Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Stoppet med formue i bilen

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, tor, 04/05/2017 - 01:00

Krimi og katastrofe

KRIMI: Man skal ikke køre rundt med 345.100 euro i kontanter, hvis man ikke har en god forklaring. Det havde denne udlænding i Mijas, Málaga, ikke...

Britisk statsborger med bopæl i Gibraltar er blevet anholdt i Mijas for at køre rundt med bunkevis af euro i kontanter.

Han er nu anklaget for bestikkelse og hvidvaskning af penge.

Manden blev standset af færdselspolitiet da han kørte i sin bil i den populære ferieby mellem Marbella og Málaga.

Manden, hvis initialer er S.M.G., førte bilen, mens der var en anden brite og en spanier som passagerer i bilen.

Ville købe ukendt hus

Ifølge Sur.es gennemførte politiet en rutinekontrol i Urbanización Riviera del Sol, og betjentene fattede hurtigt mistanke til trioen. De bad derfor om at få lov til at se i bagagerummet.

De blev noget overraskede, da de fandt 345.100 euro i kontanter i en taske.

Bilens fører forklarede, at han var på vej for at købe et hus i Mijas, men kunne ikke forklare hvilket.

Da manden blev klar over, at han ikke var i stand til forklare sig, forsøgte han i stedet at bestikke betjentene. Det gik lige så skidt som boligløgnen, så han blev anholdt og sigtet for hvidvaskning af penge og forsøg på bestikkelse.

Både penge og bil blev beslaglagt, og manden vil nu blive retsforfulgt.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.