natur

MILJØ: Spansk by har den tredje-reneste luft i verden. Det mærker befolknigen, der lever både godt og længe.

Snus ind og mærk hvor godt den friske luft gør dig - der er ikke noget som ren luft i lungerne, men der er stor forskel på, hvor du befinder dig. Særligt ét sted i Spanien er helt i top.

Guadalajara har landets reneste luft. De gode måleresultater og det gode helbred i den lille landsby Campisábalos i Castilla-La Mancha-regionen skyldes især vinden, der næsten altid kommer fra nordvest. 

Vinden møder ingen industri på sin vej, og når den når frem til landsbyen, er der intet til at forurene. Der er langt mellem menneskene og meget langt mellem bilerne. El País har været på besøg.

Campisábalos ligger 105 km. nord for Madrid i fugleflugtslinje

Campisábalos er en selvstændig kommune. Den dækker et areal på 54 km2 og har i alt 68 indbyggere.

For høj forurening i Spanien

EU i Bruxelles har givet Spanien et ultimatum: Landet skal sænke forureningen og antallet af døde som følge af forurening. Tallet er oppe på 30.000 om året ifølge La Organización Mundial de la Salud.  

Med hensyn til forurening ligger Spanien på niveau med lande som Tyskland, Frankrig, England og Italien, der betragtes som de mest udviklede. Det skyldes især forureningen fra biler og industri, der hvert år koster 520.000 EU-borgere en for tidlig død.

Partikelforureningen med PM2,5, som er skadeligt for luftvejene, skal helst ikke overstige 10 mikrogram pr. kubikmeter luft per år, og i Campisábalos viser måleinstrumenterne fem til seks. I Madrid er de oppe på 40.

Men Madrid er en del af grunden til, at der er så ren luft i landsbyen: Mange af de oprindelige beboere har rykket teltpælene op og er flyttet til storbyen.

Afsides og affolket

Der er forblæst og stille i byen. Man hører kun kirkeklokken og suset fra de omkring 50 vindmøller i omegnen.

I dag er der kun en håndfuld mennesker tilbage, der ernærer sig ved kvægdrift og lidt landbrug. Byen ligger langt fra alfarvej i den nordvestlige del af Guadalajara. Og den ligger højt - 1.300 meter over havets overflade.

Byens borgmester er en pensioneret fysiker, der arbejdede for Ministerio de Medio Ambiente, før han blev valgt for Partido Popular. Han har foreløbig siddet tre valgperioder. Han har ikke svært ved at forklare, hvorfor luften i landsbyen er så ren.

- Dens oprindelse er det vigtigste for, at vi har så lave forureningsniveauer. De andre årsager er, at her om vinteren knap bor 20 personer. Og så at den ligger så højt,  siger han.

Men det er ikke de eneste faktorer. I Campisábalos er der intet, der forurener: Næsten aldrig biler, ingen forretninger, kun små stenhuse og et naturcenter, som engang imellem tjener som bar.

Ren luft - langt liv

I hele verden findes der kun to steder med renere luft: Det er Muonio i Finland og Norman Wells i Canada.

I den modsatte ende af skalaen ligger det tætbefolkede og højt industrialiserede Onitsha i Sydøst-nigeria, hvor niveauerne er 30 gange højere end det, OMS anbefaler.

I landsbyen i Guadalajara bliver folk gamle. Over 90 og over 100 for nogles vedkommende. Måske på grund af den gode luft. Carmen García, der er født i Campisábalos, rejste til Madrid, men kommer ofte tilbage til landsbyen.

- Jeg har bronkitis, og i Madrid må jeg tage medicin, men her behøver jeg det ikke. Her har jeg det godt.

Spørgsmålet er, om man er parat til at give køb på alt andet for helbredets skyld, eller om videnskab og lovgivning kan vise alternative løsninger.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.